»Både min far og jeg ved, hvad det kræver af kræfter at rejse sig op igen og vælge livet«

Bagefter var hun udmattet og følte sig gennembombet, men på en befriende, ny og forløsende måde.

Sammen med sin far, Michael Falch, rockmusiker og frontfigur i Malurt, havde Mathilde Falch sidste år afsluttet en fælles akustisk duoturné til 22 kirker rundt om i Danmark, da hun efterfølgende tænkte på noget af alt det, der var blevet sagt mellem dem undervejs. Ting, som aldrig tidligere havde fundet vej og var blevet til ord, forklaringer, forløsninger og følelser fra fortiden.

For første gang havde de været på tour sammen. Til eftermiddagskoncerter i store kirkerum havde de suppleret musikken med hver deres både barske og opløftende livsfortællinger. Om glæden og taknemmeligheden ved overhovedet at være i live, for de kunne lige så godt have været døde begge to, konstaterer hun. Om at være bundet sammen af en fælles og kugleskør slægtshistorie med mange skøre mennesker. Og om at være to generationer og føle et ansvar for den kærlighed og smerte, inklusive alt det, der ligger midtimellem.

»Min far og jeg har på forskellig måde oplevet hårde ting med alkoholmisbrug, selvdestruktion, masser af smerte og for mit vedkommende også anoreksi i så slem en grad, at jeg som teenager var indlagt på psykiatrisk afdeling i et halvt år. Så både min far og jeg ved, hvad det kræver af kræfter at rejse sig op igen og vælge livet,« forklarer Mathilde Falch, der inden coronakrisen var en af Danmarks mest turnerende kunstnere og de seneste 11 år primært har bygget sin karriere op omkring livescenen og sideløbende har udgivet fire album og en EP.

Far fortalte om min sygdom

Flere gange har far og datter talt med hinanden om de vanskelige perioder, de begge har været igennem.

»Men vi har aldrig gjort det offentligt sammen. I kirkerne beskrev min far for eksempel, hvordan det havde været for ham, da jeg var syg og var indlagt. Det var meget stærkt gjort.«

Fire måneder før far og datter skulle på tour, begyndte Michael Falch at sende forslag med sætlister til sin datter.

»Men jeg var slet ikke nået dertil og måtte til sidst sige: »Far, du kan godt blive ved med at sende mig sætlister, men jeg åbner dem ikke.« Den slags stresser ham, for han vil gerne have styr på det hele, ellers synes han, at alting sejler. Men han har godt af at blive provokeret, og jeg synes sjældent, jeg har oplevet ham så fri og løssluppen, som da vi var på tour sammen.«

Det var Michael Falch, der gentagne gange havde spurgt sin yngste datter, om ikke de engang skulle tage ud og spille. Svaret havde hver gang været et nej.

»Jeg tror, det har været vigtigt for mig først at bevise, at jeg ikke bare var min fars datter, før jeg delte scene med ham. Den frygt i mig er væk efter 11 år som turnerende og udgivende musiker. Og efter at jeg selv har fået en lille søn, føler jeg mig i dag mere som mor end som datter og er rent musikalsk funderet langt mere i det, jeg gerne vil, så tiden har skullet modnes. Da min far så sidste år spurgte mig igen, var jeg ikke længere i tvivl.«

For Mathilde Falch er nervøsitet aldrig noget, hun mærker, inden hun går på scenen. Hendes forklaring er, at hun fra helt lille er vokset op bag ved scenen, inde på scenen, rundt om scenen og under scenen. Midt inde i et musikmiljø med tourbiler, koncerter, overnatninger mange forskellige steder i Danmark og mennesker omkring sig hele tiden.

Og derhjemme med guitarer på væggene, klaver i stuen og lydstudie i kælderen. Første gang hun var på Langelandsfestival, var hun seks måneder gammel.

»Jeg har altid elsket at være med min familie og min fars band på tour. Alle de velkendte ritualer med at pakke bilen, køre hen til stedet, tømme backstage for slik og sodavand og være med til at stille gear op. Man er sammen om et fælles mål, lader for en stund resten af verden ligge og har nogle af de bedste og mest fortrolige samtaler i bilerne, når man er på vej. Men også med sammenbrud, skrig, skrål og grin. Der er en ægthed over det, som jeg elsker, i en koncentreret form, og den mærker man i en bil sammen med andre.«

Man må godt larme i kirken

Mens musikken er Mathilde Falchs og hendes fars passion, er begge hendes to ældre søstre gået helt andre veje.

»Min far lukkede mig ind i sin verden, da jeg var lille, med godnathistorier, hvor der altid var rim og sange, som var tænkt og udviklet i sætninger og melodier.«

Mange år senere skulle Mathilde Falch komme til at finde en storhed og noget monumentalt over kirkerne, der gjorde det lettere at tale om det svære, også offentligt sammen med sin far.

»Men stadig med den vildskab og humor, som min far og jeg altid har haft til fælles midt i det, der også har været kaos. I kirken må man godt larme lidt.«

Og »larm« har der også været uden for kirkerne på de mange scener rundt om i Danmark. Men en ambition om at blive en kommerciel popstjerne har Mathilde Falch aldrig haft.

»Det tror jeg ikke helt min far har kunnet forstå. Han har syntes, at jeg havde meget mere i mig, som han har udtrykt det. Men det har bare været hver sin vej, og i dag ved jeg, at han respekterer min tilgang til musikken, og at jeg aldrig får lyst til at være superstjerne alene for den status, der ligger i dét.«

I stedet foretrækker hun de mindre spillesteder, hvor hun kan have øjenkontakt med publikum og på den måde skabe et intimt rum med plads til både humoren og alvoren.

»Jeg taler om livet generelt, trækker nogle af de store temaer frem og fortæller om mit eget liv på godt og ondt, indimellem at jeg spiller og synger. Det har været min måde at etablere min egen plads på.«

Men der er også en plads, som hun deler med sin far, når hun på torsdag er aktuel med julesinglen »Ægte jul«, der er ude på alle streamingtjenester. En sang, som far og datter optræder med i TV 2s juleshow 9. december. Derudover er Mathilde Falch i øjeblikket i gang med at producere en ny plade, som udkommer til marts, fulgt op af en tour rundt i Danmark til foråret med hendes band.

Man skal beskytte kærligheden

Hun elsker sin far, siger hun, men erkender, at det gennem årene også har været en besværlig relation.

»Sådan er livet jo! Besværligt. Der er bare en kærlighed i hele vores familie, som kan være svær at styre, fordi vi alle sammen er sådan nogle føle-føle-mennesker, og vi samtidig også er ret konfliktsky. Men man skal beskytte den kærlighed. Det er vigtigt. Vi bliver nødt til at finde sammen på den ene eller den anden måde, for det går ikke, hvis vi ikke gør det.«

Hun har brugt tid på at lære at acceptere det menneske, hendes far er.

»For mig er kærlighed i høj grad også at acceptere noget bestemt ved en nær relation, man gerne ville have haft, men som man godt ved, man aldrig kan få. Man kan blive vred og frustreret og håbe på en forandring, men må ende med at acceptere. Dét er kærlighed.«

Mathilde Falch understreger, at hun kun taler på sine egne vegne, og sådan som hun har oplevet det. At være kunstner og musiker på den måde, hendes far har været, kræver noget særligt, mener hun. Også fra familien.

»Min far har virkelig haft brug for kunsten, ellers var han blevet skør, tror jeg.«

Hun kan godt misunde sin far den kompromisløshed, han har, når det gælder musikken, men hun har den ikke selv på samme måde.

»Der er så meget andet, jeg også gerne vil have skal fylde i mit liv. For min far er musikken det sted, han slapper bedst af, og så selvfølgelig på fodboldbanen. Musikken er også det sted, hvor jeg kan hvile i mig selv, men nok på en anden måde end min far. At forene musik, karriere og familieliv kræver noget særligt. Egentlig havde jeg i mange år en stærk modstand mod at lave det samme som min far, men den modstand er jeg kommet over. I dag nyder jeg virkelig det fællesskab, musikken giver os.«