Indtil videre er Østerbro Avis, Bornholms Tidende og andre lokale og regionale medier udkommet, som de plejer under coronakrisen. Det samme er Berlingske og Politiken samt andre landsdækkende medier. Borgerne har under hele coronakrisen kunnet få de nyeste opdateringer og seneste udvikling. Men det kan meget vel ændre sig, hvis ikke regeringen træder til og hjælper økonomisk, lyder det fra brancheorganisationen Danske Medier.
»Som det er nu, kan vi kun i meget ringe omfang bruge statens krisepakker. Men vi kan ikke sende vores journalister hjem. Der er brug for, at de fortsætter deres arbejde. Derfor er der brug for, at staten retter en særlig støtte til de publicistiske medier, hvis betydning er større end nogensinde,« skriver Jesper Rosener, der er formand for Danske Medier, i en kommentar.