Anmeldelse: Taylor Swift brillerer med smukke ballader og selvhads-pop

På sit hidtil mest personlige album har Swift droppet at halse efter hårdtpumpede dance-produktioner eller tunge hiphop-beats. »Lover« er lyden af en sangerinde, der kender sine begrænsninger og store evne til at omdanne forliste forhold og nedture til fængende pophits.

AWARDS-VMA/NOMINATIONS
Det klæder Swift at droppe de vilde genreeksperimenter og i stedet stå fast på det, som hun er bedst til: Følelsesladedepopballader, der sætter sig fast i hjernebarken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mario Anzuoni

Det er ikke nemt at være Taylor Swift. Sidste år meldte hun ud, at hun støttede to demokratiske kandidater under midtvejsvalget og fik hele det amerikanske bibelbælte og republikanerne på nakken. Præsident Trump udtalte, at han nu kunne lide hendes musik 25 procent mindre.

I juni i år udsendte hun musikvideoen til »You Need To Calm Down«, der med gæsteoptræden fra en række amerikanske LGBT-stjerner kritiserer homofober, men blev anklaget for pinkwashing af det amerikanske queer-segment – pinkwashing er at bruge LGBT-sagen til egen fordel uden aktivt at gøre noget for at skabe bedre vilkår.

Gang på gang fremstår hun som en velmenende popstjerne, der trods alle de rigtige holdninger bliver hængt ud som quirky popprinsesse, der prøver lidt for hårdt. Som man siger i USA: Damned if you do and damned if you don’t.

Men Taylor Swifts styrke er hendes evne til at transformere forliste forhold og nedture til fængende pophits. Første nummer på hendes syvende album handler netop om hendes medieeksponerede skænderi med Kanye West og Kim Kardashian, hvor sidstnævnte anklagede hende for at lyve.

På »I Forgot That You Existed« beskriver hun, hvordan det føles at blive hængt ud på sociale medier af millioner af mennesker på Kardashians opfordring: Got out some popcorn/ As soon as my rep started going down, down, down/ Laughed on the school yard/ As soon as I tripped up and hit the ground, ground, ground

I selvransagelsens tegn

»Lover« er et album i selvransagelsens tegn, og det klæder den 29-årige sangerinde at skrue ned for den quirky attitude og pigefnisene og tage sig selv alvorligt. For hun har masser på hjerte.

»»Lover« er et album i selvransagelsens tegn, og det klæder den 29-årige sangerinde at skrue ned for den quirky attitude og pigefnisene og tage sig selv alvorligt. «


Hør bare den grundsmukke »The Archer«, hvor hun vrider vrangen ud på sit følelsesliv: I’ve been the archer/ I’ve been the prey/ Who could ever leave me, darling? But who could stay.

Det er smuk selvhadspop i stil med Lordes »Liability«, og nummeret er da også produceret af Jack Antonoff, der har arbejdet sammen med Lorde.

I det hele taget viser albummet en mere moden og melankolsk version af Swift. »Miss Americana & The Heartbreak Prince« lyder nærmest lana-del-raysk med sine søgende synthfigurer og hviskende englekor.

Tilbage til rødderne

I modsætning til det forrige stilforvirrede album »Reputation« lyder det som om, at Taylor Swift på »Lover« har fundet den rigtige pophylde med en blanding af melodramatiske ballader, sassy pop-anthems og feministiske popfantasier som »The Man«, hvor hun reflekterer over, hvordan hendes karriere ville have set ud, hvis hun havde været en mand.

Det klæder Swift at droppe de vilde genreeksperimenter og i stedet stå fast på det, som hun er bedst til: Følelsesladede popballader, der sætter sig fast i hjernebarken.

På sit hidtil mest personlige album har Swift droppet at halse efter tidens dance-produktioner eller at flirte med tunge hiphop-beats. Denne gang lyder Taylor Swift mest af alt som sig selv – og man kan høre ekkoer af hendes univers hos både Ariana Grande, Halsey, Lorde og Miley Cyrus. På »Soon You’ll Get Better« vender hun endda tilbage til sine country-rødder med besøg fra Dixie Chicks. Så er ringen næsten sluttet.

Taylor Swift
Lover
Universal Music