Apple præsenterer store TV-nyheder – følg med her

Har Apple knækket koden til fremtidens TV, eller bliver amerikanernes store streamingnyhed en flad fornemmelse? Berlingskes redaktør Thomas Conradsen sidder i Steve Jobs Theater i USA for at følge Apples store lancering af ny streaming-tjeneste.

Velkommen til Berlingskes liveblog - direkte fra Steve Jobs Theater i hjertet af Apple Park i San Jose, Californien. Her vil Berlingskes redaktør for kultur- og livsstilssektionen AOK rapportere og kommentere nyhederne fra Apples pressemøde. Hovedattraktionen er netop blevet præsenteret som en ny streamingtjeneste, der skal tage kampen op mod giganterne fra Netflix og Amazon Prime.

I sidste uge annoncerede Apple en række nyt udstyr og hardware. Det er ganske almindeligt for firmaet. Det pudsige var, at amerikanerne ikke gjorde et større nummer ud af lanceringerne.

Der var tale om blandt andet en ny iPad Mini – med samme styrke men mindre størrelse end den nuværende iPad Air – og en let opdateret version af deres trådløse in ear-hovedtelefoner.

To af årsagerne til, at Apple valgte at få hardwarenyhederne ud af verden på denne subtile måde, var formentlig først og fremmest, at de ønsker et »rent« pressemøde denne mandag aften dansk tid uden fokus på andet end hovednyhederne. Og så dernæst at hardware i form af gadgets og elektroniske dimser de seneste par år har taget en sekundær rolle i forhold til services og indhold og underholdningsudbud. Tænk lige over det: Hvornår har du sidst hørt om nogen, der lå i kø foran elektronikbutikken for at være de første til at få fingrene i den seneste iPhone? Dette kan med andre ord være et paradigmeskifte for Apple.

Masser af teorier

Der har været et væld af teorier om den type streamingservice, som Apple i dag vil annoncere. Nogle tror, at det »blot« er en Netflix-konkurrent, der samler indhold fra en række udbydere tilsat en række selvproducerede serier og film. Formentlig som en pakkeløsning med Apple Music, der i år har rundet 40 millioner betalende brugere på verdensplan.

Med hensyn til det egenproducerede, så ved vi på nuværende tidspunkt, at Apple har originalt indhold på vej med Hollywood-stjerner som Reese Witherspoon, Jennifer Garner og Jennifer Anniston, at de har underskrevet en flerårig aftale med talkshowvært Oprah Winfrey, og at stjerneinstruktører som Stephen Spielberg og J.J. Abrams arbejder på projekter. Med andre ord satser de på række sikre navne på denne front.

Nogle af de mere kreative rygter blandt tech-bloggerne i USA kører på, at der er et større samarbejde mellem Apple og Disney under opsejling, og aftenens annoncering bliver en forløber for og pendant til den længe ventede streaming-tjeneste, Disney+, som tegnefilmsgiganterne efter planen lancerer til efteråret i USA. Med indhold fra Disney, Pixar og Marvel under sine vinger ville en Apple-streamingtjeneste stå særdeles stærkt. På samme måde ville Disney stå stærkere med direkte adgang til Apples brugere, hardware og infrastruktur. Men husk, at dette er rygter.

Det er desuden forventet her i Silicon Valley, at Apple lancerer et nyt nyhedscenter, der kan samle og udvælge de relevante historier til Apples betalende kunder. Men det siges, at mastodonter som The New York Times og Washington Post allerede har takket nej til at deltage i en sådan paraplytjeneste.

Turen til Steve Jobs Theater var arrangeret af Apple