»B.T. – så sker der noget«

I dag fylder B.T. 100 år. Journalisten Bjørn Westergaard, der i en menneskealder var tilknyttet avisen, har skrevet jubilæumsbogen »Historien om en avis«. Det er blevet til en hudløst ærlig, anekdotisk og munter bog. Fra Mata Haris henrettelse over Storm P. til en rød dildo på forsiden.

Forsiden af B.T. med teksten »Sex-legetøj er et hit«. Den vakte stor forargelse blandt Berlingske Tidendes læsere, der modtog B.T., fordi det var påskeudgaven.
Læs mere
Fold sammen

B.T. udkom for første gang 31. august 1916 med beretninger på forsiden om krigens gang. Manden, der skabte avisen, var journalist Henry Hellssen, som var korrespondent for Berlingske Tidende under Første Verdenskrig. Han fik ideen til en letlæst tabloidavis under sin rejse i det krigsprægede Europa, hvor han fik stukket en ungarsk avis i hånden af netop den type. Det var også Henry Hellssen, der fandt på Billed-Bladet, som havde et internationalt fotoniveau og blev lavet i samarbejde med B.T. B.T. blev hurtigt en succes og viste sin eksistensberettigelse, og i jubilæumsbogen »Historien om en avis« fortæller den garvede BT-journalist Bjørn Wester­gaard muntre historier om avisens omtumlede liv, uden at faghistoriske noter eller dybere dyk ned i kildematerialet har hæmmet fremstillingen.

B.T.s første kioskbasker var i oktober 1917, da avisens udsendte korrespondent kunne berette om spionen Mata Haris henrettelse: »Den vidunderligt smukke Mata Hari nægtede at få bind for øjnene, da hun skulle skydes. Hun ville se soldaterne i øjnene, da de lagde an på hende.« Man fornemmer en sproglig forskydning i formuleringen »lagde an på hende«, som nok var utilsigtet, men hvor erotikken blot løb af med korrespondenten. Men den smukke Mata Hari, der havde gjort det som erotisk danser, blev skudt, og B.T. blev solgt i store mængder.

Avisen kostede i starten tre øre og var en øjeblikkelig succes. Til forskel fra de etablerede aviser var B.T. frisk i sprogtonen, med store overskrifter, letlæst og i tabloid format. Man lagde vægt på sport og skandaler og blev synlig i gadebilledet ved at oprette en redaktion på hjørnet af Strøget og Rådhus­pladsen, der i mange år fremover blev et kendt københavner-mødested med navnet B.T. Centralen. Her lavede man også i 1924 landets første lysavis. Det specielle ved B.T. var, ifølge pressehistorikeren Niels Thomsen, at man fandt en fin balance mellem det letlæste og opsigtsvækkende uden at tale ned til folk.

Bjørn Westergaards bog dvæler i øvrigt ikke meget ved den tidlige fase af B.T.s historie, men han har et glimrende afsnit om tiden under Anden Verdenskrig, hvor B.T. var en smule dristigere end de andre aviser med at kritisere tyskerne, hvilket medførte, at nazisterne i 1942 krævede avisens chefredaktør, Einar Black, fyret. Og Westergaard beskriver også tre tyskerhåndlangeres hævnmord på B.T.-journalisten Carl Henrik Clemmensen i 1943.

Henry Hellssen, B.T.s første redaktør, var korrespondent for Berlingske Tidende, da han i Ungarn fik øje på en avis, der dannede skole for B.T. Hellssen døde i 1957. Fold sammen
Læs mere

Den første Cavlingpris

B.T. fik sin første Cavlingpris i kølvandet på krigen. Journalist Per Arboe-Rasmussen vandt prisen, da han i 1953 afslørede, at en række danske nazister, der havde været med til at myrde frihedskæmpere, i al stilhed var blevet løsladt. Per Arboe-Rasmussens egen bror var blevet myrdet under besættelsen, fordi han var frihedskæmper.

Der skulle faktisk gå 50 år, før avisen igen hentede en Cavlingpris, hvilket skete, da journalisterne Morten Pihl og Jacob Priess i 2002 afslørede Brixtofte-sagen fra Farum Kommune.

At avisen har hentet så få Cavlingpriser, skyldes ikke nødvendigvis manglen på afslørende journalistiske historier, men nok nærmere, at Cavlingpriskomiteen i flere årtier ikke kiggede i retning af Det Berlingske Hus, når prisen skulle uddeles.

Artikler om kongefamilien spillede en stor rolle for B.T. – ikke mindst under besættelsen. Generelt var holdningen ærbødig, men der kom en ændring, da Weekendavisens redaktør, Arne Notkin, i 1996 tiltrådte som chefredaktør af B.T. Han ville have en mere kritisk linje over for konge­familien, og Bjørn Westergaard vurderer, at denne linje blev yderligere skærpet under Notkins efterfølger, Kristian Lund, hvor man bl.a. skrev artikler om kronprins Frederiks pigejagt. Det endte med et nøgenfotografi fra Sydfrankrig, hvor man kunne se Frederik og den yndige sangerinde Maria Montell sammen. B.T. havde skjult de kongelige »kronjuveler« – som Westergaard formulerer det – med en rød bjælke og teksten »Her går grænsen«, men alligevel fik avisen en alvorlig reprimande fra Pressenævnet, og sagen var med til at koste Arne Notkin jobbet, skriver Westergaard.

I 40 år blev kongestoffet varetaget af journalist Bodil Cath, og hendes artikler om kongefamilien trak læsere til, men også hun skærpede vinklingen. Hendes interview med prins Henrik i 2002 vakte stor opsigt og blev publiceret under overskriften: »Såret Prins Henrik flygter til Frankrig: Jeg føler mig ydmyget.«

Seriøst, poppet og vovet

Gennem tiderne lykkedes det ofte B.T. at kombinere seriøs journalistik med det poppede og senere det vovede. B.T. havde i det hele taget en række dygtige medarbejdere, der ofte var ansat i mange år. Bodil Cath er nævnt, og under Den Kolde Krig dækkede Bertel Thomsen i mange år sikkerheds­politikken og blev almindelig foragtet i »pæne« kredse, fordi han uden omsvøb beskrev den kommunistiske fare.

Man gik ikke af vejen for at betale høje lønninger til talenter som f.eks. Hans Morten Rubin, der blev avisens New York-korrespondent. Og man kastede sig ind i oplysende artikler om børnenes vilkår i Afrika 1972, hvor avisen samarbejdede med Christian Children’s Fund (i dag kendt som Børne­fonden) om at hjælpe nødstedte børn.

Storm P. var med lige fra B.T.s start til sin død i 1949. Mange af Storm P.s figurer optrådte for første gang i B.T. Fold sammen
Læs mere

Det fine ved Bjørn Westergaards bog er, at han ikke lægger skjul på avisens mørke sider og uheldige artikler. Man gik således meget langt i en række kriminalsager og ifølge Westergaard også for langt. Under dækningen af det væmmelige mord på pigen Malene i 1982 skrev chefredaktør Leif Jensen til journalisterne, at han ville have mere om sagen: »Læserne er jo nogle blodhunde«.

Berlingskes guldfugl

I lange perioder var B.T. en guldfugl for Det Berlingske Hus og tjente mange penge. Ikke mindst efter 1950erne gik det rigtig godt, og i en periode var oplaget over 200.000, og avisen var større end Ekstra Bladet, den evige konkurrent fra Rådhuspladsen.

Bjørn Westergaards manglende kildestudier opvejes med personlige beretninger fra redaktionsgangene, og læserne får en række fornøjelige glimt af personlige opgør, erotik og ballade fra B.T.s redaktionslokaler. Det er ganske fornøjeligt, som da chefredaktør Morten Pedersen, som i øvrigt roses i bogen, forelskede sig i en kvindelig medarbejder, der ofte slangede sig på chefredaktørens sofa til irritation for bladets andre medarbejdere. Chefredaktør Peter Dall introducerede i 1970erne bingospil og lavede før første gang en søndagsudgave, der blev en så stor succes, at den i 1991 havde 240.000 i oplag.

Det var også en periode med en del arbejdskampe og ballade med faggrupper i huset. Men nogle af de værste kampe for avisens ledelse blev – ifølge Westergaard – udkæmpet med husets mangeårige bestyrelses­formand, Ole Scherfig, der styrede mange af de redaktionelle beslutninger og endda klagede over forsider og artikler, hvis han ikke kunne lide dem. Det er ikke et kærligt portræt af Scherfig, der tegnes i bogen.

Krisetider

Fra 1990erne blev det dårligere tider for tabloid­pressen, og avisen forsøgte sig med nye initiativer. Man lancerede et kvinde­tillæg, og man forsøgte at være frækkere for også at kunne konkurrere med Ekstra Bladet. Men det kunne gå galt, som da kvinde­tillægget i april 2000 viste en stor rød dildo på avisens forside og det i en påskeudgave, hvor B.T. også røg ud til Berlingske Tidendes abonnenter. Reaktionen var forargede læserbreve, og husets ledelse besluttede som straf, at B.T. ikke mere skulle komme ud sammen med Berlingske Tidende i påskeudgaven.

Man forsøgte også med frække sex­brevkasser, og sexologen Joan Ørting blev hyret, men blev fyret, da hun skrev anerkendende om analsex som et middel mod hæmorider. Hun blev så ansat på Ekstra Bladet, hvor man havde problemer med samme sygdom, men savnede et middel mod den.

Jo dårligere, det gik, jo flere desperate initiativer forsøgte man sig med, men uden synligt resultat, eftersom ned­gangen skyldtes samfundsmæssige forandringer.

Man kommer ikke uden om Storm P. i en jubilæumsbog om B.T. Storm P. tegnede til B.T. lige fra 1916 og til sin død i 1949. Dette usædvanlige tætte og lykkelige samarbejde er der gode eksempler på i Bjørn Westergaards bog. Men B.T. havde i øvrigt en lang række andre talentfulde tegnere som bl.a. Herluf Jensenius og Claus Seidel.

Med sin jubilæumsbog har Bjørn Westergaard givet et meget personligt og usminket portræt af en avis, som han helt klart elsker.

Forfatter: Bjørn Westergaard.

Titel: Historien om en avis.

Sider: 239, Berlingske Media Forlag.