Anne Sophia Hermansen om Henrik Nordbrandt: Det sure lys var mit første litterære crush

Hen over sommeren skriver Berlingskes litteraturanmeldere om nogle af deres nulevende yndlingsforfattere. I dag handler det om Henrik Nordbrandt.

For en ung, lidt nørdet litteraturhistoriestuderende var der meget at komme efter i »Ruzname« – Nordbrandt tog jo flere af dansk litteraturs darlings og gav dem et satirisk los i måsen. Men der var også noget paradoksalt livsbekræftende over den sure digter, der skældte ud på tilværelsen. Hvor privilegeret at have kræfterne til det, tænkte jeg og kiggede på min døende far. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da jeg var 16 år, forærede jeg min første rigtige kæreste en digtsamling, »Håndens skælven i november« af Henrik Nordbrandt. Især var jeg begejstret for digtet om året, der har 16 måneder, fordi november føles så utroligt meget længere end de andre.

Min kæreste så på mig med overbærenhed. Et år har 12 måneder, sagde han. Som til en enfoldig, der tror på nisser eller påstår, at jorden er flad. Han bladrede i den og konkluderede, at Nordbrandt bare var en selvmedlidende nar, der sad og besang sin egen ulykke i roser, krukker, hvide mure og blå bjerge, skumring, arabiske nætter og kvinder på vej væk.

Og så var dét forhold slut.

 

Men jeg havde fortsat et litterært crush på Nordbrandt, som ikke kun skrev kærlighedsdigte og om at have eksistentiel regn i sit hjerte, men også brokkede sig hæmningsløst i diverse aviser. Han brokkede sig over: Lugten af brun sovs. Kongehuset. Lugten i København. Lyse nætter. Vintersol. Danskheden generelt, herunder at vi er litterære analfabeter i forhold til andre nationaliteter.

 

Fodbold, faktisk al form for sport og konkurrence. Teater. Det litterære miljø i almindelighed og poesioplæsningsarrangementer i særdeleshed. Jazz. Telefoner. Religion som kulturelt fænomen. Religion som tankesæt. Amerikanere. Dansk Folkeparti. Lyden af fransk. Jul. At flyve. Rim. Svineproduktion. Endelig sagde han i et længere interview i 1996, at det ikke mindst er noget forbandet svineri, at vi skal dø.

På det tidspunkt havde han netop udgivet sine dagbogsoptegnelser, »Ruzname«, og jeg sad og læste hvert eneste ord ved en hospitalsseng på Skejby Sygehus. I sengen lå min far, han var terminal cancerpatient, og jeg var helt enig – det er noget forbandet svineri, at vi skal dø.

Der spares ikke på galden

Når man er så ulykkelig, kan der være noget forløsende over at læse om andres livslede, og »Ruzname« sparede ikke på galden. Alt var galt. Dansk hygge, grundtvigianisme, Karen Blixen – »det lede apparat« – måden, vi drikker vand på, med citronskiver, »så det smager af opvaskevand«.

Peer Hultbergs bog »Præludier« blev smidt i skraldespanden, og Søren Ulrik Thomsen, der venligt havde sendt et eksemplar af sin poetik »En dans på gloser«, blev latterliggjort for at tage sig selv alt, alt for alvorligt.

 

For en ung, lidt nørdet litteraturhistoriestuderende var der meget at komme efter i »Ruzname« – Nordbrandt tog jo flere af dansk litteraturs darlings og gav dem et satirisk los i måsen. Men der var også noget paradoksalt livsbekræftende over den sure digter, der skældte ud på tilværelsen. Hvor privilegeret at have kræfterne til det, tænkte jeg og kiggede på min døende far.

 

For ham havde jeg læst op fra »Støvets tyngde«, »Violinbyggernes bro« og selvfølgelig »Håndens skælven ...«, og nu var det også ved at være slut. Han svævede væk på en lille morfinsky og kom aldrig tilbage.

Det gjorde Henrik Nordbrandt til gengæld. I årene derefter fik jeg som regel én af hans digtsamlinger til jul (lidt komisk for en digter, der ikke kan fordrage julen, at være Årets Julegave, men det var han altså).

 

Og selv om mange måske oplever ham som en mørk og mavesur digter, har han for mig spredt lys og morskab. Også før han vendte tilbage til Danmark omkring 2007, blev forelsket og sensationelt glad og pludselig boede på Østerbro.

 

Her har jeg set ham gå rundt mange gange, men været for starstruck til at hilse. På det engang så sure lys, der var mit første litterære crush.