Ayaan Hirsi Ali under skarp kritik

1700-tallet havde den frygtløse filosof Voltaire, der sagde kirke og konge imod. Er Ayaan Hirsi Ali vor tids Voltaire? Det er der europæiske debattører, der har svært ved at sluge.

Ayaan Hirsi Alis kritik af Europas slappe holdning til egne værdier har vakt vrede blandt europæiske intellektuelle.<br>Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Ayaan Hirsi Ali, den spinkle sorte kvinde fra Afrika, ophidser gemytterne i Europa. Ganske vist er Europa ikke mere hendes bopælskontinent, for hun rejste til USA for at slippe væk fra problemerne i Holland. Efter hendes medvirken til tilblivelsen af filmen »Submission« blev hun truet på livet af islamister, og derefter truede hollandske politikere med at fratage hende opholdstilladelse i Holland. Da endelig hendes naboer protesterede over sikkerhedsrisikoen ved at have hende boende, blev det for meget for Hirsi Ali, der tog imod en invitation fra en tænketank i USA.

Nu har hendes kritik af Europas slappe holdning til egne værdier og dets manglende vilje og evne til at stå fast over for fundamentalistiske strømninger fra islamister vakt vrede blandt europæiske intellektuelle. Historikeren Ian Buruma er oprindelig hollænder, men også et internationalt kendt forskernavn. Hans seneste bog »Murder in Amsterdam« handlede om mordet på Theo van Gogh, der sammen med Hirsi Ali havde lavet filmen »Submission«. Heri kan Ian Buruma ikke skjule sin irritation over, at Hirsi Ali i artikler og i sin selvbiografi skarpt har kritiseret Koranen og multikulturalismen. Ikke mindst hendes kritik af multikulturalismen, altså at man i Europa accepterer mange kulturer og ikke står op for sin egen, finder han provokerende og uansvarlig: »Ayaan Hirsi Ali er nu en modig talskvinde for en lettere simplificeret fundamentalistisk udgave af Oplysningsbevægelsen.« Hermed hentyder Buruma til de franske filosoffer i 1700-tallet, der bl.a. som Voltaire vendte sig imod religiøs fanatisme. I øvrigt vender Buruma sig imod, at Hirsi Ali skulle være en ny Voltaire, der skulle repræsentere en moderne oplysningsbevægelse.

Også den venstreorienterede Oxford-historiker Timothy Garton Ash, der ligesom Ian Buruma ofte citeres i europæisk presse, er ude efter Hirsi Ali. I tidskriftet New York Review of Books skriver han kritisk, at hun blot udskifter en ekstremisme med en anden, nemlig profetens fanatisme med rationalismens fundamentalisme. Ash påstår, at hun er ekstremist og i sit had til islam og sin modstand mod multikulturalismen er ligeså fanatisk som islamisterne. Og han tilføjer, at hun er en naiv oplysningsfundamentalist, der i sin ungdom var tilhænger af det fundamentalistiske Muslimske Broderskab.

Men Hirsi Ali får også støtte. Den franske filosof Pascal Bruckner skriver i den tyske netportal Signs and Sights et lang forsvar for Ayaan Hirsi Ali. Bruckner skriver, at der intet sted i hendes tekster er antydning af fundamentalisme eller sekterisme. At hun er en modig forkæmper for et frit demokratisk samfund og ytringsfrihed. Hendes brøde består i, skriver Bruckner, at hun tager det demokratiske samfund alvorligt og vil forsvare dets værdier. Desuden synes Buruma, skriver Bruckner, ikke at forstå islamismens trussel mod de demokratiske samfund. Bruckner tilføjer: »Ikke nok med at Ayaan Hirsi Ali må leve med trusler om at få halsen skåret over og må leve omgivet af livvagter...men hun skal også tåle latterliggørelse af intellektuelle idealister og lænestolsfilosoffer.«

Netop som denne debat udspiller sig, har det tyske ugeblad Der Spiegel interviewet Hirsi Ali i sit nye februarnummer. Hun advarer her Europa om, at hvis Europa ikke reagerer stærkt og overbevisende efter mordet på Theo van Gogh og Muhammed-tegningerne i Danmark, så vil selvcensuren langsomt brede sig til hele Europa. Hun peger i interviewet på en lang række sager, hvor muslimske regimer har udøvet pres på europæiske medier for at gennemtvinge censur, og hun konkluderer: »Satire-tegningerne skulle vises frem overalt. De arabiske regimer kan ikke boycotte varer fra alle lande. De er alt for afhængige af import. Og skandinaviske firmaer skulle kompenseres for deres tab. Ytringsfrihed burde i det mindste være så meget værd for os.«