Anmeldelse: »Gloria Bell« er en kærlighedsfilm om modne mennesker, der er lige så kejtede som forelskede teenagere

Julianne Moore er i storform i film om, hvad man stiller op, når man går ind i sin sensommer.

Julianne Moore er skøn som en kvinde, der leder efter sig selv og kærligheden i »Gloria Bell«. Fold sammen
Læs mere
Foto: fra filmen Jaimie Trueblood

Det er altid vanskeligt at anmelde film, der er lavet før. Særligt, når det er samme instruktør. Sebastián Lelio har taget sin prisvindende argentinske »Gloria« med til Hollywood, hvor den er blevet genindspillet. Scene for scene er filmene hinandens tvillinger, men »Gloria Bell« er helt sin egen, præcis som sin hovedperson.

En frigjort kvinde (Julianne Moore) med livsappetitten i behold søger måske, måske ikke kærligheden. Men da Gloria finder den i skikkelse af John Turturros krøllede Arnold, er den ikke så enkel, som hun håbede på. Alle har en fortid, og den bagage bliver ikke mindre, jo ældre man er.

Hvor gør man af sig selv, når karrieren og forældreskabet går ind i deres sensommer? Når børnene næsten ikke har brug for én længere, når man ikke længere skal bevise noget over for verden, men simpelthen bare leve og have det godt? Skal andre mennesker føje mening til tilværelsen, eller skal vi erkende, at vi dybest set er alene og finde fred med dét?

»Når kæresten Arnold ser på Gloria, er det som at se en forsømt hund, der endelig har fundet en, der kan klø den og kaste med pinde«


Filmen og Gloria er ganske enkelt godt selskab. Hun danser kikset til disco, synger i bilen til firsersange og gløder, mens øjnene bag de store briller nysgerrigt vurderer verden og de mennesker, der bebor den. Altid en smule på vagt, altid en smule åben. Julianne Moore har en fest med alle sin figurs facetter, og man mærker nærmest instruktørens betagede blik gennem den linse, der følger hende filmen igennem.

Når kæresten, Arnold, ser på Gloria, er det som at se en forsømt hund, der endelig har fundet én, der kan klø den og kaste med pinde. Det er tankevækkende og sørgeligt, at han i den grad higer efter hendes livskraft, der i hans øjne er noget helt ekstraordinært, selv om hun jo bare er sig selv.

Gloria er lige så fuld af fejl og integritet som alle andre. En kvinde, der involverer sig, snubler og rejser sig igen. Som er lige så tæt på vennerne som på den kernefamilie, der for længst er splittet, men som rummer stor kærlighed og erotisk sult. Scenerne med Glorias mor (en skøn Holland Taylor) er kostelige. Man er altid sin mors datter, også når man er 58.

Soundtracket er skønt, og billedsiden er såre smuk. Måske lidt for meget »solskin i linsen« for effektens skyld, men lad det nu ligge. Det, der står tilbage, er de mange præcise og perlende skuespilpræstationer, også i birollerne. Sebastián Lelio er en mester til at fortælle historier om kvinder, der elsker, og som er stærke og sårbare og helt sig selv.

Se den med din datter eller med din næste voksendate!

»Gloria Bell«, 102 minutter. Instruktør: Sebastián Lelio. Med: Julianne Moore, John Turturro, Brad Garrett, Michael Cena, Sean Astin.