Anne Sophia Hermansen: »Lykke-Per« afdækker noget dybere end længslen efter kærlighed

Nicolas Sarkozy gik for nogle år siden til bekendelse og indrømmede, at han ikke kunne udstå Madame de La Fayettes »La Princesse de Cleves«. Det vakte stor forargelse. Tænk, at en fransk præsident kunne finde på at sige det, hvilken skændsel, hvilket barbari, hvilket mordforsøg på en elsket klassiker.

Der blev skrevet vrede debatindlæg, og franskmænd gik på gaden med badges, hvor der stod »Jeg læser Prinsessen af Cleves« i protest mod denne ignorante og pinlige præsident.

Kunne man forestille sig noget tilsvarende i Danmark? At Lars Løkke sagde, at Karen Blixen var kedelig, eller at Lykke-Per var et skvat? Næppe-Ebbe.

Det er svært at forestille sig, eftersom litteraturen ingen rolle spiller for de fleste danske politikere, i al fald inddrages den kun undtagelsesvis i de politiske debatter.

Men det er også svært at forestille sig, at danskerne ville protestere, hvis det skete.

For sagen er, at mange danskere slet ikke har et forhold til klassikerne. Man læser måske en krimi af Jussi Adler-Olsen og så ellers en rig mands selvbiografi – for tænk, hvis man også selv kunne blive lidt rig.

Det er de færreste, der er vokset op med en mor med modermælk i det ene bryst og H.C. Andersen i det andet. Og det er også de færreste, som har gået i en folkeskole, hvor der blev lagt vægt på klassikerne.

Jeg kan oprigtigt ikke huske, at min egen folkeskoletid bød på en eneste klassiker – i stedet læste vi socialrealistiske narkoberetninger a la »Christiane F.« og »Natten er min, Piet«. Vorherretilhest.

Dengang hed det sig, at vi var No Future-generationen, men vi var jo No Past. Klassikere blev betragtet som forældede bøger, der ikke kunne sige unge mennesker noget, og hvis man skulle læse »Greven af Monte Christo«, »Moby Dick«, »Frankenstein«, »Skatteøen« eller »Kongens fald«, foregik det i fritiden. Synd. Enhver klassiker rummer en resistent og eventyrlig kerne, der bliver ved med at sige mennesker noget – generation efter generation. Også børn, hvis de får muligheden for at fordybe sig.

Pontoppidans »Lykke-Per« er en af de klassikere, som oftest bliver nævnt, når folk skal pege på en bog, der har haft afgørende betydning for deres identitetsdannelse. Hvorfor vedbliver denne roman om en mand, der ikke evner at færdiggøre en eneste ting eller indgå i en dybere relation, at fascinere læseren? Fordi romanen afdækker en endnu dybere længsel i os end længslen efter kærlighed og succes – den afdækker vores længsel efter at kunne udholde og overkomme tilværelsens iboende meningsløshed.

Pontoppidan har med Lykke-Per skabt en lykkelig Sisyfos, og hans værk skal hverken tolkes religiøst eller forstås som tungt af eksistentiel patos eller pascalsk elendighed. For Lykke-Per er på ingen måde en mislykket skikkelse; tværtimod er han på en fascinerende måde vellykket og måske lykkeligere end de fleste af os nogensinde bliver.

Når det er sagt, kunne Pontoppidan sagtens have kortet den 200 sider ned og udeladt en lang række af bipersonerne. Men romaner skal, heldigvis, som Roland Barthes fremhæver i »Le Plaisir du Texte«, ikke læses som en artig skolepige læser en hesteroman, men med vellyst. Så spring endelig rundt i »Lykke-Per«, men læs. Om ikke for Guds skyld, så for din egen – hvis altså du vil tages alvorligt som menneske.