Anmeldelse: Stille hjerte

Kølig ro hos Bille August og et fremragende skuespillerensemble gør »Stille hjerte« til efterårets varmeste danske filmbillet,

Vigga Bro,Pilou Asbæk, Danica Curcic, Ghita Nørby, Paprika Steen,Oscar Sælan Halskov Jens Albinus og Morten Grunwald (med ryggen til) udgør det fantastiske ensemble i "Stille hjerte". Foto: Rolf Konow Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Spørgsmålet er, om nogen overhovedet kan huske, hvad det var for en sygdom, man forsøgte at sætte fokus på med den stribe af udfordringer, hvor både kendte og almindelige mennesker kastede en spand isvand i hovedet på sig selv? Nå ikke, men det var altså ALS – amyotrofisk lateral sclerose. Den sygdom er Esther (Ghita Nørby) ramt af, og sammen med hendes mand Poul (Morten Grunwald) har de lagt en ulovlig plan.

Se billederne: De kendte til galla-premiere på »Stille hjerte«

Planen er udgangspunktet i Bille Augusts nye film, »Stille hjerte«. For mens Esther stadig er så rask og rørig, at hun realistisk set kan begå selvmord, vil Poul, der er læge, hjælpe hende med at sige farvel til verden. Hun er stadig ikke hårdt ramt af sygdommen, men udsigten til, at musklerne sygner helt hen i løbet af et år eller to og en sidste tid i respirator, huer hende ikke. Esther og Poul har taget familien i ed, og alle er enige om, at det er helt i orden. Filmen begynder, da de alle skal tilbringe Esthers sidste weekend på gården, hvor det ældre ægtepar stadig bor.

»Er alt okay«, spørger Esther flere gange, og det ser sådan ud, men under overfladen lurer konflikterne og usikkerheden. Under pres har sår det med at springe op og bekymringer med at bryde ud i lys lue. Det gør de naturligvis også her.

Bille August er tilbage i dansk film med en nutidshistorie, hvor hans gehør for det realistiske svinger meget bedre, end når det hele foregår på engelsk et andet sted i verden. Vi befinder os i den ende af hans kvalitetsskala, hvor også den fremragende svenske »En sang for Martin« ligger.

August instruerer på en enkel, nænsom og let kølig facon, så der er plads til at tænke selv. Det er immervæk vores alle sammens livsvilkår, det handler om. Nu har hovedpersonen fået konstatere ALS hér, men det kunne i princippet være så meget andet definitivt og ondt.

Fremragende skuespillere

Skuespillerensemblet ligefrem vrimler med fine valg. Paprika Steen som den ældste datter med et kontrollerende temperament og giftigheder på læben er en master class i, hvad den uundværlige skuespiller kan. Ghita Nørby formår at viske sin aura af diva helt og aldeles ud bag en grå bibliotekarpage, og den mindre ekspressive præstation er derfor ligeså stor. Birollerne er også fine, og alle skuespillerne får deres overtal af ærlige og alvorlige øjeblikke, men »Stille hjerte« er bestemt ikke en film uden humor. Slet, slet ikke.

En scene der vil blive husket længe, er den hvor den yngste datters kæreste (Pilou Asbæk) ruller sig ud som »doobie bror«, der får alle til at slappe af med en kæmpestor joint. Asbæk rammer den ubekymrede slacker-boheme ufatteligt godt. Er han mon sådan en selv, tænker man uvilkårligt?

Danica Curcic spiller som yngste datter forvildelsen i et pillehelvede med overbevisning, mens Morten Grunwald har både roen i diktionen og de sørgmodige øjne, der gør, at casterne skal have fantastisk stor ros for alle valgte skuespillere. Også Vigga Bro som parrets søde veninde og Jens Albinus som den ældste datters mand, ja, selv uprøvede Oscar Sælan Halskov som eneste teenager holder hjem.

Når »Stille hjerte« er bedst, er den som Michael Hanekes »Amour« med action og humor eller som Thomas Vinterbergs »Festen« med den nuanceforskel, at man på forhånd kender hemmelighederne. Og så måske alligevel ikke helt! Bille August har skabt en film om livets efterår, der helt uden at mase sig ind og råbe op om, hvad vi skal føle, sniger sig til tops i erindringen som en af årets bedste danske film.

Hvad: »Stille hjerte«.
Hvem: Instruktør: Bille August. Medvirkende: Ghita Nørby, Paprika Steen, Morten Grunwald, Danica Curcic, Jens Albinus, Vigga Bro, Oscar Sælan Halskov.
Hvor: Premiere over hele landet.