Anne Sophia Hermansen: Hvad er det egentlig, Sissel-Jo Gazan har på hjerte?

Medmindre man savner at tage en tur med tidsmaskinen tilbage til 1980erne, er der desværre ikke en god grund til at læse »Blækhat«.

»Man må da beundre forfatterens evne til at køre lige ind i de tungeste klicheer på motorvejen,« skriver Anne Sophia Hermansen i sin anmeldelse af Sissel-Jo Gazans nye roman. Foto: Ida Marie Odgaard og Scanpix. Fold sammen
Læs mere

1980erne var ikke bare popmusik og puddelhår. 1980erne var også værdipolitisk kampplads for KUere, punkere, pacifister, yuppier, BZere og flippere. I Sissel-Jo Gazans »Blækhat« udforskes de forskellige ideologiske positioner af den relativt apolitiske Rosa, som vokser op i 1980ernes Aarhus.

Her bor hun sammen med sin idealistiske svampeforsker-mor og kender ikke sin far, da hun er undfanget i et kollektiv, hvor man ikke har holdt regnskab med noget så borgerligt som dna og faste forhold. Sammen med den tyrkiske veninde Sevim fordriver hun tiden med at registrere – og selv lave – streetart; en slags politisk kommunikation, der senere udvikler sig til en regulær krig på kunst i det aarhusianske gadebillede.

Men indledningsvis mødes læseren af en gåde. En patient dukker uanmeldt op i sin læges praksis og kollapser. Hospitalsundersøgelser peger på, at hun er blevet forgiftet, formentlig af en svamp. Men hun har ikke spist svampe. Mordforsøg? Og i så fald, hvorfor?

De spørgsmål kommer læseren til at vente flere hundrede sider med at få besvaret, men anslaget fungerer som driver for fortællingen, der ellers er virkelig, virkelig lang i spyttet.

For »Blækhat« mangler en indignation eller et klart defineret projekt. Hvad er det egentlig, Sissel-Jo Gazan vil? Hvorfor skal vi over 540 sider beskæftige os med Rosa, som ganske vist færdes i farverige miljøer, men selv fremstår komplet farveløs?

Det bliver for uinteressant, medmindre man savner at tage en tur med tidsmaskinen tilbage til 80erne, til pasteller, atomsky, Strunges digte, den kolde krig, flagermusærmer og pop på walkman’en. For tidsbilledet fungerer – det er langt sværere for Sissel-Jo Gazan at få sine personer til at træde frem på scenen.

 

Flere af dem ender som de rene karikaturer, f.eks. svampeforsker-flippermoren Helle, der et sted svarer sin datter sådan her: »Jeg ønskede en anden verden for dig, Rosa. Jeg troede på, at det var muligt. At vi med lighed og demokrati kunne udligne skævheden og kvase uligheden. Nu ved jeg dårligt nok, hvad der foregår. Det er kun os gamle nisser, der tror på en demokratisk verden«.

Eller hvad med den her replik: »»Rosa!« sagde Helle og så endelig op fra sine petriskåle. Hendes øjne strålede. »Jeg har opfundet et svamperensningssystem, som jeg kalder mykofiltration.« Ikke ligefrem mundret. Men man må da beundre forfatterens evne til at køre lige ind i de tungeste klicheer på motorvejen.

Sissel-Jo Gazan vil gerne fortælle en historie om en mordgåde, en historie om at blive voksen, om at vokse op som en gåde for sig selv og om 1980erne som årti, men »Blækhat« besidder ikke den samme fascinationskraft som »Dinosaurens fjer«, nørdethed som »Svalens graf« eller inderlige oprigtighed som »Hvad præster ved om kærlighed«. Sidstnævnte er stadig en af de smukkeste danske bøger om kærlighed. Læs den i stedet.

Titel:Blækhat
Forfatter: Sissel-Jo Gazan.
Sider: 548.
Pris: 300 kr.
Forlag: Lindhardt og Ringhof.