Anna tilbragte 30 dage alene i en skov. Det var ikke kun kedeligt

Bliver det moderne menneske lykkeligere af at skrue tiden tilbage til før Facebook? Og hvad vil det egentlig sige at være eneboer – hvad sker der, når man ikke taler med et menneske i 30 dage?

Kunstneren Anna Bak er stadig ved at fordøje oplevelsen, selvom det er et halvt år siden, hun kyssede kæresten farvel og drog afsted til Sverige for at bo isoleret i en hytte i en skov i 30 dage. Uden kontakt til omverdenen.

Hun har hele sin karriere arbejdet med selvvalgt isolation og menneskets og kunstnerens forhold til naturen. Sideløbende har hun observeret, hvordan flere og flere mennesker begyndte at drømme om et mere enkelt liv, fjernt fra storby, stress og Facebook. »Bonderøven« blev kult. Back to basics. Slow living. Også i Anna Baks egen omgangskreds.

»Venner og kollegaer begyndte at drømme om en hytte i Sverige eller et hus på Møn, hvor de kunne være selvforsynende med grøntsager – og det var ikke nok bare at have lidt gulerødder i sin forhave, det skulle være helt selvforsynende. Det blev nærmest sådan helt manifest-agtigt.«

Hun forstod det bare ikke helt.

En komisk drøm

»Jeg har altid været fascineret af clashet mellem natur og kultur, hvor naturen bliver brugt i kunsten, som sådan et meget romantiseret billede. Henry David Thoreau tog to år ud i naturen for at skrive »Walden« – men sandheden er jo, at der kun var et par kilometer ind til nærmeste by, og han fik konstant besøg af alle mulige kollegaer fra New York, der skulle ud og se, hvordan han havde det ved denne her skovsø. Det er det kulturelle menneske, der prøver at af-kulturellisere sig selv. Med det ene formål, at kunne vende tilbage til det kulturelle samfund og fortælle om det. Jeg er selv en spejderpige fra landet, der elsker naturen og føler mig tryg og hjemme i den. Måske derfor kan jeg synes, at det bliver nærmest komisk, når folk romantiserer naturen på sådan en helt metaforisk, nærmest religiøs, måde.«

Som kunstner fik hun derfor lyst til at undersøge, om der måske alligevel var en form for erkendelse at hente i naturen. Derfor besluttede hun at tilbringe 30 dage i en hytte i en skov i Sverige. Uden nogen former for kontakt, bortset fra et dagligt livstegn via sms til kæresten, der havde forbud mod at svare.

»Det vigtigste var isolationen fra andre mennesker og den vante sociale hverdag. Og hvad der kreativt og produktivt kom ud af det.«

Det var fra starten planlagt, at eksperimentet skulle munde ud i en kunstudstilling, og hver dag fulgte hun en fast rutine, hun havde lagt for sig selv. Blandt andet skulle hun dagligt tegne et selvportræt og et billede af det samme træ. Hun skulle også lave hverdagsting som at gå i bad og vaske op.  For at opretholde en form for normalitet.

»En af de største overvejelser jeg havde, inden jeg tog af sted var, om jeg ville gå hen og blive småskør, for jeg havde læst meget om, at man mister grebet, når der ikke er nogen til at be- eller afkræfte ens opfattelse af virkeligheden. Det bliver flydende, og man opdager ikke selv, hvornår det begynder at blive mærkeligt. Så jeg tænkte, at det skulle jeg være meget opmærksom på.«

Højlydte diskussioner

Det viste sig dog at være sværere end som så. De første 14 dage i hytten gik ellers smertefrit. Anna Bak nød naturen. Og kedede sig lidt. Men så begyndte hun at blive stresset. Hvad med kunsten? Hvor blev indsigten af?

Tankerne kørte i ring.

»Kan jeg nå det? Om et halvt år har du en soloudstilling, og hvorfor er det, at du ikke får den der selvindsigt? Har du ikke åbnet kanalerne nok? Er du for opmærksom på, at der skal ske noget? Kan man godt lave en udstilling om, at der bare ikke skete noget?«

Først kørte tankesporet kun inde i hovedet, men snart begyndte hun at have højlydte diskussioner med sig selv.

»Jeg begyndte at lave aftryk af mit eget ansigt, der udviklede sig til karakterer, som jeg begyndte at lave fortællinger om og pålægge følelser og personligheder. Og det var så der, det begyndte at blive flydende, selvom jeg ikke kunne se det på det tidspunkt. Jeg begyndte at skælde mig selv ud og være hård ved mig selv. Og gik rundt og snakkede højlydt.« Hun tog også sig selv i at falde i staver. Pludselig var der gået to timer, uden at hun havde lavet andet end at kigge ud i luften.

»De sidste ti dage blev det helt mærkeligt. Jeg kan slet ikke huske hvad jeg lavede, jeg kan bare huske denne her tomhed. At jeg mistede fornemmelsen af tid omkring mig og blev irriteret, fordi jeg jo havde travlt og ikke bare kunne sidde der.«

Hvem er den person?

Et par episoder fik dog alarmklokkerne til at ringe.

»Der var et par gange, hvor jeg så og hørte ting, som jeg ikke var sikker på, var virkelige. For eksempel sad jeg og så på en fugl, der pludselig råbte 'Anna!' Jeg gik ind og hentede mit kamera for at prøve at optage lyden, for hvis jeg kunne det, så eksisterede den jo.«

Ved en anden lejlighed blev hun overfaldet af små kriblende edderkopper, der sad i tøjet og håret. Overalt.

»Jeg prøvede at få fat i dem og tage et billede, men det blev bare uskarpt og mærkeligt. Den dag i dag er jeg usikker på, om de virkelig var der?«

Anna Bak skrev dagbog hver aften, men da hun læste den efter hun kom hjem, kunne hun slet ikke kende sig selv.

»Det var som en fortælling, jeg havde hørt en anden fortælle. Det var lidt uhyggeligt ikke at kunne genkende sig selv. Og det kommer også til udtryk i udstillingen – at jeg føler mig lidt amputeret, tom og hul. At der var sider af mig selv og min underbevidsthed, der blev udforsket, men som jeg nu ikke kan genkende.«

Thoreaus dilemma

Anna Bak kunne konstatere, at hun i virkeligheden var blevet enormt stresset. Både af ensomheden og af presset fra den forestående udstilling.

»Gad vide om Thoreau også havde det sådan? Han skulle jo også skrive denne her bog og komme tilbage til samfundet med et eller andet meningsfuldt produkt,« funderer hun. »Hvis hele denne her naturromantik handler om, at man skal have en eller anden stor åndelig indsigt, og man bare ikke kan mærke, at der sker noget, så er det ekstremt skuffende. Og da jeg ikke følte, at der skete noget for mig, blev hele projektet ret meningsløst og trivielt. Så var det bare en stressende arbejdsmåned uden noget socialt liv.«

Anna Bak er stadig ikke sikker på, hvad konklusionen på hendes »skovtur« egentlig er.

»Måske bare, at vi skal prøve at reflektere lidt over, hvorfor vi sætter naturen i det her romantiske og nostalgiske lys. Hvad handler denne her underlige melankoli og følelse af tab af noget autentisk om? Og er det nu også nødvendigt at hige efter den på denne her meget demonstrative måde, hvor vi sletter alt og tager ud i skoven eller bliver selvforsynende? Skal vi helt tilbage til start og starte forfra, hvis vi synes, at tingene er kørt af sporet? Jeg er ikke sikker på, at det er løsningen.«

»Hermit«

Nu – 17.3.19

Overgaden - Institut for Samtidskunst

Overgaden Neden Vandet 17, Kbh K.