En dag hørte Carsten Jensens teenagedatter tilfældigt sin far omtalt med ordene: »Jeg kan simpelthen ikke døje det, han står for, men han har skrevet en fantastisk bog.«

Bogen, der blev refereret til, var »Vi, de druknede«, hans store beretning om fire generationer af sømænd fra Marstal. Ud over flere priser, roser fra anmelderne og en position på toppen af bestsellerlisterne betød romanen fra 2006 i den grad, at billedet i offentligheden af forfatteren, journalisten og samfundsdebattøren Carsten Jensen blev et andet.

»Jeg havde jo egentlig et image som en arrogant københavnsk intellektuel skiderik, så det var enormt befriende, at de grænser i virkeligheden ikke eksisterede, eller at jeg i hvert fald kunne overskride dem,« siger Carsten Jensen, da Berlingske Tidende møder ham i hans lejlighed på Østerbro.

Og rigtigt er det, at Carsten Jensen indtil »Vi, de druknede« i brede kredse bedst var kendt som en kras polemiker, der ustandseligt dukkede op i den offentlige debat, selv om han allerede havde fået rokket lidt ved det omdømme med sine to populære rejsebøger fra midten af 1990erne, »Jeg har set verden begynde« og »Jeg har hørt et stjerneskud«. Rollen som provokerende samfundsdebattør har givet ham en fanskare, men har også gjort ham til hadeobjekt blandt mindst lige så mange. Den position har Carsten Jensen nu langtfra forladt, selv om han flere gange har forsøgt.

»Jeg besluttede faktisk efter »Vi, de druknede«, at nu havde jeg aftjent min værnepligt i den danske debat. Nu ville jeg hellige mig det skønlitterære forfatterskab,« forklarer han.

Som en cirkusartist

»Jeg følte, at jeg indtil da havde været som en cirkusartist, der red rundt i manegen på to heste med en fod på hver hesteryg og hele tiden håbede på, at de ikke løb alt for langt væk fra hinanden. Nu ville jeg sidde sikkert på én hest.«

Carsten Jensen tilføjer med et stort smil: »Men nu finder jeg igen, at jeg gentager fortidens fejl.«

Han kan ganske simpelt ikke lade være med at sige sin mening om det, han synes, er forkert. For tiden holder han for eksempel en klassisk forelæsningsrække i Politikens Hus, der nok skal dele vandene. Emnet er det danske engagement i Afghanistan. En krig, han også ofte udtaler sig om i pressen, og som han er arg modstander af.

Krigen er også temaet for den roman, Carsten Jensen er ved at skrive. Bogen lavede han research til blandt de danske soldater, som han blev embedded hos i Afghanistan sidste år med det journalistiske alibi, at han skrev reportager til dagbladet Information.

Og netop reportagerne fra verdens brændpunkter er også omdrejningspunktet i bogen »Ud - opdagelsesrejser 1978-2010«, der udkommer i dag. Det er en samling af Carsten Jensens journalistik fra hans mange rejser i store dele af verden. Vi er med til en koncert med Velvet Underground-sangerinden Nico i Napoli og ved fronten i det krigshærgede tidligere Jugoslavien, ligesom Carsten Jensen rapporterer fra det fattige Armenien, hvor dagens madration er 250 gram brød og fortæller om de uskyldige mordere i Cambodja.

I seks nyskrevne essays, der binder reportagebogen sammen, ser 58-årige Carsten Jensen desuden tilbage på sit liv som kritiker, essayist og forfatter og forholder sig blandt andet til den splittelse, der har været en konsekvens af hans mange forskellige kasketter.

Han har skrevet på utroligt mange platforme, men forfatter troede Carsten Jensen i første omgang slet ikke, han skulle være, selv om han altid har vidst, at han kunne skrive. Forklaringen skal findes i Carsten Jensens barndom præget af astma. Noget han tidligere har skrevet om i bogen »Af en astmatisk kritikers bekendelser«.

Ensomhed med astma

»Astma bliver næsten synonym med ensomhed, fordi det afskærer en fra en hel masse aktiviteter. Som dreng bliver du en outsider i skolegården og en konge i fantasiens verden. Astmaen disponerede mig for ensomheden og for læsning. I grunden havde jeg ikke nogen særlig rig erfaringsflade, jeg kom ikke ud og oplevede en hel masse. Jeg sad på mit værelse og læste. Jeg tror også, at det er grunden til, at fiktionen ikke i første omgang blev min genre. For at skrive skønlitteratur kræver en meget sanselig form for tilstedevær i forhold til verden. Det havde jeg ikke. Jeg havde et mere analytisk end sansende temperament.«

Det blev da også journalistikken og særligt essaygenren, Carsten Jensen slog sig på. Først på tidsskriftet Politisk Revy, sideløbende med at han - efter eget udsagn af lutter uopfindsomhed - læste litteraturvidenskab på Københavns Universitet, og efterfølgende på forskellige aviser.

Polemikerens position indtog han særligt, da han blev ansat som TV-anmelder på Politiken og her benyttede lejligheden til at klippe ethvert argument til konfetti.

»Jeg fik etableret mig som en slags enfant terrible i det danske mediebillede. Jeg udfyldte et tomrum. Det havde jeg utrolig meget sjov ud af. Det var festligt at kunne gøre folk så rasende,« siger han og pointerer, at det dog efterhånden blev en temmelig begrænsende rolle.

»Den var datomærket, det kunne ikke vare ved, for jeg blev forudsigelig, også for mig selv. Det var som om, det var rollen, der begyndte at spille med mig, og ikke mig, der havde styr på rollen.«

Du fik prædikatet polemikeren?

»Ja, præcis. På et tidspunkt blev jeg inviteret til et eller andet fornemt selskab, jeg tror, det var Viggo Hørup-selskabet, som havde deres årsmøde. De spurgte: Kan du ikke komme og provokere os før middagen? Da gik det op for mig, at det vist var på tide at stoppe, når ens - måske nogle gange dybtfølte meninger - var blevet noget, man kunne leje som en anden klovn til en børnefødselsdag. Nej tak,« siger Carsten Jensen resolut.

Han pålagde herefter sig selv et tavshedsløfte. I tre år ville han holde sine holdninger for sig selv. I stedet skrev han sine første romaner i slutningen af 1980erne. Men selv om han på det tidspunkt havde fået sanselige erfaringer med verden fra sine rejser, gik det ikke godt med Carsten Jensens første bøger.

»Jeg gjorde spæde forsøg med »Kannibalernes nadver« og »Jorden i munden«. Jeg anser ikke den første for at være en vellykket roman, og »Jorden i munden« ser jeg som en halv roman. Jeg var ikke ambitiøs nok, simpelthen,« siger han og kommer med en svada til sig selv og den danske bogbranche.

Barn af en typisk dansk kultur

»Jeg mener også, at jeg var barn af en meget typisk dansk kultur, som ikke kræver meget af sine forfattere. Hvor der ikke er meget professionalisme og håndværk i det, men hvor det bare handler om at stille sit enormt interessante sjæleliv frem. Markedet er i dag stadig overfyldt af noget ufærdigt skrivebordsfyld, hvor der er lidt henkastede betragtninger, et selvbiografisk fragment og en stump af et essay, og så fremstilles det hele, som om det er enormt originalt og interessant. Gu er det ej, det er bare dovenskab.«

Efter de første forsøg som skønlitterær forfatter havde Carsten Jensen ikke meget mod på at fortsætte.

»Jeg følte lidt, at det havde jeg nok ikke talent for. Det var nok ikke det, jeg skulle.«

Men siden lykkedes det ham i den grad at få greb om skønlitteraturen. Til gengæld har han ikke haft meget held med at tie stille i den offentlige debat.

»Jeg vil selvfølgelig gerne elskes af alle, men det bliver jeg nok aldrig,« siger han og ler.

Tror du nogensinde, du kommer til at hellige dig skønlitteraturen og dropper samfunds-debatten?

»Det tror min kone ikke,« siger Carsten Jensen, der er gift med den dansk-engelske forfatter Liz Jensen, og tilføjer med et finurligt smil: »Hun kender mig meget bedre, end jeg selv gør.«