En video af den amerikanske tech-direktør Andy Byron og en lyshåret kvinde til en koncert med bandet Coldplay er gået viralt på sociale medier. 

I videoen ses direktøren med armene rundt om kvinden, der ifølge CNN er ansat i samme virksomhed. 

Problemet er bare, at Andy Byron er gift med en anden. 

Derfor dukker direktøren sig også med lynets fart, da han bliver fanget på storskærm til koncerten. En reaktion, der fik Coldplay-forsanger Chris Martin til at joke, at de to enten var »meget generte« eller »havde en affære«.

Nu har Andy Byron taget konsekvensen af den virale video og sagt sit job op. 

Det skriver virksomheden Astronomer på det sociale medie X. 

»Som tidligere nævnt har Astronomer en forpligtigelse over for de værdier og den kultur, der har styret os siden vores grundlæggelse. Vores ledere forventes at sætte standarden for både adfærd og ansvarlighed, og for nylig blev denne standard ikke opfyldt,« skriver firmaet i udtalelsen.

»Andy Byron har afleveret sin opsigelse, og bestyrelsen har accepteret. Bestyrelsen vil begynde en søgning efter vores næste administrerende direktør, da medstifter og chief product officer Pete DeJoy fortsat fungerer som midlertidig administrerende direktør.«