Anmeldelse: Denne film vandt fire priser i Cannes – siden er den blevet udskældt og lagt for had

Kampen om at finde sin kvindelighed er både hård og sart i belgisk film.

Unge Victor Polster spiller Lara, en transeksuel balletpige. Og han gør det fremragende. Fold sammen
Læs mere

Puberteten er en svær tid. For alle. Man er i gang med at få former og man ønsker at forme sig selv, og man er gryende bevidst om sig selv i verden. Det er et helvede. For femtenårige Lara er disse formative år et kropsligt helvede.

Som balletdanser og som transseksuel er Lara konstant i krig med sin egen krop. Mens hun venter på at hormonbehandling og en operation gør hende til en »rigtig« pige, knokler hun på med træning, så fødderne bløder.

Læs interviewet med filmens instruktør her: »Det er et supersvært område, og vi har kæmpet med, hvordan vi skulle omtale filmen«.

I denne udmærkede debutspillefilm af Lukas Dhont veksler skønhed og smerte, og Lara er konstant i fokus og fremmedgjort, selvom hun helst bare vil være en pige i mængden. At det ikke er nemmere at være pige, er en subtil sandhed, der kun langsomt går op for Lara. Hun kan, sin højde og ynde til trods, gøre sig nærmest gennemsigtig. Hun vil ikke være et eksempel eller kaldes modig, hun vil bare være til. Som pige.

Det er en smuk pointe, at hendes nærmeste bakker ubetinget op. Ingen har for alvor et problem med hendes transformation som pige, ud over de små stik af transfobi og misogyni, hun møder på det snobbede balletakademi hun går på. Men Lara har en eksistentiel krise, som hun nærmest ikke selv virker til at forstå dybden af.

»Det er vigtigere at lave flere film om køn i alle former end at klemme alle køn og alle oplevelser ind i hver eneste historie. «


Kameraets dvælen ved hendes ansigt og slanke skikkelse er ikke objektgørende, men afspejler hendes eget kritiske blik. På den krop, der ikke vil makke ret og blomstre, trods hormoner og rigid træning. Det blik sender mange kvinder sig selv. Der er altid plads til forbedringer.

Lara er konstant til prøve i at blive kvinde; skolen kan smide hende ud, hvis hendes talent ikke rækker, lægerne kan ændre dosis eller forhale operationer.

Der er en pointe ved balletten som omdrejning; udover det ultrafeminine og de strenge krav, så kræves det af Lara, at hun blandt andet danser ubesværet på tåspidserne, noget som de mandlige dansere ikke trænes i. Hun skal indhente det, som de andre piger kan. Hun har valgt den sværeste vej.

Og åh, disse ballerinaer. De får ikke navne eller personlige historier, der kan få dem til at skille sig ud for alvor fra Lara, men deres lette samhørighed, fnisende og finkeagtige pigethed understreger netop, hvad Lara endnu ikke har lært, og som hun i sin fremmedgjorthed ikke har nemt ved at nærme sig. De andre piger er langt mere fremme i balletskoen, både fysisk og mentalt, smækre havfruer i et hav, hvor Lara er og bliver en sær(lig) fisk.

Som denne film dybest set også er. Den vandt fire priser i Cannes, men blev siden udskældt for at have en ciskønnet i hovedrollen. Men det er vigtigere at lave flere film om køn i alle former end at klemme alle køn og alle oplevelser ind i hver eneste historie.

»Girl«. Instruktør: Lukas Dhont. Medvirkende: Victor Polster, Arieh Worthalter, Oliver Bodart.