Ateister, homoseksuelle og hjemløse bliver begravet på egne gravpladser

Hjemløse, homoseksuelle, ateister og buddhister er blot nogle af de minoriteter, som de seneste år har fået egne afdelinger på Københavns kirkegårde. For mens halvdelen af alle københavnere vælger de ukendtes grav, ønsker andre at bevare et fællesskab, de har haft i livet.

Flere minoriteter vælger at blive begravet sammen, både religiøse og nationale, men også diverse 'fællesskaber' som homoseksuelle og hjemløse. På Assistens har Gadens folk deres eget gravsted - det samme gælder de homoseksuelle. Fold sammen
Læs mere

Et hav af liljer, roser og andre blomster læner sig op ad en bronzeskulptur med otte små figurer på toppen.

»Gravplads for gadens folk« står der med versaler på Leif Sylvesters værk, der siden 2013 har markeret, at hjemløse nu har deres eget område på en af byens smukkeste kirkegårde, Assistens på Nørrebro.

Få meter væk, mellem rosenbuske, tidsler og benved, fortæller en natursten med et indgraveret udsnit af en regnbue, at »Kamp må der til, skal livet gro«.

Her købte foreningen Regnbuen i 2008 et stykke jord, som er forbeholdt homoseksuelle, og som på sigt kommer til at være gravplads for 36 københavnere.

Gravpladserne er eksempler på, at flere af de fællesskaber, der findes i livet, føres videre i døden. Senest har ateisterne fået mulighed for at hvile sammen på henholdsvis Bispebjerg og Vestre Kirkegård.

»Traditionelt har det især været religiøse og nationale mindretal, der ønsker at ligge sammen – det tal er blandt andet steget i takt med en øget indvandring. Men nu begynder vi også at se nogle andre aktører som ateister, homoseksuelle og hjemløse, der i højere grad er sociale fællesskaber.«

»Jeg ser det som et udtryk for, at de gerne vil vise, at de også er her, og at deres fællesskaber er ligeså vigtige som religiøse og nationale fællesskaber. Der er noget identitetspolitik i det,« fortæller kirkegårdsvejleder i Københavns Kommune, Stine Helweg.

Et vigtigt signal

Københavns kirkegårde drives af kommunen og ikke af folkekirken – det samme er tilfældet med flere kirkegårde i Danmarks seks største byer. Derfor er det forvaltningen, som står for at godkende ansøgninger om gravpladser.

»Københavns Kommune driver et borgerligt begravelsesvæsen. Vi har jo ikke noget menighedsråd, og vi servicerer vores borgere. Det, som det koster at drive en kirkegård, henter vi for en stor del over kommuneskatten, så alle bidrager til kirkedriften, uanset om man er ateist, muslim eller folkekirkemedlem. Derfor skal der selvfølgelig være plads til alle. Også til dem, der synes, de har et særligt fællesskab,« siger Stine Helweg.

Der findes to måder at få en fælles gravplads på. Man kan, som foreningen Regnbuen, købe et stykke jord på kirkegården, hvor det kun er foreningens medlemmer, som må ligge, eller man kan, som for eksempel de hjemløse har fået, få tildelt et område uden at betale for andet end de kvadratmeter, der begraves i.

»På sådan et område kan alle københavnere i princippet vælge at blive bisat eller begravet – hvilket folk dog typisk ikke ønsker, hvis ikke de indgår i det fællesskab, der markeres,« forklarer Stine Helweg.

At minoriteter gerne vil ligge sammen, er langt fra nyt. Vestre Kirkegård har haft en muslimsk afdeling siden 1976. Desuden findes der en katolsk, kristen-ortodoks, en buddhistisk, en svensk, grønlandsk, flere russiske afdelinger og en færøsk gravplads i København.

Et af de helt nye gravsteder er til mandæer – et af verdens ældste trossamfund, som blandt andet stammer fra Irak, og som nu kan finde fred på Bispebjerg. Hertil kommer krigsgrave og Frelsens Hær – og altså nu homoseksuelle, hjemløse og ateister.

Netop det at ligge sammen med ligesindede og vise det offentligt sender et vigtigt signal, mener formand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm.

»Det betyder, at man også som død kan få lov til at vise et filosofisk eller måske ligefrem politisk standpunkt. Som forening kæmper vi for et samfund, hvor man har ultimativ religionsfrihed – det vil sige også frihed fra religion, og hvor man ikke skal indordne sig under et bestemt livssyn. Det skal man nogle steder i dag, hvor man ikke kan blive begravet uden religiøse symboler,« siger Anders Stjernholm, som ikke selv ønsker at ligge på en kirkegård.

Men har stor forståelse for dem, der vil.

»Det er et spørgsmål om, at en række mennesker ønsker at blive begravet, som vi kender det, men uden religiøse symboler. Samtidig er der en masse regler for, hvad man må gøre ved et lig, så ideen om, at man som ateist blot kan få spredt sin aske i haven eller på havet er mere kompliceret, end den lige lyder.«

»Det åbner for en række juridiske udfordringer. Optimalt set kunne vi ateister få et område, som lå et helt andet sted end på kirkegården,« siger han.

Hjemløse og homoseksuelle

I Århus har man også en gravplads for ikke-troende, som har eksisteret siden 2011, mens ateister i Odense har fået mulighed for at ligge i en skov, hvor jorden ikke er indviet af en præst.

Hjemløse og homoseksuelle har ikke deres egne gravpladser uden for København, og begge dele vakte opsigt både herhjemme og i udlandet, fortæller Stine Helweg.

»Især nyheden om et gravsted til hjemløse gik verden rundt i pressen – det ser jeg som et udtryk for, at det ikke er særlig udbredt. De hjemløse har ofte sparsom kontakt til familien og bliver begravet på kommunens regning.«

»Nu ved dem, der sidder på socialforvaltningen, at de kan henvise til det sted – medmindre den hjemløse har givet udtryk for, at han eller hun ønsker noget andet,« siger Stine Helweg.

Daglig leder af Morgencafé for hjemløse, Michael Espersen, møder dagligt mange af dem, som har tænkt sig at blive begravet her.

»Når du bor på gaden, er det meget typisk, at din familie har sagt fra, og herhjemme har vi jo en tradition for familiegravsteder. Derfor bliver Gadens folk din familie.«

»Jeg har en lille seddel på mange af dem, der allerede har besluttet, hvad der skal ske for dem, når de dør. Den er lavet på samme præmisser som en fælles urnegrav, men der sidder en pind i jorden, så vi ved, hvem der ligger hvor,« siger Michael Espersen, der håber at kunne eksportere ideen til andre europæiske storbyer.

Ændret tilgang til kirken

Sociolog ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen har i flere år beskæftiget sig med vores forhold til døden og kan nikke genkendende til, at flere vælger at tage et fællesskab med i døden.

»Vi har gennem en årrække oplevet en stigende interesse for, at gravstedet skal være mere personligt, og at kirkegården skal muliggøre gravfællesskaber mellem mennesker, der i livet har delt forskellige værdier eller livsstile. Det er naturligvis et udtryk for, at der er nogle, for hvem det har stor betydning, at deres særegne identitet fra livet videreføres i deres sidste hvilested, som skal afspejle netop hvem de var, da de levede,« siger han.

Den betragtning deler Elof Westergaard, biskop i Ribe og formand i Foreningen for Kirkegårdskultur. Som repræsentant for kirken frygter han ikke, at budskabet bliver udvandet af den grund.

»Allerede i 80erne kom der et lille hæfte fra Kirkeministeriet om, at menighedsråd skulle være opmærksomme på, at de kom til at leve i et mere pluralistisk samfund, og at man skulle have øje for de mange grupperinger. Uanset om kirkegården bliver drevet af kirken eller kommunen, er det vigtigt, at der er plads til alle.«

»Eftersom kirkegården gerne skal afspejle det liv, vi lever, og det måske i mindre grad er familien, som vi deler vores liv med, er det klart, at der vil komme nogle af de her fællesskaber i stedet,« siger Elof Westergaard, som mener, at det også handler om, at vores tilgang til kirkegården har ændret sig.

»Man er gået fra at tænke kirkegården som et historisk rum til at det også er et sted, hvor vi for eksempel tænker mere psykologisk, og hvor der er plads til sorgbearbejdelse. Det har gjort, at der allerede for 30 år siden begyndte at dukke legetøj og andre ting op på børnegravsteder (de fleste kirkegårde har særlige børnegravpladser, red.) Jeg har også set gravsten, der er formet som Yin og Yang på en kirkeligt drevet kirkegård.«

Leif Sylvester har skabt bronze-skulpturen »En engel iblandt os«. Den pryder gravpladsen for Gadens Folk på Assistens Kirkegård, som siden 2013 har sikret, at hjemløse kan ligge sammen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sara Gangsted.

Elof Westergaard mener dog, der bør være visse grænser.

»Hvis man definerer sig ud fra, at man ekskluderer andre, synes jeg ikke, det er nok til at udgøre et fællesskab. Der vil jeg nok være kritisk. Hvis det var et fællesskab, det kun bestod i at nedgøre en anden befolkningsgruppe.«

Han er heller ikke begejstret for, at nogle ateister ønsker at få deres egne kirkegårde for at undgå at ligge i indviet jord.

»Det er en måde at sige på at »jeg vil ikke ligge ved siden af dig«. Jeg har ikke noget imod at komme til at ligge ved en ateist eller ved en buddhist. Men kirkegården skal gerne kunne rumme den mangfoldighed. Og dem, der ønsker særlige kirkegårde, de er ekskluderende. Præmissen er, at her kan alle ligge,« siger han.

To sideløbende tendenser

Indtil videre har kommunen ikke afvist grupper, som ønsker at ligge sammen.

»Men det er ikke altid, at vi kan honorere alle ønsker fra en gruppe. For eksempel havde ateisterne jo helst set, at vi kunne stille uindviet jord til rådighed – og det kan vi ikke,« siger Stine Helweg.

Spørgsmålet er, hvordan de danske kirkegårde kommer til at se ud i fremtiden. For eksempel fik fans af fodboldklubben Hamburg HSV for år tilbage deres egen gravplads på kirkegården Altona i Hamburg under overskriften »HSV For Ever and Ever«, og i Berlin findes der en gravplads for lesbiske, »Lesben Friedhof«, med 80 gravsteder. Herhjemme har sportsfællesskaberne dog ikke fundet vej til kirkegårdene.

Men der er også en udvikling, som går i den stik modsatte retning. For det er langt fra alle, der har lyst til at gøre opmærksom på sig selv, når de ikke er her længere. I dag vælger cirka halvdelen af alle københavnere den anonyme fællesgrav.

»Anonymisering fylder meget, så rigtig mange mennesker får ikke den klassiske bisættelse. Men samtidig ser vi altså en trend, hvor folk bruger kirkegården til at gøre opmærksom på de fællesskaber, der findes i byen,« siger Stine Helweg.

Mest sandsynligt er det, at de to tendenser fortsætter sideløbende, mener Michael Hviid.

»Det vidner jo blot om, at der ikke findes én begravelseskultur i det danske samfund, men mange forskellige og direkte modsætninger i den måde, som vi ønsker at vores død skal markeres på.«