Arthur Russells mange verdener

Den visionære sanger, cellist og disco-producer Arthur Russell insisterede på at bygge bro mellem forskellige verdener. Udspændt mellem dem opfandt han sine egne. Berlingske fortæller her historien om den hippeste musiker, du aldrig har hørt om.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bonderøv, boheme, bøsse og buddhist. Sanger, cellist, guitarist, avantgarde-komponist. Disco-producer, folk-troubadour, introvert pop-geni og dub-pionér. Arthur Russell var mange ting. Helt umulig at sætte i bås. Altid på vej videre, aldrig helt tilfreds, evigt søgende og notorisk perfektionist.

Faktisk i en sådan grad, at han på trods af at have været en uhyre produktiv herre kun nåede at udgive et enkelt album, inden han tragisk bukkede under for AIDS som 40-årig i 1992. På det tidspunkt var han totalt ukendt uden for New Yorks downtown-scenes inderkreds.

Det er der dog i den grad blevet rådet bod i dag, hvor han er noget af det hippeste, man kan namedroppe i samtale med musikalske feinschmeckere og hippe musiker-typer.

Den fornyede interesse omkring Arthur Russell blev kickstartet i 2004 med udgivelsen af de to opsamlinger »The World Of Arthur Russell« og »Calling Out Of Context«. Siden har flere og flere fået ørerne op for hans egensindige musikalske univers og vildtvoksende kreativitet. Godt hjulpet på vej af pladeselskabet Audika, der udelukkende er sat i verden for at udgive musik fra de mere end 1.000 bånd med færdige sange, assorterede skitser og re-edits, som Russell efterlod sig ved sin død.

Meget tyder på, at det er et endog meget dybt skattekammer, han har efterladt sig. På mandag udsender Audika i hvert fald igen nyt materiale i form af albummet »Corn«, der er stykket sammen af en håndfuld hidtil uudgivne numre samt en række radikalt anderledes versioner af Arthur Russell-klassikere som »This Is How We Walk On The Moon« og »Let’s Go Swimming«.

Selvom albummet er det første fra arkiverne siden 2008, har der bestemt ikke været stille omkring Russell i den mellemliggende periode. Samme år kom den fine dokumentarfilm »Wild Combination: A Portrait of Arthur Russell«, mens han året efter var genstand for en dybdegående biografi af den britiske musikjournalist Tim Lawrence. Og så sent som sidste år udkom det tredobbelte tribute-album »Red Hot + Arthur Russell«, hvor en ny generation af musikere som Robyn, Blood Orange, Hot Chip, Scissor Sisters og José González fortolkede hans numre til fordel for AIDS-sagen.

Fra kornmarkerne til diskotekerne

Men hvad er det så, som er så fascinerende ved Arthur Russell? Hvad er det, der får musikere og kritikere til at blive ved med at falde i svime over ham? Jo, når først man har oplevet den på én gang overjordiske og fremmedartede skønhed i hans ekko-indsvøbte solo-kompositioner for cello og stemme på »World Of Echo«, siden har danset sveden frem på panden til mutant disco-klassikere som »Go Bang!« og »Is It All Over My Face?« og endelig har ladet sit hjerte massere af de rustikke country-sange på »Love Is Overtaking Me«, kommer man uvægerligt til at ville vide mere om, hvem denne særegne musiker var. Og så viser det sig gudhjælpemig, at hans personlige historie er næsten ligeså fascinerende som hans musik. Og på mange måder udgør en veritabel hvem-er-hvem på den kreativt knopskydende downtown-scene i New York i 70erne og 80erne.

Arthur Russell blev født i 1951 og voksede op som en genert cello-spillende knægt blandt kornmarker og knoldesparkere i den lille landsby Oskaloosa i delstaten Ohio. Som 18-årig flyttede han vestpå til hippiernes højborg, San Fransisco, hvor han sluttede sig til en buddhistisk enklave, lærte at spille guitar og begyndte at studere både vestlig kompostionsmusik og klassisk indisk musik.

Det var også i San Fransisco, at han rendte ind i beat-poeten Allen Ginsberg, der så noget i den sky yngling og siden lod ham levere den musikalske underlægning ved en række digtoplæsninger. De to blev venner - datede sågar en overgang - og da Arthur Russell i 1973 rykkede til New York City, flyttede han ind i samme bygning som Ginsberg i Manhattans East Village.

Lyt til en spilleliste med Arthur Russells bedste numre her

I New York blev Russell hurtigt en del af miljøet omkring det legendariske performance- og spillested The Kitchen, hvor han efter kort tid blev musikansvarlig og kunne gnubbe skuldre med komponister som Philip Glass, Steve Reich og Rhys Chatham. The Kitchen var primært dedikeret avantgarde, kompositionsmusik og minimalisme, men Arthur Russell valgte at gå mod strømmen og booke rockbands som The Modern Lovers og en tidlig inkarnation af Talking Heads for at vise, at rock og pop også kunne have nogle af de samme kunstneriske kvaliteter som den fine minimalisme. Et fremsynet valg, der dog ikke faldt i god jord hos alle dengang.

Arthur Russells musikalske appetit og nysgerrighed var på dette tidspunkt umættelig. Og han var i den grad kommet til det rigtige sted. New York summede på tærsklen til 80’erne med aktivitet og musikalsk innovation. På The Kitchen huserede avantgarden og performance-kunsten, i The Bronx og Brooklyn begyndte hiphoppen at finde sin form, på rock-klubben CBGBs tegnede bands som The Ramones, Televison og Suicide amerikansk punks første bølge og på natkubber som The Gallery og The Loft begyndte disco-kulturen for alvor at ramme kogepunktet.

Især Russells møde med discoen blev skelsættende på flere måder. Russell kunne høre en trance-skabende minimalisme i discoens repetitioner og lineære forløb, som han fandt dybt fascinerende. Og så kunne man danse til det. Og det frigjorde noget i ham, ligesom det gjorde hos mange andre newyorker-mænd på dette tidspunkt, der fandt et (seksuelt) frigørende fællesskab i de roterende spejlkuglers glimmerstøv og musikkens inciterende rytmer.

I de følgende år udgav Russell sideløbende med sit arbejde på The Kitchen og med bandet The Flying Hearts en stribe eksperimenterende disco-singler under navne som Loose Joints, Dinosaur L og Indian Ocean, der alle blev remixet og spillet til døde af tidens mest markante dj-stjerner som Nicky Siano, Larry Levan, Francois Kevorkian, David Mancuso og Walter Gibbons. Numrene er mere mærkelige end mainstream-discoen fra samme periode, men euforien og opfindsomheden er ikke til at tage fejl af. Og sangene bliver, i parentes bemærket, stadig spillet på natklubber den dag i dag.

Buddhistisk tyggegummi-pop

Som 1980erne skred frem begyndte Arthur Russell at trække sig mere og mere tilbage til sin lejlighed, hvor han optog timevis af musik alene ved hjælpe af sin stemme, sin forvrængede cello, ekkomaskiner, trommemaskiner og synthesizere. Behovet for at gå i byen var ikke det samme, og i stedet forsvandt han mere og mere ind i sin musik.

Russells vision var at skabe det, han selv kaldte »buddhistisk tyggegummi-pop«. Men han var sjældent tilfreds og blev aldrig helt færdig med en idé, før han var videre til den næste. Processen syntes at interessere ham mere, end det færdige resultat, og det var en af grundene til, at han kun nåede at udgive »World Of Echo« i 1986, mens flere andre mere eller mindre færdige plader blev skrinlagt.

Kort efter udgivelsen blev han testet positiv for HIV, men han fortsatte ufortrødent med musikken i de følgende år på trods af skrantende helbred og en dødsdom hængende over hovedet. Men da han efter et par år udviklede kræft i halsen, var der ikke længere nogen vej tilbage. Kroppen stod af og han døde i 1992.

Set i bakspejlet er det netop Arthur Russells mangesidighed, der stadig gør ham så fascinerende den dag i dag. Men det er samtidig også en af grundene til, at han aldrig nåede ud til et større publikum i sin levetid. Hans evigt formskiftende musikalitet er dengang som nu umulig at indfange i en enkel fængende sætning. Han var for nysgerrig og søgende til at holde fast i ét udtryk i længere tid ad gangen. Og han var for sky til for alvor at indtage den rolle som popstjerne, som han også drømte om.

Til gengæld legemliggjorde han mere end nogen anden den genre-nedbrydende ånd og kreativitet, der kendetegnede en af de mest frugtbare og stilskabende perioder i New Yorks rige musikhistorie. Han var en visionær musiker, der insisterede på at bygge bro mellem forskellige verdener. Udspændt mellem dem opfandt han sine egne. Heldigvis huskede han at optage det meste undervejs. Og derfor høres hans ekko stadig i dag.