Arbejdernes Forsamlingshus

Det gamle København

Optog i Rømers­gade foran Arbejdernes Forsamlings­bygning. Foto fra 1921, hentet i Nynne Helge, Jan Ingemann Sørensen og Henning Grelles bog »Velkommen i Forsamlingsbygningen«. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Da de københavnske arbejdere omkring 1870 så småt begyndte at organisere sig i de fagforeninger, der siden hen blev grundstammen i arbejderbevægelsen og det kongelige danske socialdemokrati, var det vanskeligt at finde egnede mødesteder. Det var politimester Crones ansvar at holde øje med de revolutionære elementer, men han kunne naturligvis ikke personligt blande sig, når proletariatet kaldte til samling under de røde faner. Den slags opgaver havde man politispioner til, og det var gennem dem, politimesteren og justitsministeren blev underrettet om, hvad der rørte sig i folkedybet. Det var foruroligende, hvad spionerne kunne fortælle.

De ansvarlige myndigheder gjorde derfor, hvad der stod i deres magt for at sætte en stopper for udbredelsen af de socialistiske ideer, og intet var mere effektivt end at forbyde politiske møder under henvisning til statens sikkerhed. Men det var ikke nogen let sag, for medlemmerne af Den Internationale Arbejderforening i Danmark holdt møder de mærkeligste steder. Rundt om i byens mere tvivlsomme kvarterer lå der en række såkaldte dansesaloner, hvor man kunne more sig og træffe nye mennesker, hvis det var det, man havde behov for. Det var etablissementer med masser af danselystne damer.

I Dronningens Tværgade lå Dansesalon Kæden, og i denne muntre ramme kaldte arbejderbevægelsens første førere Pio, Brix og Geleff til samling i 1871. Det begyndte som en lille menighed, men i løbet af kort tid var tilstrømningen af nye medlemmer så betydelig, at man måtte se sig om efter et nyt og større lokale. Det fandt man i Store Helliggejststræde (Valkendorfsgade), hvor dansesalonen Phønix havde til huse. I kælderetagen under dansegulvet var der indrettet en ølhal af den slags, som fandtes overalt i byen. Ikke noget fint sted, men der var god plads, og ejeren af dansesalonen havde ikke noget imod revolutionære socialister, hvis blot de betalte huslejen. Det ville oven i købet blive en glimrende forretning for kroværten, for man kunne naturligvis ikke afholde politiske møder uden rigelige mængder af forfriskninger. Og vi taler ikke om mineralvand.

Politimesteren havde imidlertid haft sine spioner ude, og da han erfarede, hvad der var optræk til, måtte han gøre opmærksom på, at dansebevillingen kunne komme i fare. Truslen var effektiv, og så måtte Internationale leje et værelse i Lille Kirkestræde på hjørnet af Nikolaj Plads. Her var det ikke muligt at holde møder indendørs, men fra et åbent vindue på første sal holdt Pio aftenen før slaget på Fælleden i maj 1872 en flammende tale til forsamlingen nede på pladsen. Efter bataljen blev både han og bevægelsens to andre ledere fængslet. En mindetavle på muren fortæller i dag om den dramatiske begivenhed.

Nu stod det klart for alle 5.000 medlemmerne, at Det socialdemokratiske Arbejderparti havde behov for sin egen forsamlingsbygning. Der blev samlet ind og lagt planer, og man glædede sig til den dag, Pio, Brix og Geleff igen var på fri fod, og hvor man kunne modtage dem under eget tag. Man fandt en byggegrund i den nyanlagte Rømersgade, og på det tidligere militære voldterræn mellem Nørreport og Søerne opførtes i 1878 Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning.

Oprindelig havde det været drømmen at bygge et rigtigt palæ med søjler og balkoner, der ikke stod tilbage for de velhavendes herligheder. Men virkeligheden satte sine økonomiske grænser, og slutresultatet blev mere behersket med forhus, mellembygning og baghus. Og hvor de fine herskabslejligheder med pigekammer lå ud til gaden, mens de mere beskedne toværelsers lejligheder havde udsigt til gården. Men vigtigst var det, at der i baghuset var indrettet en stor festsal, således at arbejderbevægelsen nu kunne afholde sine møder hjemme hos sig selv, og på den måde blev forsamlingsbygningen i Rømersgade berømt langt uden for landets grænser. I 1883 måtte de tyske socialdemokrater med en lang række berømtheder afholde en hemmelig kongres i salen, for partiet var forbudt i Tyskland, og i 1910 kom prominente revolutionære førere som Lenin og Rosa Luxemburg på besøg i forbindelse med den store internationale socialistkongres i København.

Men til daglig var det naturligvis ikke så fine gæster, der kom i Rømersgade. Evig og altid klagede de private lejere over larmen fra de arbejdsløse, som mødte til kontrol i fagforeningen og drak øl, mens de stod i kø hen ad gaden. De blev højrøstede – også når de siden brugte understøttelsen i husets kælderbeværtning.

Her havde partiavisen Social-Demokraten i en årrække ekspeditionskontor, og her sad i 1901 en ung kasserer for Socialdemokratisk Forbund og klagede over den dårlige opvarmning på kontoret. Han hed Stauning. Her havde Arbejdernes Læseselskab til huse sammen med Fritænkerforeningens Søndagsskole, og her holdt Københavns Underholdningsforening maskeballer under indflydelse af floder af øl fra Stjernen – arbejdernes eget bryggeri, som havde monopol på udskænkningen.

I dag er huset fredet og bedst kendt som Arbejdermuseet.