ARoS-direktør: »Tryghed må ikke blive en sovepude«

»Man må arbejde ekstra hårdt for, at de mennesker, der kommer hos én, bliver beriget og siger, at de 100 kroner var givet godt ud,« siger Erlend G. Høyersten, museumsdirektør på ARoS.

Erlend G. Høyersten mener ikke, at man skal være bange for at eksperimentere af hensyn til sponsorerne. »Snarere tværtimod. Folk vil gerne med på eventyr.« Foto: Flemming Krogh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan der være gevinster at hente i mindre statsstøtte til museer? Ja. I hvert fald hvis museerne, som de norske, er næsten fuldt ud statsligt finansierede og derfor forsømmer at gøre sig spændende for publikum.

Sådan lød et indspark i den norske avis Aftenposten fra Erlend G. Høyersten, der er direktør på det store aarhusianske kunst­museum ARoS.

Ikke overraskende medførte kommentaren krasse modsvar fra det norske kulturliv, men Erlend G. Høyersten, der selv kommer fra Bergen, står fast på, at alt for stor tryghed kan blive en sovepude for kulturinstitutionerne.

»Det handler om at være værdiskabende for publikum. At sige, at vi vil noget for nogen. Det betyder ikke på nogen måde, at man slækker på kvaliteten eller ambitionsniveauet. Det betyder bare, at man må arbejde ekstra hårdt for, at de mennesker, der kommer hos én, bliver beriget og siger, at de 100 kroner var givet godt ud, de to timer blev brugt godt, og det vil jeg gerne gøre igen,« lyder det fra ARoS’ direktør.

Han mener, at det fremover bliver helt afgørende for museerne, hvis de skal have finansieret deres ambitioner, at de både kommer nogen i møde og tænker deres projekter ind i en større sammenhæng.

»Kunstmuseer er vigtige, men endnu vigtigere er de relationer, man har til det øvrige samfund,« lyder budskabet fra Erlend G. Høyersten.

ARoS skaffer selv 70 procent af sine indtægter, og her er de besøgende den vigtigste faktor, understreger Høyersten, der beskriver, hvordan en sund og mindre påvirkelig økonomi er baseret på forskellige indtægtskilder.

Aktivt og synligt museum

Museet er da også særdeles aktivt. I denne uge præsenterede ARoS en finansieret plan for sit nye stort anlagte formidlingscenter, Museion, og man satser på at være klar med en kraftig udbygning om tre år:

»The Next Level« bestående af et 1.200 kvadratmeter stort galleri, magasiner og to store kugleinstallationer af den amerikanske kunstner James Turrell. Samlet pris: 230 millioner, hvoraf de første 120 er skrabet hjem fra to fonde.

»James Turrell-projektet bygger selvfølgelig på en kunstfaglig ambition, men i tillæg til det vil The Next Level generere ca. 200.000 ekstra betalende gæster. Det betyder ca. 20 millioner ekstra i billetindtægter, og samtidig skaber vi en international synlighed, som gør os interessante for nye internationale sponsorer. Så det handler om at tænke på et større strategisk niveau, hvor både det økonomiske og det kunstfaglige tænkes ind.«

Går den økonomiske tænkning ikke ud over kunsten?

»Vi har hele tiden tre ting for øje: Appel, relevans og integritet. Appel hander om at få volumen. Dels fordi vi gerne vil have, at mange oplever kunst, og dels fordi vi har en finansieringsmodel, der kræver det. Appel kan man beskrive som en kortsigtet investering. Vores integritet er en langsigtet investering, og det er nødvendigt at ramme balancen mellem de to. Hvis man kun tænker på sin kunstfaglige navle, så dør man, men det gør man også af kun at løbe efter publikum.«

Midt imellem det kortsigtede og langsigtede rammer man relevansen.

»Når jeg snakker med publikum, politikere eller sponsorer, så handler det altid om relevansen: Hvorfor er kunsten vigtig, hvorfor er kunstmuseer måske vigtigere end i mange år i forhold til det digitale samfund og den billedstorm, vi er en del af, og så videre. Alle tre ting skal med for at få en bæredygtighed for museet.«

Erlend G. Høyersten er ikke bekymret for, at det vil gå ud over eksperimenterne, hvis man selv skal skaffe sig flere midler.

Og slet ikke i forhold til erhvervslivet.

»Snarere tværtimod. Folk vil gerne være med på ambitiøse projekter, med på eventyr. Så længe jeg og museet gør det klart, hvor vi vil hen, og har en tydelig strategi, så er erhvervslivet med. Faktisk er det oftest hos erhvervsfolk, jeg bliver spurgt, om vi ikke skal gøre noget provokerende og vildt. Men som man siger i Japan, så er der ikke mange fisk at hente ved at fiske i et rødt hav – altså der, hvor vandet er blodigt, fordi andre har fisket der. Man er nødt til at prøve noget nyt og tage chancer. Nu har vi lige lanceret Museion og ligesom med The Next Level har det da en risiko i sig. Men vi gør det, fordi vi oprigtigt gerne vil skabe noget nyt.«

Men endnu vigtigere er det at kunne fortælle, hvorfor det nye er vigtigt.

»Det er en fejlslutning at tro, at sponsorer bare vil have det, de kender. Nej, det, de vil have – som alle vil have – er noget meningsfyldt. Om det er gammelt eller nyt, det spiller ingen rolle.«

Han tror, at kravene til museer og deres ledelse er under forandring i disse år:

»Nogle gange møder man en kollega, som giver udtryk for, at han har den stilling omtrent af Guds nåde. Dér tænker jeg, at hvis man ikke er interesseret i publikum, i at gøre en forskel, så vil ens institution måske på et tidspunkt blive straffet for det. Jeg tror, at de institutioner, der er aktive i forhold til samfundet, bliver belønnet på lang sigt.«