Anmelder kneb en tåre under læsning af Hanne-Vibeke Holst

Hanne-Vibeke Holsts nye slægtsroman "Undskyldningen" bliver kaldt alt fra medrivende til ren trivi-litteratur i dagens aviser.

Hanne-Vibeke Holsts nye roman "Undskyldningen" har TV-serie-potentiale, mener flere anmeldere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dennis Lehmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hanne-Vibeke Holst har selv kaldt sin nye slægtsroman og Danmarkskrønike "Undskyldningen" for "et nybrud". I dagens aviser får hun dog en blandet modtagelse af anmelderne - én kneb en tåre under læsningen, andre synes, romanen er mekanisk og mangler nerve.

Efter at behandlet politiske og kønspolitiske magtspil i tidligere romansucceser, går Hanne-Vibeke Holst i krig med mere eksistentielle tematikker i "Undskyldningen".

Romanen begynder i 1940 med den idealistiske præst Thorvald fra Vendyssel, som boller udenom. Romanen krydsklipper mellem tider og livsfaser, så snart følger vi Thorvalds barnebarn, den danske operachef Helena Tholstrup, som netop har vundet en demokratipris for at kappe hovedet af profeten Muhammed i en forestilling på Berlins opera. Men så dukker hendes datter op med en palæstinensisk kæreste. Helena får kniven for struben, og en skandale om uægte børn og løgne ruller.

Ekstra-Bladets anmelder Frank Sebastian Hansen kalder romanen "kulørt og medrivende" og giver den fire stjerner.

- Hanne-Vibeke Holst skriver morsomt og medrivende, når hun holder igen med den romantiske pudderkvast. Kun slutningen føles som en fæl, sentimental maveplasker: Den er simpelthen for langt ude. Eller nærmere for langt oppe i moderskabet.

Politikens anmelder Bjørn Bredal mener, at Hanne-Vibeke Holst har en del på hjerte i sin nye roman og giver den fire stjerner:

- Romanen er ubegribeligt flittigt researchet, og det er som litterært ingeniørarbejde, vildt imponerende.

Anmelderen skriver, at han nyder "Undskyldningen" med akkurat samme entusiasme som tidens TV-serier og endda kneb en tåre under læsningen, så opslugt var han:

- Jeg har fået virkeligt stof til eftertanke i nogle af de spørgsmål, Hanne-Vibeke Holst stiller. Især i spørgsmålet om, hvor store løgne vi kan leve med.

Ren trivi-litteratur

Jyllands-Postens anmelder Henriette Bacher Lind er knapt så begejstret og giver romanen tre stjerner:

- Der er gjort god research, der er et væld af oplysninger - men nerven mangler.Trods svigt og skyld, fortvivlelse, had og heftige lidenskaber er personerne underligt flade.

Anmelderen giver ikke meget for Hanne-Vibeke Holsts forsøg på at skrive en storladen slægtsroman:

- Kom tilbage til det 21. århundrede, Hanne-Vibeke!

Berlingskes anmelder Jeppe Krogsgaard Christensen kalder romanen "ren trivi-litteratur". Selvom han ikke mener, at Hanne-Vibeke Holst sparer ikke på noget i jagten på det eksistentielle drama, kommer den ikke i nærheden af "en slægtsroman a la Thomas Manns "Buddenbrooks":

- Undskyldningen ligner stor litteratur, men er det bare ikke. Hverken på det sproglige eller fortællemæssige plan. Sætningerne er uden farve og dybde ... blottet for sensibilitet og schwung.

Anmelderen mener, at romanen kan blive en fin TV-serie, men den dur ikke som roman:

- Historien fremstår som en mekanisk sammenstilling af hændelser som bygger op til en dramatisk finale, der slet ikke er stærk nok til at forsvare de mange sider, som går forud.

Et nybrud mener, han langt fra det er:

- Et nybrud? Ja, for Hanne-Vibeke Holst. Men sandelig ikke for skønlitteraturen.