Annette og skandalerne

Kun 19 år gammelhvirvles Annette Strøyberg ind i jetsettet i Paris, hun bliver gift med instruktøren Roger Vadim og afløser BrigitteBardot i både ægtesengen og på filmlærredet. Nu har den tidligere Guld Tuborg-pige udgivet sine erindringer - som også er historien om en kvindes jagt på den kærlighed, hun mistede, da hendes far begik selvmord.

Annette Strøyberg er i dag 68 år og bor i Paris sammen med forretningsmanden Christian Lillelund. I Paris bliver hun stadig genkendt som Annette<br> Vadim ¿ 60ernes sødmefulde blikfang. <br>Foto: Christian Als<br> Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det var Brigitte Bardot, som fik ideen. Selv havde jeg aldrig tænkt på, at min historie kunne interessere nogen. Jeg har altid godt kunnet lide Brigitte, så da vi mødtes til Roger Vadims begravelse, fik hun mig overtalt til at skrive bogen,« fortæller Annette Strøyberg, da vi mødes på Hotel Nyhavn 71.

Hun er i København i anledning af sin erindringsbog »Skandaløse forbindelser«, som netop er udkommet i dansk oversættelse. Bogen er oprindelig skrevet på fransk, for Annette Strøyberg er for mange år siden vendt tilbage til den by, som blev hendes skæbne.

Uden antydning af bitterhed fortæller hun om sin »skandaløse« fortid og omflakkende liv, der har ført hende vidt omkring og i armene på mangt en berømt filmstjerne. Om sine tre ægteskaber - fra Roger Vadim over en marokkansk sukkerfabrikant til en græsk skibsreder, som hun levede et »trygt og forgyldt« liv med i femten år i New York.

Tre børn har hun fået - ét med hver af sine ægtemænd, og selvom hun ser tilbage på sit liv med stor glæde, kan hun idag se, at hun også har været lidt rodløs.

»Mine forældre blev skilt, og min far tog livet af sig af sorg over at blive forladt af min mor, og over at hun og min søster og jeg forsvandt ud af hans liv. Jeg var ti år, da han døde.

Det er mit livs store tragedie, og ubevidst har jeg måske hele mit liv ledt efter en faderfigur, som kunne tage min smerte væk. Min mor var meget lost, da hun stod alene med min søster Merete og jeg, og siden kom Camilla, min lillesøster, til verden. Min mor var forelsket i en gift mand, og tror du, min søster og jeg blev forvirrede af at vokse op på den måde?«

Som helt ung drømte hun om at blive læge ligesom sin far.

»Men så fik jeg tilbudt job som model, og det betalte godt,« siger Annette Strøyberg, som i dag er 68 år. Men man kan snildt forestille sig den opsigt, hun vakte, da hun som 19-årig ankom til byernes by og dét, der blot skulle have været et kort ophold.

»Jeg var meget ung og meget naiv, og jeg har aldrig helt forstået, hvorfor de allesammen syntes, jeg var smuk. Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det ikke i dag. Jeg syntes jo, alle de andre var meget smukkere end mig,« siger hun.

Skæbnen vil, at Annette Strøyberg kort efter sin ankomst til Paris løber ind i Roger Vadim. Den ti år ældre filminstruktør er på det tidspunkt gift med Brigitte Bardot - som imidlertid er på vej ud af ægteskabet.

Vadim og Annette forelsker sig vildt, og snart afløser hun Bardot i både ægtesengen og på filmlærredet. Hun får sit gennembrud i filmen »Farlige forbindelser«, hvor hun lægger krop til en nøgenscene, der vækker stor forargelse.

Hun gifter sig med Vadim, og sammen får de datteren Nathalie, men allerede på sin bryllupsdag, aner hun uråd.

»Den dag, vi blev gift, var begyndelsen til enden på vores ægteskab. Tænk dig, på vores bryllupsdag greb jeg Vadim i at flirte vildt med en anden kvinde. Det rystede mig dybt.

Hvad jeg faldt for hos ham? Han var utroligt charmerende - vittig og sjov. Ikke fordi han var så køn, men han havde disse lidt skæve øjne. Alle pigerne rendte efter ham, og han var ikke mindre menneskelig end vi andre,« siger hun med den milde overbærenhed, som også præger hendes erindringsbog.

Med knust hjerte indleder Annette Strøyberg under filmoptagelserne til »Farlige forbindelser« et stormfyldt kærlighedsforhold til den unge og charmerende sanger Sascha Distel.

»Når man går rundt og har ondt i sjælen, og ens mand er utro, er det ikke svært at falde for en sød mand, som synes, man er det skønneste på jorden. Så jeg faldt pladask for Sascha og følte mig revet midt over, for jeg elskede stadig Vadim, og skulle det være den ene eller den anden?«

Pudsigt nok har der aldrig været ondt blod mellem Roger Vadims mange kvinder. I bogen beskriver Annette Strøyberg, hvordan de alle er samlet til hans begravelse i 2000 i en lille kirke i Saint Tropez: Brigitte Bardot, Annette Strøyberg, Catherine Deneuve, Jane Fonda, Catherine Schneider og Marie-Christine Barrault...

»Det foregik på følgende måde - bortset fra Catherine Deneuve var det os, der gik fra ham,« siger hun.

Bruddet mellem Vadim og Annette er dog ikke smertefrit. Han insisterer på at beholde deres lille datter Nathalie i Paris, da Annette Strøyberg bliver tilbudt en treårig filmkontrakt i Italien.

»Vadim truede med at tage livet af sig, hvis han ikke fik lov til at beholde Nathalie. Og det troede jeg på, for han havde prøvet det før. At forsvinde i sin Ferrari og køre hele natten med den besked, at »nu går jeg ud og slår mig ihjel«.

Og det var jeg forsigtig med ikke at tro på, også fordi jeg selv havde mistet min far på den måde. Og det tror jeg også, han manipulerede mig med. Så han fik sin vilje og fik lov til at beholde Nathalie, da jeg flyttede til Rom.«

Hvordan har I det med hinanden i dag, din datter og dig?

»Nathalie bor i USA, upstate Maine tæt på den canadiske grænse. Jeg ser hende ikke så meget. Jeg elsker hende højt, og jeg tror også, hun elsker mig, men fordi vi ikke var så meget sammen, da hun var lille, er vi aldrig kommet så tæt på hinanden, som jeg er på mine to sønner.

Det er den pris, jeg har måttet betale, og da jeg ventede mit barn nummer to, sagde til mig selv: »Den fejltagelse gør du ikke en gang til«, og derfor holdt jeg op med at lave film.

I Rom møder Annette Strøyberg en marokkansk sukkerfabrikant, som hun gifter sig med og flytter først til Marokko og siden til New York. De får sønnen Yan, men ægteskabet varer kun tre år.

Efter sit andet forliste ægteskab, overvejer Annette Strøyberg at genoptage sit gamle job som model, men i stedet møder hun i løbet af en sommerferie på Long Island »en frygtelig smuk, atletisk, mørk og smilende mand«.

Han viser sig at være storskibsreder af græsk oprindelse. Hun siger 'ja' til at træffe ham igen. De gifter sig, og parret flytter ind i en fjortenværelses lejlighed i New York på hjørnet af Park Avenue og 72nd Street. Hun får endnu en søn, Pericles, men falder aldrig rigtig til i New York. Hun finder amerikanernes moralopfattelse forældet og savner sin omgangskreds fra Paris.

Heller ikke ægteskabet med den græske skibsreder Gregory holder, og efter femten år skilles de »uden mindste vrede«. Hun overtager lejligheden på Manhattan, men i 1986 sætter hun den til salg og flytter tilbage til Paris.

»Jeg må nok erkende, at jeg har haft en tilbøjelighed til at falde for »machomænd«. Det er spændende i begyndelsen, men i længden kan man ikke holde dem ud. Jeg følte, jeg var ved at blive kvalt,« siger hun og tager sig til halsen.

Annette Strøyberg begræder ikke sin tabte ungdom, men så sjovt er det heller ikke at blive ældre.

»Men jeg lever sundt og har heldigvis aldrig røget og drukket ret meget, så det hjælper. Jeg er lykkelig over at bo i Paris, jeg har stadig mit lille sommerhus i Tisvilde, og der er også en mand i mit liv,« smiler hun uden at nævne Christian Lillelunds navn.

»Men vi er ikke gift. Det har jeg prøvet.«»Skandaløse forbindelser« af Annette Strøyberg er udkommet på forlaget Møntergården, Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, bogen er oversat fra fransk, illustreret og koster 199 kr.