Anmeldere er fortryllede af ny Rushdie-bog: Et overdådigt eventyr

Tirsdag udkommer den indisk-britiske forfatter Salman Rushdies nye bog »Victory City« i USA.

Forfatteren Salman Rushdie udkommer tirsdag med sin 15. roman i USA. Det er muligt at forudbestille bogen i Danmark lige nu. (Arkivfoto). Joel Saget/Ritzau Scanpix

En fortælling om et indisk imperium fra det 15. århundrede, hvor den niårige pige Pampa Kampana har et guddommeligt møde, der ændrer historien.

Det er rammen om en ny bog af den indisk-britiske forfatter Salman Rushdie, som udkommer i USA tirsdag. Rushdie bor i USA.

»Victory City« er titlen, og flere anmeldere er imponerede over Rushdies fortælleevner.

»Ingen, og jeg mener ingen, kan bringe en hel verden til live med Salman Rushdies autoritet, visdom, humor og panache,« skriver forfatter Gary Shteyngart.

Også The Guardians anmelder Xan Brooks er draget af fortællingen, som er et resume af et gammelt, indisk epos på tusindvis af vers.

Brooks kalder bogen for »et overdådigt eventyr«.

»Ydmyg eller ej. Rushdies legende og overdådige 15. roman planter ham solidt på indisk jord igen. Han skriver om et alternativt Mahabharata (et indisk epos, red.) og spinder en udførlig, grundlæggende myte fra historiens nøgne knogler.«

»Han har masser af gåpåmod, og hans sans for sjov er smittende,« skriver han.

Flere af anmelderne påpeger, at Rushdie er tro mod fortællingerne i det gamle epos, men at han formår at nytænke sproget og indfange læserne.

»'Victory City' er et muntert lille fartøj på trods af dets ultimative destination. Dens oprindelsesmyter berettes med glæde.«

»Hans fortryllende roman er en triumf,« lyder det fra The Atlantics anmelder Judith Shulevitz.

Den 76-årige Salman Rushdie har tidligere udgivet 14 bøger. Heriblandt bogen »De Sataniske Vers«, som har betydet, at Rushdie har måttet leve i skjul.

I årevis har Rushdie haft en fatwa hængende over hovedet efter udgivelsen af bogen, som mange muslimer fandt stødende og blasfemisk.

En fatwa er en islamistisk dødsdom.

Den 9. august 2022 blev Rushdie hårdt såret af flere alvorlige knivstik, da en mand overfaldt ham i forbindelse med en forelæsning i den amerikanske delstat New York. Forfatteren blev efter angrebet fløjet til hospitalet, hvor han blev lagt i respirator.

Rushdie mistede synet på det ene øje. Samtidig blev hans ene hånd såret. Han kan i dag ikke bruge hånden.

Ifølge The Guardian havde Salman Rushdie færdiggjort bogen »Victory City« før angrebet.

/ritzau/