Asfaltens cowboys

Berlingske tidende har været på roadtrip gennem Europa i en ombygget bulgarsk lastbil med København som kulisse. Det blev et fascinerende indblik i langturchaufførernes ukendte og mytiske verden.

Publikum til Cargo Sofia-Copenhagen følger fra tribunen i lastbilens indre turen gennem Europa på storskærme. Skærmene kan rulles op, og så er der udsigt til både Serbien, Kroatien og Østrig. Foto: Vibeke Toft Fold sammen
Læs mere

Langturchauffører er et overset folkefærd, der lever et liv fyldt med myter om prostitution, alkohol og ensomhed. En stor gruppe østeuropæiske chauffører arbejder under østeuropæiske lønforhold i Vesteuropa og sørger dermed for, at de varer, vi køber i supermarkederne er billige.

Men det har en pris. Korruptionsskandaler i Tyskland har afsløret, hvordan bagmænd med bestikkelse har sikret, at hundredrevis af bulgarske chauffører kan køre lastbil uden at blive kontrolleret og fortsætte under kummerlige vilkår. Derudover viser undersøgelser, at mindre end 25 procent af chaufførerne bruger sikkerhedssele, at der hvert år bliver såret 350 på de tyske motorveje og at 20 dør i trafikuheld.

Samtidig har chaufførerne gjort den tyske autobahn, den italienske autostrada og den franske autoroute til deres hjem og Europas største varelager.

Langtidschaufførerne er asfaltens cowboys, og deres hjem er seks kvadratmeter foran en 40 tons tung last. Men hvem er disse lastbilchauffører? Hvordan lever de deres liv, og hvad tænker de på, når de holder i dagelange køer ved grænseovergange i Østeuropa? Det kan man få svar på i Rimini Protokoll: Cargo Sofia-Copenhagen, der er en del af den aktuelle Metropolis Biennale, og som inviterer gæsterne med på en roadmovie, hvor København er kulissen til de store lastbilers Europa. En roadmovie, der går fra den bulgarske hovedstad Sofie til København.

Berlingske Tidende har sneget sig med til generalprøven og indfinder sig lidt i otte en regnfuld aften i en ombygget, 12 meter lang og 3.93 meter høj lastbil med 340 hestekræfter, hvoraf »30-40 af dem nok er døde.« Den holder på Vor Frue Plads midt i København.

Stemningen er anspændt og tyske Jörg Karrenbauer, der står for den kunstneriske ledelse, ændrer på de sidste ting.

Lastbilens lastrum er fyldt med teknologisk udstyr, og på den ene langside er der opbygget en art tribune, så publikum sidder på rækker i forskellige niveauer. Den anden langside er udstyret med tre skærme og herfra kan man via webcam få et indblik i chaufførernes liv i førerhuset. Vi får at vide, at mobiltelefonerne skal slukkes. Isolationen er og skal være total i lastrummet. Og ikke genere de medvirkendes microports.

De bulgarske chauffører, der ikke er skuespillere, men tidligere lastbilchauffører, præsenterer sig de har kørt lastbil i 15 år, bus i 8 og fortæller om den rejse, vi skal ud på. Fra Sofia, over Serbien, Kroatien, Slovenien, gennem Østrig og Tyskland, for til sidst at nå Danmark. Vi er i København om seks dage. »Eller er det syv?«, spørger en af chaufførerne instruktøren.

I det mørke lastrum mister man hurtigt fornemmelse af tid og sted. Man oplever kun verden udenfor fra førerhuset, hvor chaufførerne i bedste klichestil pifter efter pigerne og brokker sig over vejr og trafik, mens deres tunge ånde høres tydeligt i højttalerne bag i vognen. Mens den ene af chaufførerne koncentrerer sig om at køre bilen, fortæller den anden på gebrokkent engelsk om køreskiver, sin familie og punkterer myten om, at lastbilchauffører er flittige forbrugere af kvinder til salg: Det har de nemlig ikke råd til.

»Hvor er vi,« tænker man. »Hvad foregår der her?« Pludselig ruller den ene side af lastrummet sig op, og man kan nu se, at vi har nået den serbiske grænse. Chaufførerne forlader bilen, bestikker grænsevagterne og vi kører ind i Rumænien, som ser ud til at være et sted i Nordhavn. Sådan fortsætter turen rundt i København: siden i lastrummet ruller sig op og ned ved bestemte lejligheder, vi følger chaufførerne i førerrummet, når frem til de foretrukne rastepladser, rigtige lagerhaller og rigtig personale, får tjekket lasten i en vaskehal og oplever Europa passere forbi på storskærme inde i lastrummet. hvor der indimellem med tekst forklares, hvor vi er. Alt sammen akkompagneret af mågehyl, hvinende bremser, lokalt soundtrack og en syngende kvinde placeret i midten af en rundkørsel (!)

Efter virtuelle 3.000 kilometer, når vi igen frem til København efter en tur rundt i Europa, der udspillede sig på Københavns skyggeside. Totalteater i den råæstetik ved containerhavnen, i trøstesløsheden på losse- og rastepladser og oplevet gennem livet på motorvejen i skarpt lys, giver et fascinerende og drangende indblik i det liv, der leves af motorvejens helte og fortyndes med Nescafé og amfetamin.