Anmeldelse: Mac DeMarco var sjov og simpel i Vega

Den canadiske Mac DeMarco viste lørdag aften i Store Vega, at han både kan være sjov og synge simple popsange uden citationstegn.

Koncert med den amerikanske sanger Mac DeMarco i Store Vega 19. september 2015. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et eller andet sted på internettet ligger der et dårligt oplyst videoklip, hvor Mac DeMarco smider tøjet på scenen og forsøger at stikke en trommestik op, hvor solen ikke skinner. Naturligvis under et cover af U2’s »Beautiful Day«. Nej, det er ikke videre poetisk. Og ja, det er helt enormt dumt. Men det er samtidig også den slags episoder, der har været med til at give den 25-årige canadiske sanger, guitarist og DIY-producer Mac DeMarco sit ry som en af rockens mest kulørte og uforudsigelige personager i disse år.

Helt så ekstremt blev det dog ikke, da han lørdag aften spillede for et udsolgt Store Vega. Ja, i perioder skulle man faktisk næsten tro, at han forsøgte at lægge afstand til sit ry som en uhøjtidelig spasmager.

Det var i hvert fald en meget tilbageholdende Mac DeMarco, der store dele af koncertens første time overlod både scenesnak og platte jokes til sit blonde sidekick, guitaristen Andrew Charles White.

Et eller andet sted forstår jeg ham godt. For har man lyttet bare lidt til plader som »Salad Days« (2014) og senest »Another One« (2015) ved man også, at afstanden mellem personaen Mac DeMarco og sangskriveren Mac DeMarco gradvist er blevet større og større.

Hvor personaen er en kæderygende slacker, der elsker at lave fjollede stemmer og pruttelyde i mikrofonen, er sangskriveren begyndt at skrive de her oprigtigt romantiske popsange, der på én gang fremstår djævelsk simple, umanerligt kønne og helt uden citationstegn.

Det er lidt af en balancegang. Publikum har en forventning om, at han gakker ud. Men fjoller han for meget, ender han med at distancere sig fra sine sange. Og fjoller han for lidt, kommer publikum til at gå skuffede hjem.

Resultatet blev, at vi den første times tid fik en række rimelig ligetil gennemspilninger af en række rimelig ligetil sange. Aldeles uprætentiøst og uden nogen form for ekstra-musikalske virkemidler. Simple sange i simpel indpakning og som oftest med den ringlende tynde Hank Marvin-guitarlyd som bærer af de musikalske hooks.

Det var godt, bevares, men også lige lovlig tilbagelænet og letbenet i perioder. Til gengæld viste han også med mere synth-drevne sange som »A Heart Like Hers« og »Chamber Of Reflection«, at han kan ridse lidt dybere furer i det fjollede panser. Og faktisk finde ind til noget, der gør lidt ondt.

Der hvor både DeMarco og publikum synes at live allermest op var dog, da bandet endelig slap tøjlerne og kastede sig ud i nogle herligt derangerede fortolkninger af Steely Dans »Reeling In The Years« og ikke mindst det afsluttende vanvids-medley af Metallicas »Enter Sandman« og Deep Purples »Smoke On The Water«. Sange der med deres tekniske bravado, komplekse riffs og macho-attituder repræsenterer alt det, som Mac DeMarco ikke selv er.

Det var helt enormt dobbelttydigt: På den ene side gjorde de tykt grin med originalerne. På den anden side var det her, de var allermest optændt og lod til at have det sjovest.

Her kunne de være de baryler, de dybest set er. Eller i hvert fald de baryler, folk forventede, de skulle være.

Hvad: Mac DeMarco
Hvor: Store Vega, lørdag