Asylansøgere bliver statister på Operaen

24 asylansøgere træner i øjeblikket på Det Kongelige Teaters opsætning »Mahagonny«.

Udvalgte asylansøgere skal være med i opsætnnigen af »Mahagonny« på Operaen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Nej, jeg er ikke flygtet på grund af krigen. Der findes værre ting end krig. Jeg forsikrer dig...«

Kvinden kommer fra et land i Afrika og holder nu til i Kongelunden. Hun har søgt om asyl på dansk jord. Ligesom alle de andre har det.

Når operaen »Mahagonny« løber over scenen på Operaen er det med en besætning ud over det sædvanlige: Teatrets egne sangere suppleres af 24 asylansøgere - udvalgt efter en ugelang casting på asylcentre over hele landet.

Ideen skyldes forestillingens instruktør, britiske Graham Vick. Eller rettere: Det var et ubetinget krav fra stjernens side.

»Han ville gøre opsætningen så autentisk som muligt,« siger operachef Sven Müller fra Den Kongelige Opera. »Publikum skal se virkelighed på scenen - verdens virkelighed og dermed deres egen. Opera skal ud til verden.«

Operaen er en af det 20. århundredes store titler og en klassiker i genren satirisk scenekunst. Den blev skabt af Bertolt Brecht og komponisten Kurt Weill i fællesskab og fik verdenspremiere i 1930. Den udspiller sig i byen Mahagonny og handler om individer i alle socialklasser:

Tre forbrydere er på flugt og ender i den forlystelsessyge storstad. Folk fra alle verdenshjørner kommer til: Rigmænd, håndværkere, prostituerede.

Men det Las Vegas-agtige liv trues af et frygteligt stormvejr i familie med straffen over Sodoma og Gomorra. Stormen driver over og gør alle indvånere lettede - og endnu mere letsindige. Folk spiser sig ihjel, danser videre om guldkalven eller begår overgreb.

Hvad der siden sker, skal ikke afsløres her. Premieren er først 20. november.

Lys i øjnene

Hvorfor sagde I egentlig ja?

»Vi ville underholde folk. Og vi vil lære noget om dansk kultur,« siger en anden afrikaner over frikadellerne fra Operaens kantine.

Kvinden peger ud over Københavns tårne og gør opmærksom på vinterens komme. Hun har hørt om mørket og var glad for et alternativ til asylcentret. Dagene kan også blive for lange.

En mandlig flygtning kommer fra Syrien og er i den grad flygtet fra krig. Han har været her et års tid og er synligt lykkelig for det. Kedsomheden kan bare føles lidt tung. Han kommer fra en kreativ familie og både skrevet digte og turneret som oplæser.

»At være med her er en kæmpe oplevelse,« siger han. »Det var hårdt i Syrien - så ubeskrivelig hårdt. Musikken og dansen her er himmelsk.«

Statisternes bevægelser koreograferes af briten Ron Howell. Det er også ham, der varmer de medvirkende op. Folk løber rundt mellem hinanden og griner.

Man ser ikke mange herrer med skæg og kun én kvinde i tørklæde. En betragtelig del kunne ellers godt være muslimer. Kun få i gruppen går bare op i det.

»To af dem har endda fortalt, de er blevet ateister«, siger han.

Når man ser forestillingen på Operaen, skal man knap nok tænke over forskellen på dem og os. Der går rygter om flotte kjoler og knivskarpe jakkesæt. Hvilket er en af pointerne.

»Det er tid!«, siger koreografen med et blik på uret.

Asylansøgerne vandrer ind i prøvelokalet og går straks i gang med de indlærte dansetrin to og to.

En af de afrikanske kvinder får for første gang lys i øjnene og bryder ud i en sang hjemmefra. Hele salen har lært hendes dans et par minutter senere.

Om nogen af dem er med om en måned, ved man aldrig. Det Kongelige Teater har taget højde for alle situationer.

Herunder at de medvirkende nægtes asyl og derfor sendes tilbage før premieren.