Badehotellet er tilbage: »Som seriens badegæster vender vi tilbage år efter år for bare at få lidt sol, lidt madro og muligheden for at sætte tiden i stå«

TV 2s solskinsserie er tilbage i bedste sendetid. Syv år er gået, og krigen nærmer sig. Men indtil videre ånder alt idyl.

Sammen på skærmen igen for første gang siden »Strisser på Samsø«: Amalie Dollerup og Lars Bom stikker hovederne sammen i »Badehotellet«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mike Kolöffel / TV 2

»En historie skal tale til følelserne, ligesom en forelskelse«. Sådan siger Sonja Oppenhagens sværmeriske frøken Vetterstrøm, nu enke, om sin sommerlæsning i »Badehotellet«. Det kan hun have ret i. Og det forklarer også meget af TV 2s seersucces med den fortsatte saga om herskab og tjenestefolk i den danske sommeridyl, nu inde på sjette sæson. Men derfor kan man jo godt engang imellem ønske sig lidt udvikling og fast forward - i parforholdet såvel som i litteraturen.

Det synes de også på TV 2, for her har man fornuftig nok valgt at trække stikket ud på serien for at sætte det i igen. Nu er vi sprunget syv år frem i tiden til 1939, hvor sorte skyer trækker sig sammen over Europa, og hvor mulighederne for forøget dramatik synes øget i vandkantens minefelt.

Allerede nu varslers der skæbnesvangert om fremtidsudsigterne. Som Lars Boms turistchef formulerer det, da han taler med reklamepigen Amanda (Amalie Dollerup) om muligheden for, at hun skal skabe den kommende Danmarksfilm: »Vi er helt sikre på, at 1940 vil blive husket som året, da tyskerne for alvor fik øje på Danmark«. Velturneret dramatisk ironi.

Dobbeltstrategi

Den kan man også passende sende på banen, når den oprørte fru Fjledsø (Birthe Neumann) harmdirrende fortæller om en jødisk bekendt, flygtning fra nazisternes annektering af Østrig, der er blevet afvist ved den danske grænse. Historisk fakta, men også til at spejle sig i, mener forfatterne, der lader et ekko fra nutiden klinge i replikkerne.

»Badehotellet« afholder sig ikke fra at kommentere vores egen kuldslåede tid, og opretholder således sin dobbelte strategi: Den langer ud efter dansk ugæstfrihed, samtidig med at den i lange passager selv kan minde om det, den peger fingre af, for eksempel når selvsamme turistchef opmaler sine ønsker for sin kommende reklamefilm for fædrelandet:

»Har vi ikke stadig bølgende kormarker, møller på bakketoppe og piger, der cykler i skørter, der...køer på enge, storke på taget, klitter, strande, havet«. Det man siger, er man selv.

»Historisk fakta, men også til at spejle sig i, mener forfatterne, der lader et ekko fra nutiden klinge i replikkerne. «


Men i det hele taget lover det godt for »Badehotellet« og dramatikken, at fjendebillederne bliver større og tiderne mørkere. Men indtil videre var første afsnit af den nye sæson den rene idyl, sådan som man efterhånden forventer sig af solksinsserien. Alle var tilbage på deres rette plads. Måske lige bortset fra Fie, som er blevet husmor i England og et par stykker af de øvrige kendte figurer, som faldt af i svinget. Og friske ansigter er kommet til, for eksempel Nanna (Laura Kjær), ny tjenestepige, der virker ligeså sød og fornuftig og renskuret som den søde og fornuftige og renskurede Fie. Allerede nu ser vi frem til en Romeo og Julie-romance med Lue Støvelbæks hæmmede og vandskrække morsdreng, holdt i stram snor af fabriksejerksen Fru Frigh (Anette Støvelbæk).

Intet nyt fra sommerlandet altså. »Badehotellet« er stadig en uforskammet, uforfalsket og uegalt spillet eskapismetime i vintermørket. »Nu er jeg tilbage på mit lille hotel og er helt fri fra teatret,« siger skuespiller Weyse. Ikke helt, vel? Men meget kan man tilgive.Den ufravigelige formel fungerer, som den skal. Som seriens badegæster vender vi tilbage år efter år for bare at få lidt sol, lidt madro og muligheden for at sætte tiden i stå.

»Badehotellet«. Sæson 6, afsnit 1. TV 2 mandag aften kl. 20.