Badutspring og hajfisk

Peter Laugesens 2004-tekster med den hjemlige politik og Irak-krigen på dagsordenen.

Så spiller Peter Laugesen ud med en serie nye spring »fra tungens blodige vippe«. Hans 2004-tekster »Divanord« føjer sig til den fortsatte skrift og det poetiske livsprojekt med forudsigelig selvfølgelighed og afviser så konsekvent som altid ethvert nidkært forsøg på sortering.

Skriften kan - som forfatteren selv har fastslået det - ikke splintres i højdepunkter, den kan ikke samples i største hits, »den kan ikke sorteres i det der er poesi og det der ikke er poesi«. Devisen er ikke til at tage fejl af. Take it or leave it!

Hos Peter Laugesen både ligner skriften sig selv og er - som altid - fuld af overraskelser. Springene imellem de mange lag og spor er enhver Laugesen-læser fortrolig med, men måske er der alligevel grund til at stoppe op og lytte opmærksomt efter, når forfatteren imellem sine både de let parodiske udflugter til et univers af banale og indimellem overraskende rim og de indædt forbitrede reaktioner på Irak-krigen pludselig dukker op i et langt mere afdæmpet og jordnært hjørne og slår fast: »Træt af de skæve/badutspring i sproget/jeg vil ha' noget/helt nede på jorden ...«

I det digt, der ligesom alle de andre digte i bogen står uden titel, føjer Peter Laugesen en så stilfærdig og næsten glemt digterskikkelse som Robert Corydon til det galleri af forfatterfigurer han gerne refererer til og i en eller anden forstand føler sig i slægt med, fra Jack Kerouac og Louis-Ferdinand Celine til Dan Turell. Med ordet »divan« i titlen - det betyder på tyrkisk noget i retning af en samling af digte - har Peter Laugesen måske også ønsket at slå på de gevaldig mange litterære referencer i den nye bog, fra den parodiske Aarestrup-parafrase til variationerne over Bertold Brechts hajfisk: »Åh de hvide skarpe tænder/i dens store brede flab/populismens feje hænder/rydded hajens sorte gab«.

Imellem de aktuelle, politisk kommenterende og snerrende digte med satiriske heppekor for hopsabørn og udfaldene mod den lille kone med pebersprayen slynger de forskellige andre spor sig frem igennem bogen. Både et hundespor og et stenspor er med til at sikre spændvidden i tonefald, og i eksistenssporet anslås en anden slags desperation, »angsten for tiden aldringen og senere også døden«.

Energien, skriftens intensitet, livet og forbitrelsen brænder som altid klart igennem hos Peter Laugesen, men selvom skriftstrømmen ikke skal splintres i højdepunkter eller samples i største hits, så er »Divanord« måske trods alt en af de lidt mere gennemsnitlige tilføjelser til forfatterens poetiske livsprojekt.