Anmelderkorps hylder "The Wall"

Anmelderne kaster gavmildt stjerner efter Pink Floyd-legenden Roger Waters opførelse af "The Wall" i Parken foran 47.000 publikummer.

Roger Waters spiller det episke Pink Floyd-værk, The Wall, for 47.000 tilskuere i Parken . Fold sammen
Læs mere
Foto: Jonas Vandall Ørtvig
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sansebombardement. Fantastisk. Perfektionistisk.

Roser er der nok af, efter The Wall med Pink Floyd-legenden Roger Waters blev opført i Parken foran 47.000 publikummer.

Billetterne var væk på få timer, da de sidste år blev sat til salg, og skal man tro det danske anmelderkorps, skuffede The Wall og Roger Waters ikke.

Anmeldere fra de danske aviser er alle enige om, at oplevelsen i Parken var fantastisk – både når det gælder opsætningen og lyd. Og de fleste anmeldere kaster så mange stjerner, som de overhovedet har til rådighed, efter koncerten.

Topkarakterer for lyden

Berlingskes musikredaktør Thomas Søie giver The Wall fem ud af seks stjerner. Han er især imponeret af den voldsomme og levende lyd i Parken, og skriver:

”For første gang er der en reel koncertstemning og ikke blot den velfortjente, respektfulde måben i Parken denne aften. Vi er forført. Vi hylder ham. Han elsker det.”

Jyllands-Postens anmelder Anders Houmøller Thomsen er også begejstret over opsætningen af The Wall, og giver ikke mindre end seks ud af seks stjerner. Ligesom Berlingskes anmelder, er Anders Houmøller Thomsen også imponeret af lyden, som var fantastisk.

”Roger Waters gav et totalshow af uforlignelig klasse, og vi nåede så højt op i de emotionelle højder, at man måtte snappe efter vejret i knugende og topmelodiske klassikere som Goodbye Blue Sky, Hey You, Nobody Home, Comfortably Numb og Outside the Wall,” skriver Jyllands-Posten.

BT og EB også begejstrede

Der er også seks ud af seks stjerner til The Wall-koncerten fra både BT og Ekstra Bladets anmeldere.

BT’s Jan Have Eriksen skriver i sin anmeldelse, at lørdag aften i Parken var en næsten ufattelig stor oplevelse, fordi alt gik op i en højere enhed, og kalder stykket for et ”frontalangreb på alle sanser”.

Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet skriver i sin anmeldelse, at lørdagens opsætning af The Wall, fik alt, hvad anmelderen tidligere har set af den slags, til at ligne forkølede skolekomedier.

”Men skal man voldtages mentalt og alle ens sanser sendes på overarbejde til noget nær bristepunktet, så har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at det kan gøres bedre. Selv sammenstyrtningen var overlegent udført. Det udløser naturligvis seks funklende stjerner herfra, mens vi rejser os fra ruinernes støv," skriver Ekstra Bladets Henrik Queitsch.

13. juni er det Hernings tur til at få besøg af The Wall og Roger Waters. Billetterne er for længst udsolgt, og skal man tro de danske anmeldere, kan de heldige med billet godt skrue forventningerne i vejret og begynde at glæde sig.