Auktion: Den nøgne skønhed

Kunstnernes muser er temaet for en stor auktion, Christie’s afholder i New York i november. Blandt hovednumrene er et maleri af Modigliani. Det er vurderet til 100 mio dollars. Så populær var den italienskfødte maler ikke i sin samtid.

Amadeo Modigliani: »Nu couché« (1917-19). Fold sammen
Læs mere
Foto: Christie’s
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Også kunstnere har muser.

Oprindeligt var det ganske vist kunstarterne, der havde det. Muser var i den græske mytologi gudinder, der beskyttede kunstarterne. Senere blev muser også en betegnelse for mennesker, der inspirerede andre mennesker. Og i mange år var det mere eller mindre ensbetydende med kvinder, der inspirerede mandlige kunstnere. For eksempel til at male dem. Gerne uden alt for meget tøj på.

Picasso var helt formidabel til det med muser og til at skildre dem - for eksempel i den berømte Vollard-suite fra første halvdel af 1930rne. Opkaldt ganske vist efter en berømt parisisk kunsthandler, men fyldt med gengivelser af førstemusen på dét tidspunkt, Marie-Thérèse Walter.

Men Modigliani kunne også - og nu kommer et af den italienskfødte malers mest berømte billeder på auktion hos Christie’s i New York den 9. november sammen med en række andre mesterværker fra det 20. århundrede. Auktionen har netop musen som tema - og blandt de øvrige numre er billeder af for eksempel Ernst Ludwig Kirschner, Gustave Courbet, Cézanne, Gaugin - og Jeff Koons.

Om Modigliani-billedet siger formanden for Christie’s bestyrelse, Mariolina Bassetti, at det er det maleri, der gør Modigliani til Modigliani, og Jussi Pylkkänen, der er auktionarius hos Christie’s, fortæller, at det ganske enkelt er et af de vigtigste malerier, han har haft med at gøre i sin karriere. Der er et begrænset antal mesterværker, man drømmer om at arbejde med. Det storslåede Modigliani er et af dem.

En skandale

Billedet - »Nu couché« - er vurderet til den ringe sum af 100 mio. dollars, 657 mio. danske kroner. Rekorden for et maleri af Modigliani er godt 465 mio. danske kroner.

»Nu couché« er en titel og et motiv, der går igen hos Modigliani. Men netop denne udgave, der har tilhørt en ven og mæcen, kunsthandleren Léopold Zhobowski, er blandt de mest berømte liggende kvinder, optrykt i mange kunsthistoriske oversigtsværker og et tilløbsstykke, når de helt store museer viser deres fuldt udrullede blockbuster-udstillinger af det 20. århundredes store skikkelser på kunstscenen.

Billedet er malet i 1917-18 sammen med adskillige andre på foranledning af Zhobowski, der havde lejet et atelier til Modigliani og forsynede ham med materiale i form af farve og modeller, og da nogle af billederne - angiveligt syv - blev vist første gang for omkring 100 år siden i et galleri i Paris, lukkede ordensmagten udstillingen.

De nøgne kvinder var en skandale, og den var der mange foran vinduet til Berthe Weills kunsthandel, der gerne ville overvære. Galleriet, der viste Modiglianis første og sidste soloudstilling de par timer, den havde åbent, lå så også lige over for en politistation.

Modigliani selv er en af de kunstnerskikkelser, der bidrager til den sødmefuldt forargelige myte om kunstnerens moralske fordærv, selvdestruktive skørlevned og frie boemeliv. En skæbne, men kan stå på sikker borgerlig grund og måske gysende misunde, mens man glæder sig over at have sit på det tørre.

Og så kan man se frem til filmatiseringen. Eller: Det kunne man netop ikke. Der kom en film om Modigliani for ti år siden med Andy Garcia i titelrollen. Man kan kun håbe, at Andy Garcia fik et ordentligt honorar for sin medvirken, for filmen føjede ikke noget til hans ry som skuespiller. Den skamred alle klicheer om kunstnere og om det helt usædvanlige frodige kunstnerliv i Paris i begyndelsen af sidste århundrede.

Livet i Paris

Den franske hovedstad var på det tidspunkt - og frem til midten af 1900-tallet - også hovedstad i europæisk og for den sags skyld det meste af verdens kunst og tiltrak kommende kunstnere fra store dele af verden. Også Modigliani der blev født i den norditalienske havneby Livorno i 1884.

Modigliani blev uddannet på kunstakademierne i to af den klassiske italienske kunsts hovedbyer, Firenze og Venedig, og blev fortrolig med hele traditionen fra antikken og renæssancen. I 1906 kommer han til Paris. Her bor blandt andre Picasso, der året efter maler det skelsættende billede, »Frøknerne fra Avignon«, og efterfølgende begynder at udvikle kubismen i et tæt og broderligt samarbejde med Georges Braque, der strakte sig over syv år.

I Paris var også malere som for eksempel Duchamp, der en lille halv snes år senere ændrede kunsten radikalt med sine industrielt fremstillede genstande, og mange andre kunstnere. Blandt dem den rumænskfødte billedhugger Constantin Brancusi.

Brancusis underligt langstrakte skulpturer, som han med tiden reducerede mest muligt, til de blot blev stiliserede tegn i rummet, er sammen med afrikansk skulptur blandt hovedinspirationskilderne for den unge Modigliani, der først arbejder som billedhugger.

Den langstrakte form tager Modigliani med over i maleriet, da han bliver nødt til at opgive skulpturen af helbredsmæssige årsager. Fra naturens side var Modigliani ikke videre robust - og det svagelige helbred forvaltede han med dødsforagt gennem sit intensive forbrug af alkohol og stoffer, kvinder og almindeligt natteliv i en by, der - og det fremgår af mange af samtidens forfatteres skildringer, for eksempel Hemingways - må have været munter ud over det sædvanlige.

Ingen havde tilsyneladende hørt om den danske sundhedsstyrelses formaninger, dengang da der ingen ende var på Paris, og Paris var en evig fest. Amadeo Modigliani blev 35 år.

Tragiske udgange

Han blev begravet på Pere Lachaise-kirkegården i Paris. Her ligger andre store malere. Delacroix og Ingres for eksempel. Hans død fik et tragisk efterspil. Tre år tidligere havde han mødt en ung kvinde, Jeanne Hébuterne, og dagen efter hans død kastede hun sig ud fra sine forældres lejlighed og tog parrets ufødte barn med i graven, der blev på en helt anden kirkegård end hans.

Som kunstner brugte Modigliani tiden godt - hvis man vurderer den ud fra hans eftermæle. Allerede hans tidlige malerier i Paris har for ansigternes vedkommende den tegneenkle karakter, der skulle folde sig ud i hans egentlige mesterværker.

Modellerne var vennerne fra cafeerne og nattelivet. Kunstnere som Picasso og Juan Gris samt nogle kunsthandlere og kendte og ukendte kvinder med langstrakte halse og sørgmodige øjne. Havde de det ikke, fik de det, når Modigliani malede dem.

Den første af Modiglianis hyppigt anvendte modeller var litteraten Beatrice Hastings, som han en overgang delte lejlighed med på Montparnasse. Hun var en af de på en og samme tid kendte og perifere skikkelser i bohememiljøet i Paris og blev aldrig anerkendt som forfatter. Da hun forlod livet, var også hendes udgang tragisk. Det var efter eget valg.

Hastings og Modigliani delte ikke blot lejlighed men iblandt også seng. Den eventuelle passion, der måtte have opstået i den forbindelse, lader sig imidlertid ikke aflæse af hendes ansigt, der ligesom ansigterne i nogle af hans tidligere billeder besidder en tilsyneladende naiv saglighed. Men det er her, hans signatur, når det drejer sig om kvindeportrættet, tager i form: Den lange yndefulde hals der også kendetegner de fleste af hans nøgenmodeller.

Hverdagsagtige og naturlige

Det var ikke sådan, han ikke malede kvinder med tøj på. Det gjorde han; de ses siddende på stole ved eller uden borde og i besiddelse af en særlig sensuel ugrundelighed, man undertiden forbinder med intellektuelle kvinder, og det var en kvindetype, der på sin vis var populær i de år.

Som i »Nu couché« ligger kvinderne henslængt; tilsyneladende sovende efter akten med brysterne og kønnet blottet i en frivol uskyld og en selvbevidst hvilen i sig selv, der ikke kan meget andet end at friste til gentagelse: Alt dette kød som Modigliani maler med en så varm og så forførende glød, at det synes at reflektere kærlighedsakten. Og – som han sagde – at male en kvinde var som at besidde hende.

Modigliani malede kødets lyst, og meget tyder på, at han selv led under sjælens ubodelige ensomhed. Han døde i 1920.

På sin vis var Modigliani en kunstner fanget mellem det modernistiske opbrud i maleriet og sin egen beundring for de store klassikere som Botticelli, Giorgione, Tizian og Ingres, der også har malet nøgent kød i metermål.

Modsat forbillederne malede Modigliani ikke sine modeller (med eller uden tøj) i en mytologisk sammenhæng, og han søgte ikke at fremstille psykologisk indtrængende portrætter. Han malede dem hverdagsagtige og naturlige. Men også sagligt og distancerende. Det er det, der gør ham så moderne. Dengang.