Arlo og Tot leverer mere sød end farlig familieunderholdning

»Den gode dinosaur« er et fint sted for de mindste at begynde deres liv i biografen. Blandingen af sødme, en smule uhygge og humor er heldigvis doseret af verdens førende eksperter.

Tot og Arlos frygt og forundring er let at identificere sig med for små børn. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Foto: Pixar

Efterhånden er det nok kun filmanmeldere, der bliver ved med at spekulere i og skrive om, hvad der er en Pixar-film, og hvad der er en Disney-film.

Disney købte Pixar for en del år siden efterhånden, og nu er de to animationsfilmsselskaber ved at være ét fedt. Derfor lanceres animationsfilm som »Den gode dinosaur« da også under dobbeltbanneret Disney/Pixar.

Med fortællingen om ungdinosaueren Arlo sigter de amerikanske animationseksperter mod mindre børn mellem fire og otte år. Filmen er derfor mere sød end farlig.

Frygt forvandles til eventyrlyst

Arlo bliver skilt fra sin familie ved et uheld og møder en lille menneskedreng i samme situation.

Han får navnet Tot. At Arlo og Tot overhovedet kan mødes er kun muligt, fordi man i filmen leger, at dinosaurerne ikke blev udryddet, som de blev det i virkelighedens verden.

De to følgesvende oplever verden sammen ud fra en frygt, der ganske langsomt forvandler sig til eventyrlyst.

Det hele foregår i en enkel karakteranimation, der næsten er på kanten til det klumpedumpede, men det fungerer alligevel fint. Blandt andet fordi filmfolkene har god flair for også at vise de store bredder i den amerikanske natur i fuldt flor, og fordi der ikke er givet køb på den stærke tradition hos både Disney og Pixar for at fortælle en banal historie med lige netop den mængde overraskelser, der gør os i stand til at sluge det velkendte igen og igen.

»Den gode dinosaur« kunne ligne »Croods« krydset med »Landet for længe siden«. Men det vil de små børn med garanti være ligeglade med, for de vil leve sig ind Arlo og Tots nysgerrighed og forundring, som var det deres egen.

Heldigvis er der også et par scener, der ikke var gået i salig Walt Disneys tid. Blandt andet den hvor Arlo og Tot spiser svampe og verden omkring dem kommer til at se meget mærkelig ud.

Børnene vil ikke vide, hvad de griner af lige dér, hvor øjnene ruller rundt i hovederne på hovedpersonerne, og kroppene svæver rundt i luften, men det er den slags, der gør, at de voksne kan holde sig vågne.

Hvad: »Den gode dinosaur«.
Hvem: Instruktør: Peter Sohn. Danske stemmer: Lucas Lomholt Eriksen, Michael Hasselflug,
Sofie Gråbøl.

Hvor: Premiere i hele landet.