Atlantis - øen der ikke vil dø

Selv om den gamle græker Platons smukke Atlantis sikkert ikke har eksisteret i den form, han skrev om, så kan detberømte land godt have et historisk og geografisk udgangspunkt, lyder budskabet fra en videnskabelig konference.

Et kort fra 1700-tallet, som viser en datidig opfattelse af, hvor Atlantis var gået ned. Fold sammen
Læs mere

På blot et enkelt døgn forsvandt en højt udviklet civilisation fra Jordens overflade.

»Der kom voldsomme jordskælv og flodbølger, og øen Atlantis forsvandt i havets dyb.«

Sådan nogenlunde beskrev den græske filosof Platon i det fjerde århundrede før vor tidsregning en katastrofe, der angiveligt skulle være sket hele 9.000 år tidligere.

Historien om den sagnomspundne ø Atlantis og den fantastiske by og den velhavende og veludviklede befolkning havde Platon fra egyptere, men måske var Atlantis blot noget, den græske filosof Platon selv fandt på i sin søgen efter at beskrive den perfekte stat. Eller måske var det noget, egypterne havde fundet på og bundet ham på ærmet, for historien må unægtelig være gået fra mange munde til mange ører, før Platon hørte om den.

Atlantis' eksistens har da heller aldrig kunnet bekræftes. Alligevel er det et faktum, at øen har holdt fantasien ved lige i de næsten 2.400 år, der er gået siden Platon nævnte øen. Og den dag i dag søger seriøse videnskabsfolk efter resterne af øen, der sank i havet med sin civilisation. Og fantasterne har også været ved fadet og har tillagt Atlantis egenskaber, som end ikke Platon kunne have drømt om.

Men uanset, om Atlantis er en myte eller ej, så har tiltroen til, at Platon kan have været inspireret af en virkelig begivenhed, altid været til stede.

Hvor den i givet fald har ligget, er der rigeligt med bud på. På en konference forleden for Atlantis-forskere og andet godtfolk på den græske ø Milos kunne man tælle sammen, at der gennem tiden har været forslag til 27 forskellige lokaliteter for Atlantis, hvoraf en halv snes stadig er i omløb.

Et af de seneste seriøse bud kom for et par år siden fra den franske geolog Jacques Collina-Girad, der foreslog, at Platons Atlantis kunne være den sunkne ø Spartel, der ligger vest for Gibraltar Strædet i Atlanterhavet.

Teorien passer godt til Platons geografiske forklaring om, at øen lå ved strædet med Herakles' Støtter, som menes at have været Gibraltar Strædet. Men også den teori er usikker.

Alligevel kom Jacques Collina-Girads teori hurtigt i modvind. Bl.a. fordi øen Spartel, hvis rester i dag er omkring 60 meter under havoverfladen, slet ikke har den størrelse, der skal til for at have udgjort Atlantis.

Jacques Collina-Girad konstaterede, at Spartel ganske rigtigt var sunket for omkring 12.000 år siden, fordi smeltevandet fra istiden fik havet til at stige, og øen sank langsomt i havet. Men der var ikke noget, der understøttede teorien om, at hele ødelæggelsen af øen skete på et døgns tid ved kraftige jordskælv og flodbølger, som der står i Platons dialoger, Timaios og Kritias.

Men efter konferencen på Milos er teorien kommet mere ind i varmen igen, for en anden fransk forsker, Marc-Andre Gutscher fra universitetet i Brest, pustede nyt liv i den ved at fremlægge resultaterne af ny kortlægning af området ved den sunkne Spartel.

Marc-Andre Gutscher har foretaget omfattende opmålinger af øen med sonarudstyr, og i første omgang fandt han ud af, at Spartel var meget lille allerede for knap 12.000 år siden, da den blev ødelagt. For hvis vandstanden var gået op med de teoretiske beregninger, der var lagt til grund, så ville øen næppe være mere end omkring en halv kilometer i diameter. Den størrelse har næppe kunnet huse en så stor og udviklet civilisation som den på Atlantis, der alene havde en hær på 10.000 mand, og som tilmed var et af Europas store handelscentre, hvis Platon står til troende.

Men nærmere undersøgelser afslørede, at seismiske aktiviteter siden har fået øen til at synke meget dybere ned.

Ved at studere de mange lag nåede Gutscher frem til, at der kan have været op til otte jordskælv i området, og det kan have fået hele havbunden til at sænke sig yderligere.

Så for 12.000 år siden kan Spartel godt have været 40 meter højere oppe, end man hidtil har regnet med, og så ville øen have været fem gange to kilometer i stedet.

Desuden viser aflejringer i havbunden, at området blev ramt af en meget kraftig tsunami, og det kombineret med jordskælv nærer teorien om, at øen forsvandt i havet på kort tid.

Til gengæld fandt Gutscher ved sin kortlægning af området ikke noget, der tydede på, at der dybt under havoverfladen lå strukturer skabt af menneskehånd, og netop overdådige bygningsværker hører med til beskrivelsen af Atlantis.

»Jeg indrømmer, at jeg håbede på at finde koncentriske strukturer eller vægge af en slags, men det gjorde vi ikke,« siger Gutscher til Science Magazine.

Og Marc-Andre Gutscher påstår da bestemt heller ikke, at hans forskning kan tages som udtryk for, at Platons Atlantis nogensinde har eksisteret i den virkelige verden.

»Undersøgelsen beviser ikke, at øen var beboet, og hvis den var, så ville det sikkert have været af fiskere og ikke af en bronzealderkultur, som Platon beskriver,« sagde Gutscher ved konferencen på Milos ifølge videnskabsmagasinet Nature.

For bronzealderen begyndte først for omkring 5.000 år siden, og da var Atlantis forlængst forsvundet.

Platon interesserede sig meget for politik og statsdannelse, og mange forskere har da også ment, at Atlantis var et rent fantasifoster, hvor den græske filosof forsøgte at beskrive den ideelle stat, der forsvandt i havet efterhånden som rigdommen gjorde befolkningens moral fordærvet. Atlantis forsøgte at erobre Hellas og blev slået, og som straf lod guden Zeus øen forsvinde i havet.

Og selv om egypterne ikke havde fortalt Platon om naturkatastrofer, så var oldtidens Grækenland jævnligt hjemsøgt af både vulkaner og jordskælv, der fik byer til at gå til grunde.

Så måske var et af datidens ødelæggende jordskælv i virkeligheden mere fødslen af myten om Atlantis end et virkeligt eksisterende riges undergang mange tusinde af år før.

Konferencen på den græske ø kom ikke til nogen endelig konklusion på spørgsmålet, om hvorvidt Atlantis nogensinde har eksisteret, men man blev enige om 24 kriterier, som et geografisk område skal opfylde for at kvalificere sig til et sted, hvor øen kan have ligget. Om tre år holdes en ny international konference om Atlantis.