Anmeldelse: Idealisme og kynisme

Film: »FLAMMEN & CITRONEN«. Ole Christian Madsens »Flammen & Citronen« er lang, tung, flot og melankolsk, så den imponerer uden at bevæge. Anmeld selv filmen herunder

Thure Lindhardt som frihedskæmperen Bent Faurschou-Hviid, der under dæknavnet Flammen er ekspert i at likvidere nazister i den autentisk baserede film »Flammen & Citronen«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sandrew Metronome
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvordan var de to legendariske frihedskæmpere Flammen og Citronen? Var de uselviske helte eller hensynsløse dræbere? Var de idealister eller kynikere? Havde de skrupler? Og hvad drev dem til at likvidere en lang række mennesker, hvoraf nogle blev dræbt ved en fejltagelse?

Ole Christian Madsens film »Flammen & Citronen« besvarer ikke klart disse spørgsmål, og éntydige svar findes formentlig slet ikke. Derfor kan det ses som en kunstnerisk styrke, at filmen ikke forsøger at skære sine to autentiske hovedpersoners psykologi ud i pap, men samtidig kan det opleves som frustrerende, at deres egentlige motiver forbliver gådefulde. Skønt filmen er fyldt med store nærbilleder af den rødhårede Flammen og den stedse ubarberede Citronen, føler man ikke, at man kommer tæt ind på livet af dem. De ligner symboler eller ikoner.

En del af distancen til figurerne skaber filmen allerede i sin indledning, der består af sort/hvide dokumentaroptagelser fra besættelsestiden akkompagneret af Flammens forklarende fortællerstemme på lydsporet. Det giver en foruroligende følelse af at skulle overvære et illustreret historisk foredrag, og selv om »Flammen & Citronen« siden spiller med musklerne og serverer betydelige mængder drabelig action, forsvinder fornemmelsen af at betragte begivenhederne fra en pædagogisk placeret udkigspost aldrig totalt. Ens blik er fyldt med beundring, men følelserne forbliver sørgeligt uberørte.

Det betyder bestemt ikke, at dette er en dårlig film. Man kunne kalde den Ole Christian Madsens svar på Søren Kragh-Jacobsens »Drengene fra Sankt Petri«, og som sådan er den agtværdig og præsentabel. Dens nuancerede, ikke ukritiske skildring af modstandskampen virker sober og seriøs, stilen er gennemarbejdet til mindste detalje, og i sin ydre form hører filmen til den type værker, som man uvenligt kalder konventionelle og mere venligt beskriver som klassiske.

Handlingen foregår i 1944. Den 23-årige Bent Faurschou-Hviid alias Flammen og den ti år ældre Jørgen Haagen Schmith alias Citronen er prominente navne i modstandsbevægelsen, fordi de ikke er bange for farlige opgaver og ikke tøver med at slå ihjel. Som regel ikke, for der er undtagelser, som viser, at de to ikke er afstumpede psykopater, selv om især ungkarlen Flammen ligner en vild desperado eller fribytter, mens ægtemanden Citronen er roligere af gemyt og i øvrigt har familiære problemer at bakse med.

At de to hader nazisterne og deres medløbere af et ærligt hjerte, hersker der ingen tvivl om, men deres likvideringer bliver moralsk grumsede – jævnfør Peter Øvig Knudsens interessante bog »Efter drabet« – da der opstår splid i toppen af modstandsbevægelsen. Voldsom uenighed om mål og midler melder sig, der gives ordrer og kontraordrer, og ydermere viser en person højt placeret i frihedskampens hierarki sig at have alt andet end ædle motiver. Flammen og Citronen føres bag lyset, og deres dødsforagtende handlekraft misbruges.

Dette er altsammen ganske kompliceret, som det formentlig også var i virkeligheden, og det gøres ikke nemmere gennemskueligt af den gådefulde Ketty – spillet af Stine Stengade med konstant skiftende hårfarve – som Flammen tiltrækkes af, og som måske er kurer for modstandsbevægelsen, måske forræder. Ketty virker beslægtet med virkelighedens Jane Horney, skønt hendes skæbne bliver en anden, og hun er stort set det eneste feminine element i en ultramaskulin historie fyldt med sammenbidte, ofte bevæbnede mænd.

Våbnene bliver flittigt samt virkningsfuldt brugt, og i ingen anden dansk film er der nogensinde blevet skudt så meget som i denne. Alligevel opleves grundtonen som mere elegisk end dramatisk, for »Flammen & Citronen« er en tung, dyster og melankolsk historie, hvis vigtigste aktører ikke selv regner med en lykkelig slutning. Her er ingen triumferende heroisme, snarere paranoia og panik – hovedpersonerne drikker kraftigt og ryger som rasende – og mens cheffotografen Jørgen Johanssons udsøgt belyste billeder er en æstetisk nydelse, kan man føle, at filmskabernes respektfulde forhold til handlingens autentiske baggrund har lammet deres legelyst og forhindret filmen i at rumme den form for dynamisk stilistisk frækhed, der gjorde Ole Christian Madsens »Nordkraft« så vital – bedre bliver det ikke af, at visse scener foregår i brostensbelagte gader, som ser decideret østeuropæiske ud og absolut ikke ligner lokaliteter i København.

Dog udspiller et af de dramatiske højdepunkter sig på Valby Bakke, og her som en håndfuld andre steder bliver filmen regulært spændende. I en del tungsindige passager er den til gengæld dvælende på grænsen til det slæbende, og de talrige nærbilleder af Thure Lindhardt som den flabede Flammen og Mads Mikkelsen som den permanent forpinte Citronen gør os som antydet ikke ret meget klogere på, hvad der egentlig foregår inde i hovederne på dem.

Man konstaterer, at de to frihedskæmpere hverken skildres som helstøbte helte eller som antihelte, men befinder sig i en troværdig gråzone et sted mellem de to poler. Udpræget sympatiske virker de egentlig ikke, hvad der formindsker formatet i deres tragiske skæbne, og i det hele taget ser man »Flammen & Citronen« med en lidt for rolig form for respekt. Virkelig medrivende, rystende eller gribende bliver den dunkle handling sjældent, selv om den repræsenterer filmisk håndværk på højt niveau, og især en ordrig konfrontation mellem Flammen og Gestapo-chefen Hoffmann genopliver tilskuerens indledende følelse af snarere at følge et historisk foredrag end et dynamisk og uforudsigeligt drama.

Jo, frihedskæmperne Flammen og Citronen er værd at beundre, men ligesom alle andre mennesker begik de fejltagelser, nogle af dem fatale. Thure Lindhardt og Mads Mikkelsen investerer tonsvis af anspændt og plaget følsomhed i de to roller, og Ole Christian Madsen har lavet en film, der i sin beskrivelse af den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig balancerer fornemt mellem hyldest og kritik. Stor respekt for det og en lille ærgrelse over, at denne lange, dyre og ambitiøse film aldrig kryber helt ind under huden på sin imponerede, men køligt observerende tilskuer.



target="_blank" href="http://www.filmtrailer.dk/">I samarbejde med Filmtrailer.dk

Berlingske forbeholder sig ret til, men er ikke forpligtet til, at redigere eller fjerne kommentarer fra debatter, der er:

- i strid med gældende lovgivning
- racistiske eller injurierende
- skrevet i en grov tone
- udleverer personlige oplysninger

Ved at debattere accepterer du, at Berlingske Tidende herefter frit og fremover kan offentliggøre dit indhold i Berlingske Tidende, på www.berlingske.dk eller andre platforme og medier, som drives af Det Berlingske Officin.

Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes netredaktion