Hvad ligger der bag drømmen om Det perfekte Liv – på Instagram? Det undersøger DR3 i en tankevækkende dokumentar om fem unge kvinder, der bruger oceaner af tid og kroner på at se godt ud på det sociale medie. »Luksus giver mig selvværd,« siger en af dem, mens en anden fortæller, at det er en stor del af hendes identitet at være på Instagram.
Hvad der umiddelbart ligner en forargelsesdokumentar, som vil få reaktionære typer som mig til at råbe »dannelsestab« og »læs en bog!«, udvikler sig hurtigt til at være et vigtigt vidnesbyrd om kvinder med perfekthedssyndrom. En lidelse, vi skal overveje at tilbyde behandling for i form af samtaleterapi, tvungen læsning af litterære klassikere og økonomisk rådgivning. Gerne tilsat helbredende blokering af sociale medier.
Jeg mener det alvorligt.
Det er rent ud sagt selvskadende adfærd at lege perfekt på Instagram og få mindreværdskomplekser over de andres billeder. Er man i tvivl, så se »De dyre piger«.
I de første af i alt otte afsnit følger vi Mina, Matilde, Amie, Amanda Sascha og Sofie Emilie og deres totalt uhæmmede overforbrug. »Mine bryn koster 400 kroner om måneden«, siger en af dem og remser så ellers op, hvad hun bruger på negle, vipper, extensions, restauranter, tøj, tasker, rejser og skønhedsoperationer, selv om hun stadig er helt våd bag ørerne.
En anden nedsmelter i Gucci-butikken, fordi hendes far ikke reagerer på en sms om at overføre 18.000 kroner til en pink plastiktaske, hvorefter hun og en ven tager hen for at se på en lejlighed til 17 millioner kroner. Senere besøger vi bemeldte far i hans beskedne hjem i Hvidovre. Han er i krøllet slåbrok og ligner ikke ligefrem en millionær.
»Mine følgeres mening betyder alt,« siger den ene efter den anden og hyrer derfor professionelle fotografer til at tage billeder til Instagram uden at overveje et sekund, hvem det egentlig er, de søger bekræftelse fra. De kender jo ikke deres følgere og ville aldrig i den fysiske verden gå hen til fremmede mennesker ved busstoppestedet og bede dem om at ratificere deres udseende, boligindretning eller livsdrømme.
Hvis man har set »Fars pige«, også på DR, vil man kunne genkende et par af tematikkerne.
Endnu et isbjerg venter
»De dyre piger« vil ikke bare fortælle en historie om fejlslagen opdragelse, snotforkælede teenagere og en forbrugskultur i uskønt parløb med sociale medier i et ræs mod bunden af livslykken.
Nej, for fokus ændres undervejs, og vi får nu historien om, hvordan kvinderne kæmper med angst og ensomhed eller har skullet håndtere overvægt, mobning og manglende opbakning fra deres familie.
Eller som en af dem – konsekvenserne af at blive islamisk gift som 15-årig og mor for første gang i 10. klasse. Ingen tvivl om, at det har kostet den fine, unge kvinde mange tårer og stort mod at bryde ud af sit ægteskab og komme på krisecenter, men forude venter endnu et isbjerg på Titanic, og det er hendes katastrofale kviklånsøkonomi.
»Jeg ved ikke, hvad et kviklån er, jeg har bare taget det, og jeg ved ikke engang, hvad jeg har brugt pengene på,« siger hun, og man tager sig til hovedet over, at det overhovedet er lovligt at udbyde de vanvittige lån.
»De dyre piger« er ikke dumme piger, men unge kvinder, der forsøger at gøre et uperfekt liv til et lidt mere helt liv. Desværre på en komplet idiotisk måde, der kun gør dem endnu mere ulykkelige.
Ulykkelig i et lykkeligt land
Dokumentaren rejser derfor indirekte en række spørgsmål, som vi bør give meget mere opmærksomhed. Som for eksempel: Hvorfor har så mange unge ondt i livet? Hvorfor lider stadig flere af ensomhed og lavt selvværd? Hvorfor har 15 procent af alle børn og unge i dag en psykiatrisk diagnose? Og hvorfor føler kun få unge »høj livstilfredshed«?
Vi lever i et af verdens bedste samfund. Endda på et højdepunkt i historien, hvor vores unge har muligheder, som deres forfædre kun kunne drømme om. Alligevel har mange af dem det dårligt, og næsten en fjerdedel har udført selvskadende adfærd. Hvad skyldes det?
Årsagerne er mange, men det er rent ud sagt selvskadende adfærd at lege perfekt på Instagram og få mindreværdskomplekser over de andres billeder. Er man i tvivl, så se »De dyre piger«.
Dokumentaren viser også, at prisen for en logotaske ganske vist er høj, men at den er endnu højere for de sølle likes, som kvinderne angler efter. De overlader anerkendelsen til andre i stedet for at søge den i sig selv, og det gør helt ondt at se, hvordan de rammes af kommentarer fra mennesker, de burde være lykkeligt ligeglade med.
Da jeg var færdig med de otte afsnit, tænkte jeg, at kvinderne skulle tage at skrotte mediet eller alternativt bruge det til at fortælle historien om at gøre sig fri af mobning, nedbringe overvægt, overvinde angst eller være et forbillede for dem, der føler sig ensomme i verden eller i et ulykkeligt ægteskab. Kort sagt til at være et positivt forbillede for andre.
Så ville der måske også være fem kvinder mere, som føler tilfredshed med livet og ikke bare med selfiekameraet.
»De dyre piger« kan streames på dr.dk
