Antropolog er bekymret: »Det er netop i farefulde situationer, at demokratiet bliver testet«

Antropolog og liberal debattør Dennis Nørmark er bekymret. Ikke så meget over selve coronavirussen. Han er i stedet bekymret over befolkningens reaktion i krisetider, som den vi er i nu. Lyt til flere fagligheder og hold fast i retten til at kritisere magthaverne, lyder det fra ham. For hvad sker der egentlig, når folk bures inde for længe?

Antropolog Dennis Nørmark er bekymret for de demokratiske konsekvenser af coronakrisen: »Hvis du i lang nok tid burer folk inde, så knækker de.« Linda Kastrup

Du skriver i et Facebook-opslag, at du er bekymret over den vej, regeringen er gået. Hvad er det, du er bekymret for?

»Det, der bekymrer mig, er, at myndighederne måske har trådt for hurtigt på bremsen. Men nogle af de beregninger, Sundhedsstyrelsen kommer med, viser, at en anselig procentdel af befolkningen skal smittes, for at vi kommer over på den anden side af krisen. Man kan også flade kurven for meget ud. Det kan man ved at trække i langdrag i en helt utrolig grad, så vi er i den her situation i månedsvis – måske år. På nettet er der en meget hurtig automatreaktion om at støtte op om regeringen. Det sker uden en diskussion om, hvorvidt den egentlig har ret eller ej. For vi er mange bekymrede borgere, der kan se forretninger lukke, og folk der går konkurs. Samtidig ser vi ikke ligefrem, at det på vores hospitaler vælter ind med folk, der er dødsyge.«