»At rejse og fortælle historier går i blodet«

Som DRs Som mellemøsten-korrespondent har Puk Damsgård alle muligheder for at boltre sig på TV, i radioen og i lange indslag. Men hun skriver også bøger, for bøger kan noget helt andet.

Puk Damsgård er nomineret til Læsernes Bogpris for sin bog »Hvor Solen Græder«. Foto: Simon Læssø« Fold sammen
Læs mere

Hvis du ikke har det på levende billeder, så har du ikke historien.

Det er vilkåret generelt for TV-journalister. Men ikke mindst som korrespondent i en svært tilgængelig krigszone sætter det mange begrænsninger.

Puk Damsgårds dokumentariske fortælling fra Syrien, »Hvor solen græder«, kunne slet ikke have været lavet som TV. Eller bogen ville i hvert fald ikke have været godt TV. Alene af den grund, at hovedpersonen i bogen, der er nomineret til Berlingskes og Danmarks Biblioteksforenings litteraturpris, Læsernes bogpris, er anonymiseret.

Det er nu ikke hele årsagen til, at Puk Damsgård skriver bøger ved siden af sit arbejde som DRs korrespondent i Mellemøsten.

»Det ene er ikke bedre end det andet, men en bog giver immervæk mulighed for at folde nogle nuancer ud, der ikke er plads til i en nyhedsdagsorden,« forklarer hun.

»Nogle gange er det også bare nemmere, når man ikke tropper op med et stort intimiderende kamera, men blot kan være fluen på væggen.«

Puk Damsgård har rejst intensivt i Syrien, er blevet smuglet over grænsen og har dækket krigen, der har kostet i omegnen af 200.000 mennesker livet, tæt.

Men det var først, da hun mødte Nour, at hun vidste, at hun havde stof til en bog. Nour er en ung storbykvinde, der kastede sig engageret ud i det syriske oprør. Til at begynde med skete det i en frihedsrus, men hurtigt udviklede det sig til et mareridt af vold, rædsler og ødelæggelse.

»Jeg blev fascineret af hende. På mange måder ligner vi hinanden. Det kunne have været mig, hvis jeg boede i Damaskus,« siger Puk Damsgård og tilføjer:

»Det var min forestilling, at hvis jeg skrev den store historie gennem Nour, ville folk bedre kunne sætte sig ind i, hvad det vil sige at leve i en krig. Hun er et menneske, man kan forholde sig til.«

På den måde kunne Puk Damsgård, som hun udtrykker det, skrive en folkelig bog om et ikke særlig folkeligt emne.

»Jeg havde ikke lyst til at skrive en bog, der var et potpourri af mine rejser, fragmenter af alt muligt. Min ambition var at skrive en journalistisk bog, der kan læses som en roman.«

Krigen fylder meget

Puk Damsgård er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har tidligere skrevet bøgerne »De renes land« (2009) og »Ulvehjerter« (2011). Begge om Pakistan. Hun blev DRs kvinde i Mellemøsten i juli 2011, få måneder efter revolutionen brød ud i Syrien. Siden har det krigshærgede land fyldt meget i hendes arbejde. Og i hendes tanker.

»Det er så forfærdelig brutalt, hvad der foregår dér. I begyndelsen var der regimets overgreb på civilbefolkningen, og som tiden gik også oprørsgruppernes overgreb. I dag har vi så Islamisk Stat. På den måde er min bog også en fortælling om det, der fører til, at vi i dag står med et problem, der hedder Islamisk Stat. Det her er forhistorien. Det kaos, det voksede ud af,« siger hun og tilføjer:

»Det, der optager mig, er de civile, der er fanget midt i det her.«

Men der er også lys midt i al grusomheden.

»Der er en hverdag til trods. En insisteren på at overleve. Man kan sagtens synes, at det største problem, man har, er udtørrede øjenlåg, selv om bomberne falder. Det er ret livsbekræftende, synes jeg.«

Rent praktisk har Puk Damsgård researchet på sin bog sideløbende med, at hun har leveret historier til DR.

»Jeg er blevet ved med at vende tilbage til Nour og de andre i bogen, når jeg har været i området. Skriveprocessen er foregået i mine ferier og på fridage, og så blev jeg lidt reddet af Ukraine sidste år. Jeg fik pludselig et par uger, hvor der ikke var nogen, der interesserede sig for mig og Mellemøsten.«

Undervejs har hun taget et væld af noter på de blokke, hun altid har med sig.

»Min erfaring er, at man glemmer meget hurtigt, så det er virkelig vigtigt at få skrevet ting ned. Ting, jeg ikke har skrevet ned, bliver hurtigt uklare. Især når man er i en undtagelsestilstand som den i Syrien. Sindet glemmer. Det er også derfor, man ikke altid kan regne med, hvad folk siger. Ikke fordi de bevidst lyver, men fordi de ikke kan huske, om det var i går eller i forgårs, deres bedstemor blev dræbt. Ens tidsfornemmelse og hukommelse bliver lidt tåget.«

Det mentale skal være i orden

Det at skrive en større samlet fortælling har også fungeret som en bearbejdning af de mange voldsomme oplevelser. Eller i hvert fald en måde at samle trådene på. For en bog, som den Puk Damsgård har skrevet, skal ikke være terapi, siger hun.

»Jeg tror ikke, jeg ville kunne skrive det, hvis jeg følte, at jeg stadig var i en situation, hvor jeg var påvirket af oplevelserne. Man er nødt til at bearbejde den slags, før man skriver. Det at skrive bogen skal ikke være min psykolog. Jeg har en psykolog, jeg kan bruge, når jeg føler, der er behov for det,« siger hun og fortæller, at hun i det hele taget tænker meget på at holde sig mentalt sund.

Det indebærer også, at hun er bevidst om ikke at blive for vant til grusomheder.

»Hvis man vænner sig for meget til det, hvad er det så, man kan give videre og beskrive? Hvis det for eksempel ikke rører én at se to piger ligge dræbt,« spørger hun.

Cairo er Puk Damsgårds faste base. Her bor hun med sin amerikanske mand. Hun har ikke umiddelbart planer om at vende tilbage til Danmark.

»Jeg ved ikke, om jeg skal være korrespondent hele livet,« siger hun.

»Men det med at rejse og fortælle historier går i blodet.«