Arbejderklassens nye helt

Filmdebuten som arbejdsløs, hjertesyg tømrer i »Jeg, Daniel Blake« har gjort Dave Johns til mulig Oscar-kandidat og symbol for den britiske arbejderklasses pinsler. Hans egen opvækst i Newcastle og instruktør Ken Loachs metoder blev nøglen til et råt portræt af individets kamp mod systemet.

Rollen som Daniel Blake og kampen mod det britiske socialsystem har givet Dave Johns heltestatus i den britiske arbejderklasse. Foto: Scanbox Ent. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Først blev jeg vildt lykkelig, dernæst ret betænkelig.« Dave Johns var i vildrede, da han fik nyheden om, at titelrollen i »Jeg, Daniel Blake« var hans. Ken Loach, den 80-årige mester af britisk socialrealisme, havde valgt ham, en tidligere murerarbejdsmand og stand-up-komiker i karrierens efterår, til sin comeback-film om en midaldrende tømrer, der efter et hjerteanfald bliver kastet hovedkulds rundt i det britiske socialsystem.

Skuespillererfaring havde 60-årige Dave Johns ganske lidt af. Det var blot blevet til et par biroller på teatret og slet ingen filmoptrædener. Men han kendte filmens miljø ud og ind – det var i et af Newcastles gamle arbejderkvarterer, han trådte sine barnesko og fulgte faderen, der også var tømrer, fra industriens velmagtsdage til servicealderens gradvise udfasning af fordums tids glorværdige fabrikker. Ken Loach beroligede ham – han vidste, at Johns’ personlige baggrund passede til karakteren.

»Fordi jeg er komiker, regnede jeg aldrig med at få rollen. Men det første, Ken Loach sagde til mig, var »lyt til de andre skuespillere, så finder du sandheden. Og når du finder sandheden, vil det se rigtigt ud på lærredet«. Instruktionen gjorde mig roligere, og jeg forsøgte at finde det sande i scenerne,« fortæller Johns om Loachs vejledning til at fremføre historien naturligt og med ægthed.

Som Daniel Blake vandrer han sammen med den unge, fattige alenemor Katie, der spilles af Hayley Squires, filmen igennem mellem jobcentre, fødevarebanker og grå boligblokke. Han kæmper mod det offentlige systems alenlange spørgeskemaer for at få sin hjertesygdom anerkendt, så han kan holde en pause fra arbejdsmarkedet, sådan som lægen har anbefalet det.

Filmen portrætterer samfundets svageste, der kommer til kort i et underbemandet system karakteriseret af bureaukrati, lange telefonkøer og online-formularer uegnet for dem, der ikke blev født ind i den digitale tidsalder. Det kommer nærmest tragi-komisk til udtryk, da Daniel Blakes sagsbehandler beder ham om at »føre musen hen over skærmen« – det tager han helt bogstaveligt.

Vi følger Daniel og Katie i bydelen Byker – det område Dave Johns selv kommer fra.

»Det var et helt andet sted, da jeg voksede op for 50 år siden, et tætforbundet samfund med masser af jobs. Området blev bygget til arbejdere, men nu er arbejdet forsvundet, uden at nogen har tænkt over, hvad der skal komme i stedet,« fortæller Johns, der oplevede, at Ken Loach gjorde det nemmere for ham at bruge sig selv i rollen ved at fremelske så præcis en gengivelse af livet på kanten af samfundet som muligt. Således gik Johns og de øvrige skuespillere til arbejdet uden at kende det fulde manuskript. I stedet udleverede Loach hver dag et sæt nye replikker.

»Dag for dag levede jeg Daniel Blakes liv i kronologisk rækkefølge med et par nye siders manuskript ad gangen. Jeg vidste aldrig, hvad næste dag ville bringe. Alt, hvad der sker, sker nu og her lige foran dig – du må bare prøve at agere, så godt du kan og netop lytte og fornemme situationen. Der skete det, at jeg holdt op med at tænke over rollen, men i stedet spillede ud fra mine egne følelser og agerede, som jeg normalt ville have gjort, hvis situationerne var opstået uden for settet.«

Gennem hele filmen optræder skuespillere og almindelige mennesker side om side i dagligdags situationer. Også det fik følelserne frem.

»Ken bruger ikke afspærringer eller lukker locations. Han bruger dem, som de er, og det giver en meget rå og naturlig oplevelse. Vi optog for eksempel en scene i en »fødevarebank«, mens stedets frivillige og brugere var tilstede. Jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, kun at jeg skulle sige ’det er okay, det er ikke din skyld’,« siger Johns om scenen, hvor Katie er så sulten, at hun spiser direkte af en dåse baked beans.

»Det er en af filmens stærkeste scener, men jeg vil ikke spolere oplevelsen for folk ved at afsløre for meget. Da jeg så den scene i biografen, blev jeg meget rørt og overrasket over effekten.«

Forud for biografpremieren i London i efteråret havde Johns, Loach og det øvrige team turneret rundt til alverdens filmfestivaler, hvilket kulminerede med en Guldpalme i Cannes for bedste film. Johns har selv netop høstet prisen for bedste hovedrolle ved British Independent Film Awards, og amerikanske Variety Magazine har ham på listen over mulige kandidater til en Oscar for bedste hovedrolle.

»Jeg er totalt i chok. Jeg har vundet en pris for næsen af folk som Michael Fassbender,« griner Johns over telefonen fra hjemmet i Witney Bay nær Newcastle: »Det glæder mig, at filmen får så god omtale og har rørt så mange. Overalt møder jeg folk, der er vrede over det, de ser i filmen. De genkender det fra deres egne lande – selv et rigt land som Schweiz. Det viser bare, at der overalt findes sårbare mennesker, som ikke bliver hjulpet.«

Rækkehusene i en forstad til Newcastle ligger i en sirlig kurve ned til floden Tyne, der engang var omdrejningspunktet for byens skibsværft. Her er pigtråd og glasskår på murene.

En ældre kvinde med rollator råber noget utydeligt, øjensynligt uden modtager. Hætte-trøjeklædte unge mænd ryger cigaretter og skutter sig foran en butik med varer til ét pund. Overfor er frivillige i gang med at fylde hylder i kirkens menighedssal med varer som æg, pasta og mælk.

»Alt det, filmen viser, er korrekt. Vi ser det hele tiden, ofte endda mere ekstremt med folk, der er kommet så langt ud, at de begår selvmord,« fortæller Michael Nixon.

Han bestyrer Newcastle West End Foodbank – »fødevarebanken«, som i »Jeg, Daniel Blake« indrammer scenen, som avisen London Evening Standard for nylig kårede som årets stærkeste på det store lærred.

I øjeblikket har fødevarebanken brug for fire tons mad om ugen, hvoraf en del hentes i andre dele af landet, der har oplevet færre samfundsmæssige forandringer, og hvor behovet er mindre.

»Systemet er egentlig okay, når først du er kommet ind i det, men staten har gjort det første skridt alt for vanskeligt, for eksempel hvis du er analfabet eller ikke kan finde ud af computere, sådan som Daniel Blake. Vi taler om gode mennesker, der er havnet i dårlige omstændigheder. De prøver ikke at udnytte systemet, de står udenfor det.«

På plakaterne for filmen ser vi Dave Johns som Daniel Blake. Blikket er stålsat, kæberne sammenbidt og venstre knytnæve i luften. Han ligner en revolutionær. I Newcastle går unge mennesker og vejrbidte tidligere minearbejdere med badges, der siger »I am Daniel Blake«, »Jeg er Daniel Blake«. Filmen er blevet samtaleemne overalt i Storbritannien – fra pubberne til parlamentet. Arbejderklassen, som mange mener blev ladt i stikken under den konservative premierminister Margaret Thatcher i 1970’erne og ikke set siden, har fundet en ny helt.

»En ældre fyr kom op til mig forleden og sagde: ’Du har givet arbejderklassen en stemme, som vi ikke har haft i 40 år’,« fortæller Dave Johns.

Han er benovet over at blive gjort til ikon, men fast besluttet på at udnytte tiden i rampelyset til at fremme Ken Loachs budskab med filmen.

»Jeg ved ikke, hvordan det er i Danmark. Men her i Storbritannien har jargonen længe været, at hvis du er fattig, så er det din egen skyld, og du skulle bare have arbejdet hårdere. Det er blevet mainstream at tænke, at alle skal stræbe, og hvis det ikke lykkes, så er der noget galt med dig. Katie og Daniel kunne være din søster, din datter, din far eller bedstefar. De er helt almindelige mennesker. Systemet burde være til for at hjælpe os, ikke modarbejde os. Men det er nemmere at skabe en diskurs om, at folk er dovne end at få rettet op på noget, der ikke fungerer.«

Som stand-up komiker har Dave Johns ifølge eget udsagn tjent til en »fornuftig« tilværelse og føler ikke, at han har været i lignende situationer som Daniel Blake. Rollen har dog givet ham en indsigt i livet på den anden side, som han mener, Ken Loach bør hyldes for.

»Han giver en stemme til dem, som ikke bliver hørt. En Ken Loach-film kan være ubehagelig at se, men de her ting skal ud i det åbne.«

»Jeg, Daniel Blake« får premiere i danske biografer 22. december. Læs også Berlingskes anmeldelse af filmen.