Baard Owe er død: Et ægte kunstnersind

Skuespilleren Baard Owe er død. Siden slutningen af 1950erne fyldte han sine roller med intenst nærvær, med en særlig evne for den mystiske birolle.

(ARKIV) Baard Owe 8. oktober 1973. Skuespiller og kunstner Baard Owe er død - 81 år skriver BT mandag 13. november 2017. (Foto: Erik Holmberg/Scanpix 2017) Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Holmberg

Man vil huske stemmen: Den mørke, let syngende, besværgende replik med den dragende, næsten uhørlige norske accent. Og man vil mindes hans særlige, intense nærvær, det lidt kynisk-melankolske i hans skuespillerfysiognomi.  Baard Owe er død efter kort tids forgæves behandling for lungekræft.  Han blev 81 år.

Han var aktiv til det sidste, ja, arbejdede endda dagen før sin død. Baard Owe kan i øjeblikket ses i en lille rolle i den biografaktuelle science-fiction-film ”QEDA”, ligesom han til næste år kan opleves som selveste Christian IV i den danske spillefilm »C4« og er med i den engelskesprogede spillefilm »Good Favour« .

Teatret havde han dog ikke vist sig på et stykke tid, men for fire sæsoner siden stod han på scenen for sidste gang i turneforestillingen »Lovesong«. Det blev det smukkeste farvel. Her spillede han ikke bare sammen med sin søn og svigerdatter, David Owe og Marie Askehave, men også med sin hustru og kollega, Marie-Louise Coninck, som han havde kendt, siden de som helt unge gik sammen på elevskolen ved Aalborg Teater. De fejrede kollektivt 50 –års jubilæum i den fine forestilling, som de fik en fortjent pris for af de danske teaterforeninger.

Siden slutningen af 1950erne havde den norske lægesøn været en del af dansk teater, fjernsyn og film. Han blev hurtigt et navn i dansk teater, man regnede med. Faktisk var han begyndt på skuespilleruddannelsen hjemme i Norge, men syntes, det, man tilbød ham, var alt for gammeldags. I stedet tog han til Aalborg, hvor han gjorde tjeneste bag scenen, samtidig med, at han fik lov til at fuldende sin uddannelse. Først så man ham mest som pæn ung mand. Slank, elegant, spændstig. Ja, han optrådte endda i Dansk Melodi Grand Prix i 1962, hvor han kom ind på en tredjeplads med sangen »Er det virkelig sandt«, hvilket førte til idoldyrkelse med skrigende teenagepiger og portrætter på havregrynspakker.

Men der var andre og og mere vidtspændende muligheder i ham. På film så man ham i selveste Carl Th. Dreyers »Gertrud«, men også i  Morten Korch-roller, og på teatret fik hans store udfordringer, for eksempel både som »Hamlet« og som Osvald i »Gengangere« på Det Danske Teater. Han spillede på en lang række af de danske teatre, store og små, ikke mindst på Gladsaxe Teater, og de senere år forløste han især en række opgaver i utraditionelle sammenhænge på de mindre scener. Nysgerrig selv sent i livet. Selv var han ret forundret over, at der stadig var bud efter ham på et tidspunkt, hvor han ellers regnede med trappe ned.

På film var det ofte hans sans for det det dæmoniske, man brugte i mystiske, for ikke at sige sære, biroller på især film og TV. Ansigtet var som skabt for kameraet: det senede ansigt, blikket, som ikke var til at blive klog på.  I den forbindelse er man selvfølgelig nødt til at nævne den bindegale, besatte patologiprofessor Bondo i Lars von Triers »Riget«. Rollen blev jo nærmest kult. Lars von Trier skrev den direkte til Baard Owe, der fulgte op med en ligeså mystisk herre, den  hemmelighedsfulde altmuligmand i i TV2-serien »Hotellet«. Fra fjernsynsskærmen husker man også den skræmmende sektleder i Ole Bornedals TV-serie »Charlott og Charlotte«.  Og en af de bedste roller i karrieren fik han i det internationalt  fremhævede norske Oscar-bidrag  »O’Horten« (2007), hvor han lod  sig se i en fornem, lavmælt præstation som en togfører, der går på pension.

Privat var Baard Owe også en speciel herre. Et vaskeægte kunstnersind, man vel godt kan kalde excentrisk uden at fornærme nogen. Han søgte livet igennem efter en højere mening i sammenhængen mellem psyke og krop. En periode i begyndelsen af 1970erne sagde han ligefrem farvel til teaterlivet. Han blev grebet af religiøs vækkelse, forlod kone og børn for at flytte i kollektiv i London og fungerede som prædikant, og han har også haft egen zoneterapi-klinik samt udarbejdet og undervist i sit eget frisættende træningssystem for skuespillere, ToDo, baseret på teorierne bag kampsporten Kung Fu.

Teatret var for Baard Owe et afgørende sted, der ikke bare var frisættende for dets udøvere. Det bragte også mennesker sammen:

»På teatret oplever du, at menneskene ikke er de roller, de spiller,« sagde han i et interview med Kristeligt Dagblad for en håndfuld år siden.

»De tager rollerne på og af og er stadigvæk mennesker. Teatret er en kollektiv oplevelse, som fjerner skellene mellem mennesker. At vi egentlig i bund og grund er ens. Det er en horisontal oplevelse: at vi ser det samme og bliver fjernet fra vores maske, hvorigennem vi kan erkende noget. Derfor tror jeg, at teatret er en livsnødvendighed.«

Ud over hustruen og sønnerne, David og Benjamin, efterlader Baard Owe sig skuespillerdøtrene Anja og Rebekka Owe.