Anmeldelse: »Valhalla – Balladen om Balder«

Sceneversionen af tegneserierne om »Valhalla« er en god idé, halvt udført.

Bag skæg og paryk finder man Lars Bom i rollen som Odin. Foto: Gudmund Thai Fold sammen
Læs mere

Hvorfor er Peter Madsens og Henning Kures tegneserier om de nordiske guder i »Valhalla« blevet en verdensomspændende succes, hvis vi altså lige ser bort fra, at de er godt tegnet?

Først og fremmest fordi de er spækket med gode historier fra vores fjerne fortid, dynamisk fortalt med masser af humor. Faktisk fortjener ophavsmændene at få rejst deres egen runesten: Kulturarven fornemt bevaret og videregivet til kommende generationer.

Læs også: Guderne synger

Oplagt er det naturligvis også at skabe en sceneversion for den teaterchef, der hele tiden er på udkig efter noget med appel til familiepublikummet, og som kan ride videre på Harry Potter-generationernes fascination af magi, mytologi og eventyr.

Ikke desto mindre er det lidt svært at genkende tegneseriens saft og kraft i den musical, der går noget tungt hen over Folketeatrets scene – nu hjemvendt til Nørregade efter turné rundt i landet i sidste sæson. Det skulle da lige være scenograf Søren Glads loyale omsætning af Madsens tegninger til teaterbrug.

Man har valgt et lille hjørne: Historien om den usårlige Balder, der alligevel havner i dødsriget, da hans misundelige, blinde tvillingebror Høder skyder ham en mistelten lige i hjertet, ansporet af den træske Loke. Men hvordan er det lige, forestillingen får fortalt historien om store og basale følelser som jalousi, kærlighed, moderfølelse, tilgivelse og sorg?

Vikingespil parret med børneteatersniksnak

På én og samme tid simpelt og kluntet omstændeligt – i hvert fald hvis det er meningen, at »Valhalla – Balladen om Balder« også skal have appel til andet end familiens yngste. Det sjove kunne have været sjovere, det farlige farligere. I Kasper Wiltons pæne, men ikke synderligt prangende iscenesættelse, ikke ligefrem et valkyrieridt, minder det hele mest af alt om et alvorstungt vikingespil med indlagte sange og våbengny, parret med børneteatersniksnak på tværs af rampen.

Sigurd Barretts melodier lægger sig lidt forvirret mellem den simple børnesang, rockdrønet og den sødladne popballade. Værre står det til med det, der lægges guderne og jætter i munden. Sangteksterne, der trækker på sprogets kedeligste klicheer, har hele fire fædre: »Guderne i Valhal er linet op til fest / guderne i Valhal har plads til hver en gæst«. Go’dav i jættestuen, her må både Thors og fars hammer altså falde. De medvirkende gør, hvad de kan bag skæg, pagehår, dåselyd og jættemasker:

Pelle Emil Hebsgaard og Johannes Nymark som en følsom Høder og en selvhævdende Balder, Lars Bom som alvorstung, formummet Odin med Nastja Arcel som bekymret, statuarisk Frigg, Lise Koefoed som temperamentsfuld skjoldmø, Søren Hauch-Fausbøll og Nis Pedersen som lavkomisk mellemlæg. Kim Himmelsvang Henriksen er lige ved at få en rigtig god figur ud af den slebent-diabolske, forræderiske Loke, og velsyngende Charlotte Guldbergs furiøse anslag som dødsgudinden Hel er næsten en bedre sag værdig. Det ændrer ikke ved, at musicalen »Valhalla« er en god idé, halvt udført.

Hvad: »Valhalla – Balladen om Balder«, musical efter Peter Madsen og Henning Kures tegneserie.
Hvem: Manuskript: Bent Nørgaard. Musik: Sigurd Barrett. Sangtekster: Mogens Kjær, Sigurd Barrett, Bent Nørgaard, Jens Krøyer. Iscenesættelse: Kasper Wilton. Scenografi: Peter Madsen v. Søren Glad. Koreograf: Birgitte Næss-Schmidt.
Hvor: Folketeatret. Til 19. oktober.