»At besøge Vesterbro er stadig som at komme til en stor, lidt beskidt industriby i Norditalien«

Det var Dan Turèlls Vesterbro, der mødte Halfdan E, da han flyttede til København i 1988, og det var her, de to senere skabte albummet »Pas på pengene«. I dag er det fortsat komponistens yndlingskvarter – til trods for, at han har bosat sig på Nørrebro.

TIL ARKIV SH DAN TURELL %26 HALFDAN E
Vesterbro dannede rammen om Halfdan E og Dan Turèlls samarbejde dengang, der stadig var en lang række værtshuse i kvarteret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ukendt

Har du et sted i København, du altid vender tilbage til?
»Da jeg flyttede til byen i 1988, startede jeg i en skummel, lille lejlighed på Frederiksberg. Siden boede jeg på Vesterbro, men jeg havnede på Nørrebro, hvor jeg stadig bor. Vesterbro bliver jeg dog ved med at vende tilbage til. At besøge Vesterbro er stadig som at komme til en stor, lidt beskidt industriby i Norditalien, og stykket fra Hovedbanen op ad Vesterbrogade til Føtex-bygningen er stadig det mest storbyagtige stykke af København. Den strækning har altid været en åbning for mig. Her er der plads, rum, højt til loftet. Der er et mylder af mennesker, men det er et blandet mylder – det vil sige, at folk er forskellige i modsætning til mange andre steder i byen.«

Hvad har Dan Turèll betydet for dit forhold til byen?
»Det var i høj grad Dan Turèlls København, jeg mødte, da jeg kom hertil. Siden folkeskolen har jeg fulgt ham og læst mange af hans digte, der handlede om København, så det var langt hen ad vejen hans billede af byen, jeg havde med. Det er også »Storbytrilogien«, som mange af digtene på pladen kom fra. Sjovt nok opdagede jeg først digtet »Sidste tur gennem byen«, da vi skulle producere pladen – det, synes jeg, siger det helt præcist. Det rammer ord for ord og sætning for sætning ned i det billede af København, som var dengang. Dan Turèlls København var jo i høj grad centreret omkring Istedgade, hovedbanen og Vesterbro, og det Vesterbro, jeg kom ind til som ung, var netop den slidte og frække Istedgade med alle de her små solløse sidegader, fedtede antikvariater og værtshuse. Alt det, han beskriver i »Sidste tur gennem byen«, hvoraf det meste er helt væk nu.«

Hvordan mødte du Dan Turèll?
»Jeg kom ud fra Musikkonservatoriet og havde spillet rigtig meget musik som bassist og guitarist, men nu havde jeg købt en sampler, hvilket var helt nyt på det tidspunkt. Jeg købte gamle plader – netop i de antikvariater, Dan Turèll beskrev, og samplede fra dem, og hen ad vejen fandt jeg ud af, at det ikke kun var hip hop, man kunne sample – det var al musik, også jazz. Jeg ville gerne lave noget på dansk, som skulle kommunikere på gadeplan og i øjenhøjde, men som stadig var sofistikeret. Hvor skulle jeg gå hen? Der var ligesom kun Dan Turèll, men jeg tænkte: »Det kan jeg simpelthen ikke.« Jeg gik rundt i to måneder og tog mod til mig. På det tidspunkt boede jeg på Vesterfælledvej, og Vesterbro var mit hood. Indtil jeg fik ideen til at snakke med Dan, havde jeg aldrig mødt ham på Vesterbro, men så snart, jeg havde tænkt tanken, begyndte jeg at støde ind i ham på Ludwigsen eller nede foran bageren søndag morgen – som et vink med en vognstang. Da jeg ringede til ham, sagde han: »Jamen, det lyder sgu meget godt. Jeg har faktisk ventet på, at du skulle ringe«. Vi mødtes og drak nogle øl, og han kunne godt lide det, jeg lavede, så jeg gik hjem og læste hele samlingen og valgte en håndfuld digte ud, som han også syntes var fede. Det udviklede sig til at blive en plade.«

Hvilken rolle spillede Vesterbro i jeres arbejde?
»Det hele foregik her på Vesterbro, som jo var mit København på det tidspunkt, og det hang godt sammen med hans. Der var ikke grund til at tage andre steder hen. Jeg kan blandt andet huske, at vi skulle have taget nogle billeder. Vi talte om, hvem vi skulle bruge som fotograf, og vi blev enige om bare at bruge ham der i fotoforretningen nede om hjørnet. »Nårh jo, fedt nok.« Til dags dato ved jeg ikke, hvem der har taget billederne. Vi vidste i det hele taget ikke, hvad det var, vi var i gang med at lave – vi havde ikke noget pladeselskab, så det var lidt de glade amatører. Vi gik ned på Ludvigsen for at tage nogle billeder, hvor vi kastede papir op i luften og savede i nogle bøger med en motorsav. Vi var helt glade – projektet var som en legeplads, og ingen af os havde troet, at det ville blive til en forretning af nogen art.«

Der er sket en del med København og Vesterbro siden. Hvad synes du om den udvikling?
»Da jeg flyttede til byen, var den stadig et sted, hvor folk arbejdede, komplet med blåt Kansas-tøj, sikkerhedssko og smøger. Det var et sted, hvor der var industri, hvadenten det var Politikens trykpresse, som buldrede om natten, Carlsberg som bryggede, så øltågen lå tæt over Vesterbro, B&W på Amager eller FL Smidth i Valby. Hver gang jeg finder spor af den fortid, bliver jeg så glad. En storby skal have sine grimme sider som modvægt til alt det pæne og friserede, ellers bliver tingene uærlige. Fordi huspriserne er steget så voldsomt, bliver det sværere og sværere at finde huse som får lov til at ligge hen og ligne pis, men de er der heldigvis stadig. For eksempel det modernistiske etagehus ved Nørreport station. Det er en underligt ufølsom klods mellem alle de fine gamle rødstenshuse med sine sprosseløse vinduer og det rustne hav af mobil-antenner på taget. Det gamle Hawaii Bio på hjørnet af Oehlenschlægersgade ligner også sig selv – det er sikkert stadig lejelejligheder i dag med en god blanding af københavnere. Man kan sige alt muligt godt om Kartoffelrækkerne, og der er pissehyggeligt, men det er en bestemt type mennesker, som har råd til at bo der, og det tror jeg ikke er sundt for nogen, at man stimler sammen i ghettoer – heller ikke når der er tale om rigmandsghettoerne. Det er blandingen, der er fed. Jeg har selv boet i kummerlige lejligheder, fordi jeg havnede i byen på et tidspunkt, hvor der stadig var etlagsvinduer, petroleumsovne og rim på dynen om morgenen – til gengæld kostede det ikke noget at bo her, og det skabte et mylder af alle slags mennesker. Det må ikke forsvinde.«

Hvad er det gode ved København anno 2018?
»Jeg savner på ingen måde råheden og alle de kranke skæbner, som jeg mødte, da jeg flyttede til København. Det var aldrig sjovt med alle dem, der havde det ad helvede til på Vesterbro – det var ikke det, der var kvaliteten. Jeg synes i det hele taget ikke, man skal forherlige ulykke og forfald. Jeg elsker København, og jeg synes grundlæggende, vores politikere på Rådhuset har en god forståelse for, hvad byen er. Du kan bade i havnen, ro kajak – hvilken storby kan man det i? Snart kan man også krydse byen i metro. Engang var det oplagte valg at flytte ud af byen, når man fik børn, fordi byen var hård, men nu har jeg fået tre børn i byen. Jeg ville til gengæld ønske, at jeg kunne hive dem med ud af byen nu, for nu har jeg lyst til at prøve noget andet efter 30 år i København, men det kan jeg ikke. De har slået rødder her. Det er vævet helt ind i dem.«

Hvad mener du, er den største skamplet på København?
»Havnefronten. Så meget potentiale solgt til højestbydende tilsyneladende uden krav til det æstetiske. Hold nu kæft. Generisk, billigt og visionsløst kassebyggeri i hjertet af det gamle København, etableret på et tidspunkt i verdenshistorien, hvor vi burde vide meget bedre. I modsætning til Bispeengbuen, hvor man tænkte stort, tænker man her småt. Take the money and run. Hvor er det uklædeligt. Jeg mener i det hele taget, at man skal smække nogle klausuler på, når man sælger ud af byens grunde – og at man skal sælge til en pris, så bygherren har råd til at bygge ordentligt og ikke bare noget pis, som så alligevel ender med at koste syv millioner for 120 kvadratmeter.«

Hvad ville du lave, hvis du havde en fridag i København?
»Jeg ville starte dagen med en tur i Vesterbro Svømmehal. Jeg gik på en skole, der ligner den bygning – brutalisme fra 70erne – og jeg er begyndt at sætte mere og mere pris på den slags byggeri. Det er ærligt og ligefremt og det er hele ideen med bygningen. Jeg har det godt i det hus, og så elsker jeg at svømme. Derefter ville jeg gå en tur gennem byen til fods, måske forbi palmehuset i Botanisk Have, med en god kop kaffe i hånden. Jeg ville besøge hovedbiblioteket, spise en chilimedister med brød på Værnedamsvej og drikke mørkt øl på et mørkt, gammelt værtshus. Hvis man nu kunne bestille lidt regn og tåge, ville jeg dalre rundt i gaderne uden mål og med, nyde at være en del af byen og være komplet lykkelig.«