Anmeldelse: »En uge og en dag« er både skæv og sjov

Israelsk-amerikanske Asaph Polonskys debutspillefilm, »En uge og en dag«, er en hjertevarm – og overraskende sjov – fortælling om sorgens mange ansigter.

Sorgramte Eyal og naboens hash-hoved af en søn er et umage par, hvis forskellighed hjælper dem begge med at komme overens med det, de har mistet. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto Øst for Paradis

Kan man lave en feel-good-film om sorg? Ja, det kan man. I hvert fald hvis »man« er Asaph Polonsky, der imponerer med »En uge og en dag«, der er noget så sjældent som en hjertevarm og overraskende sjov tragikomedie om at finde en vej tilbage til livet, når det værste er sket.

Vicky og Eyal Spivacs 25-årige søn, Ronnie, er død af kræft. Dagen efter den obligatoriske ugelange sørgeperiode, Shiva, sætter hverdagen brutalt ind igen. Vicky vender determineret tilbage til sin lærergerning og et planlagt tandlægebesøg, mens Eyal bruger dagen på at ryge sønnens receptpligtige marihuana og spille luftguitar med naboens stener-søn.

I starten irriteres man over faderens barnlighed. Han er en voksen mand – burde han ikke sørge? Burde han ikke tage sig sammen? Men lige så stille går det op for én, at det, der ved første øjekast ligner en flugt, i virkeligheden er det stik modsatte: En vej ind i sorgen og dermed, i sidste ende, en vej ud på den anden side, til det liv der venter. Og man tillader sig at grine både af og med ham.

Bag humoren er der nemlig både dybde og alvor, og efter halvanden time i selskab med Eyal er det umuligt ikke at blive både rørt og føle en nærmest familiær samhørighed med ham, ganske enkelt fordi han er så utroligt genkendeligt og rørende menneskelig i al sin helt perfekt uperfekte måde at gribe sorgen an på.

Hvad: En uge og en dag
Instruktør: Asaph Polonsky.
Medvirkende: Shai Avivi, Tomer Kapon.
Hvor: Premiere i udvalgte biografer landet over