Arabere hjemsøger israelske pornosider

Indehavere af israelske porno-sites siger, at et stigende antal af deres brugere kommer fra fjendtlige stater som Iran, Irak, Saudi-Arabien, Kuwait og Egypten. Trafikken skyldes, at israelske kvindelige agenter og soldater åbenbart er særligt sexede men nok også, at porno er forbudt i hjemlandene.

Det israelske porno-website www.ratuv.co.il er populært - også blandt arabere. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Israel og den omgivende arabiske verden er ganske vist fjender og har været det i årtier, men det hindrer ikke, at arabere opsøger israelske pornosider. Og måske forstærker fjendskabet oven i købet deres lyst til at gøre det.

Indehavere og operatører af en lang række israelske websites siger, at mellem to og ti procent af deres brugere kommer fra muslimske lande som Saudi-Arabien, Egypten, Jordan, Tunesien og de palæstinensiske områder.

Især unge israelske kvindelige soldater, agenter eller politifolk i aktion er populære blandt de arabiske pornobrugere. Det mest populære pornoklip blandt arabere spiller på efterretningseffekter, såsom »Code name: Deep Investigation«. Ifølge beskrivelsen »en parodi på Vanunu Affæren, hvor agenter undersøger affæren med erotiske hjælpemidler«. Mordechai Vanunu er en israelsk atom-spion/tekniker, der hoppede af og afslørede Israels atom-hemmeligheder.

Det viser sig, at der er høj efterspørgsel på denne type film selv i lande, der defineres som »fjendtlige stater«.

»De sidste par måneder har vi set en stigning i trafik fra lande, der ikke har diplomatiske forbindelser med Israel, såsom Iran, Irak, Saudi-Arabien, Kuwait og Egypten,« siger Nir Shaher, der ejer websitet »Ratuv« (Våd) til den israelske avis Yedioth Ahronoth.

På grund af efterspørgslen og den arabiske trafik har Nir Shaher tilføjet en arabisk version af sit site.

»Jeg modtog mange takkemails fra arabiske surfere,« siger han. »Mange var interesserede i at vide, om de kvindelige soldater virkelig var soldater i IDF, (den israelske hær, The Israeli Defence Forces, red.).«

Pornoforbud
Nye data viser også, at ti procent af surferne på Israels mest populære pornosite »Domina« er arabere. Succesen skyldes blandt andet, at website tilbyder service på arabisk.

Men et andet hebraisk website, »SexV«, oplever også en stigning i arabiske besøgende, selv uden en arabisk version.

»Det skyldes, at brugerne logger på vores billeder og videoklip, som ikke kræver nogen forklaring,« fortæller Gil Naftali, indehaver og operatør af »SexV«. Ifølge hans statistik var der sidste måned over 2.000 hits fra Riyad, hovedstaden i Saudi-Arabien. Den gennemsnitlige saudi-arabiske surfer tilbringer 17 minutter og 23 sekunder på sitet.

Ud over de sexede israelske kvinder i magt- og sikkerhedspositioner, skyldes de israelske sites popularitet også, at porno er forbudt i mange af de arabiske lande. Det kan selvsagt gøre det teknisk vanskeligt at hjemsøge israelske pornosider, men selv det overkommer opfindsomme brugere. Mange steder er Israel blokeret, i nogle særligt restriktive lande endda alle websites med det israelske domænenavn ».co.il«. Mange brugere anvender derfor en proxy-server for at nå frem til de israelske forbudte sites.

Trafikken er en sjælden form for tilnærmelse mellem fjender, der trods talrige møder, forhandlinger og konferencer ikke er kommet nævneværdigt nærmere på en fred. Men Tzahi, operatør af »Domina«, nærer ingen illusioner om pornoens potentiale: »Det er ren forretning. Porno vil ikke skabe fred, men i det mindste får vi nogle penge ud af vores fjenders lommer.«