Anmelderne: »Arvingerne« er over middel

Anden sæson af DR-dramaserien »Arvingerne« får en overvejende positiv modtagelse af avisernes anmeldere.

Foto: Per Arnesen. Gro Grønnegaard (Trine Dyrholm) og Signe Larsen (Marie Bach Hansen).
Læs mere
Fold sammen

DR åbnede nytårsdag op for anden sæson i den populære dramaserie »Arvingerne«, og anmelderne godkender gensynet med familien Grønnegaard.

Både Jyllands-Posten, Berlingske og Ekstra Bladet giver årets første afsnit fire ud af seks stjerner, mens BTs kvitterer med hele fem ud af seks stjerner.

I Jyllands-Posten hæfter anmelderen sig ved, at den nye sæson fortsætter med at dynge problemer op i den dysfunktionelle familie, som i første sæson kæmpede sig gennem en grum arvestrid om den afdøde Veronikas herregård. Derudover får det en bemærkning med på vejen, at sæsonen begynder et år efter slutningen på første sæson. Det er dog ikke nok til ødelægge underholdningen.

»Vores let forsinkede nytårsforsæt bør derfor være troen på, at »Arvingerne« alle sine skrivebordskonstruktioner til trods vil udløse middelhøj underholdningsværdi hjemme på sofaen de kommende søndage,« skriver Jyllands-Posten.

Også Berlingskes anmelder er forhåbningsfuld og begejstret. Han beskriver skuespillerne som stjerneholdet, der nu er helt inde i deres roller, og første afsnit i den nye sæson som »et kompetent orgie i undertekster, sigende blikke og uudtalte følelser i de evige mundhuggerier«.

I Ekstra Bladet får serien ros for at være et skoleeksempel på, hvordan man skaber karakterer og dialoger, der minder om noget fra den virkelige verden.

»Nej, »Arvingerne« vinder ingen bonuspoint på filmisk originalitet, men som studie i menneskelige relationer i det herrens år 2015 emmer den af solidt håndværk, psykologisk indsigt og relevante relationer,« lyder der i anmeldelsen.

Også BT roser i stor stil, at »Arvingerne« er drevet af seriens levende, sammensatte og troværdige personer, og slutter anmeldelsen sådan:

»Det skal blive en fornøjelse at se. Det kan godt være, det er en fucked-up, selvoptaget og skingrende skør familie, vi er havnet i, men for pokker, hvor føler man sig i godt selskab med den.«