Anne Sophia Hermansen: Lad os få en kulturborgmester, der ikke gider gøgl, motionsløb og Distortion

Foto: Søren Bidstrup

Først var det forvaltningens skyld, at hans kontor var blevet indrettet for 130.000 kr. Så var det pressens skyld, at han havde rod i sit CV. Og nu forklarer Niko Grünfeld så sin afgang som kulturborgmester med hensyn til familien, selv om kilder internt i partiet siger, at han direkte er blevet bedt om at trække sig.

Lad det være sagt med det samme: Naturligvis er det uacceptabelt, hvis Niko Grünfelds kæreste har været udsat for trusler. Vores folkevalgte skal kunne tåle kritik, men ikke trusler og chikane, hverken rettet mod dem selv eller de mennesker, de elsker.

I denne sammenhæng er det imidlertid påfaldende, at Niko Grünfeld – igen-igen – er god for en forklaring, der peger væk fra ham selv.

Meget tyder på, at han trak sig som kulturborgmester, fordi der ikke længere var opbakning i partiet. Fordi tilliden var væk. Fordi flere sager med dårlig dømmekraft demonstrerede, at han ikke havde stået for en »ny, politisk kultur«, men for mere af den gamle, indspiste og magtfuldkomne kultur.

I enhver håndbog i krisehåndtering står der på side 7, at man skal lægge sig fladt ned og tage ansvaret, hvis man står med en dårlig sag. I forordet står der, at man skal stille sig til rådighed for pressen.

Niko Grünfeld har imidlertid været vanskelig at få i tale for journalister, der savnede svar på selv banale spørgsmål. Og når endelig der var hul igennem, så var det hele tiden nogle andres skyld. Hvis pressechefen har anbefalet ham den håbløse strategi, skal vedkommende nok søge andre græsgange.

Ingen tvivl om, at politik kan være hårdt og utaknemmeligt. Jeg har den dybeste respekt for alle, der alligevel stiller sig til rådighed, fordi de oplever, at de har et kald. Men hvad var det, Niko Grünfeld ville med magten? Hvad var hans visioner for embedet i Danmarks hovedstad? Vi husker, at det ikke var en kulturdagsorden, der blev slået på under valgkampen, men en dagsorden, der handlede om socialpolitik. Posten som beskæftigelsesborgmester blev dog fravalgt og gik i stedet til Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre.

Nu skal partiet stille med en ny kandidat til kulturborgmesterposten, og kan man ikke som københavner få lov at bede om en med en oprigtig kulturdagsorden? Om en, der ikke opfatter kultur som hverdagsgøgl eller vil prygle byen med flere åndsbollede motionsløb?

Lad os få en, der vil arbejde for, at flest mulige får adgang til den bedst mulige kunst på museerne. For at den kulturhistoriske bevidsthed højnes blandt skoleelever, at vores kulturkanon bliver formidlet på inspirerende og oplysende vis, og for at bibliotekerne ikke tilbyder tarmskylning og yoga, men forholder sig til kerneopgaven – folkeoplysning, dannelse og demokrati.

Lad os også få en, der tør stille sig i spidsen for en Pride gennem Mjølnerparken eller Nørrebrogade, for vi lever altså i en by, der hylder ligestilling og fri seksualitet. En, der vil insistere på arrangementer om ytringsfrihed, f.eks. på årsdagen for terrorangrebet.

Og en, der vil lukke og slukke for Distortion, tak.

Kulturborgmesterposten i København er kort sagt værdifuld, hvis den forvaltes med gravitas og af en værdikriger. For kultur ER værdikamp.