Asien overhaler Hollywood

Om ti år vil din foretrukne actionhelt sandsynligvis tale kinesisk eller japansk.

I håb om at skabe den næste »Tiger på spring, drage i skjul« og få en bid af den buldrende asiatiske økonomi, står de internationale finansmænd nemlig i kø for at pumpe penge i fjernøstens filmindustri. Allerede ved årsskiftet åbner amerikanske Hyde Park Entertainment et kontor, der skal investere i indiske, sydkoreanske og japanske filmstudier. Selskabets direktør, Ashok Amritraj spår ifølge Reuters, at det asiatiske filmmarked vil udkonkurrere Hollywood i løbet af de næste 10-13 år. Omsætningen i den kinesiske filmindustri steg sidste år med 18 procent, og samtidig er remakes af store asiatiske film som »The Ring« og »The Eye« blevet kæmpe succeser i Vesten.