Australske medier: Aussie Anja er videre til finalen

Det er ikke gået ubemærket hen Down Under, at Danmarks deltager ved Eurovision er født og opvokset i Sydney.

Kijev. I australske medier hedder det sig efter torsdagens semifinale i Eurovision Song Contest, at to australiere er videre til finalen.

- Den australske invasion af Eurovision vil blive udkæmpet på to fronter med Anja Nissen og Isaiah Firebrace i finalen i denne weekend, skriver The Advertiser.

Den 21-årige Anja Nissen repræsenterer Danmark ved årets Eurovision.

Hun er født af danske forældre i Sydney, hvor hun er vokset op i Blue Mountains. I 2014 vandt hun den australske udgave af The Voice.

- Det betyder alverden for mig. Det føles som om, at jeg virkelig er blevet accepteret af mit land med en australsk baggrund og dansk ophav, siger Anja Nissen efter semifinalesejren ifølge The Advertiser.

- Jeg er heldig, at jeg er blevet accepteret af begge mine hjemlande, tilføjer hun.

Også The Sydney Morning Herald og netværket SBS fokuserer på, at der er to australiere med i finalen, omend den ene repræsenterer Danmark.

- Den australske sangerinde Anja Nissen har ført Danmark til finalen i Eurovision 2017 med en fejlfri optræden i den anden semifinale, rapporterer SBS.

- Den 21-årige ramte nogle toner, som får en til at tænke tilbage på 90'ernes divaer som Mariah Carey og Whitney Houston, tilføjes det.

/ritzau/