De allerfleste succesfulde TV-serier rammes af en slags forbandelse.

Får man som serieskaber et hit, forlanger TV-selskaber og seere mere af samme skuffe, og i de allerfleste tilfælde er det præcis det, de får.

I en vis forstand er en hitserie nemlig ikke længe skaberens, men alles ejendom, og dermed har selv de bedste af den nutidige guldalders TV-serier en tendens til at blive gentagende og udhule den originalitet, der i første omgang skabte begejstringen.

Mad Men«s Don Draper ser plaget ud på den samme måde i sæson efter sæson på trods af, at damerne bliver skiftet ud, og i »Game of Thrones« venter de stadig på vinterens komme.

På den baggrund er det en usædvanlig manøvre, »True Detective«-skaberen Nic Pizzolatto har gennemført i seriens anden sæson, der på mandag har premiere på HBO Nordic.

Efter diverse tilløb, såsom den moderat succesfulde, amerikanske udgave af »Forbrydelsen«, fik Nic Pizzolatto et stort gennembrud med »True Detective«, der kombinerede 1990ernes seriemorderdrama med en ældre, Raymond Chandler-agtig krimitradition.

Skuespillerne Matthew McConaughey og Woody Harrelson fik med deres hårdt optrukne og modsatrettede karakterer sat nyt liv i en af de trætteste skabeloner i Hollywood, strømer-makkerparret, og så var »True Detective« tilmed nedsænket i en dampende Louisiana-atmosfære, der i sig selv syntes at fremmane den ondskab, som betjentene var oppe imod.

Alt dette var ingredienser, der begejstrede anmeldere og sociale medier, og dermed kom Nic Pizzolatto til at stå over for den måske sværeste to’er, der nogensinde er set inden for TV-fiktion.

Det havde været oplagt at genbruge hele formlen fra første sæson, hvis ikke det netop havde været i strid med Nic Pizzolattos eget koncept om, at hver ny sæson af serien skal foregå i et nyt miljø og med nye skuespillere.

Hurtigere handling

Seriens nye sydcaliforniske landskab slås an i en kunstfærdigt simrende introsekvens, hvor raffinaderier, motorvejsudfletninger og olieforurenede floder flyder sammen med portrætter af seriens fire nye hovedskuespillere: Colin Farrell, Vince Vaughn, Rachel McAdams og Taylor Kitsch.

Leonard Cohens stemme skurrer ildevarslende hen over sekvensen, og man sætter sig til rette i lænestolen med store forventninger. En lille skuffelse indfinder sig dog, når det hurtigt bliver tydeligt, at denne sæson er en anden slags skabning end etteren.

Alene fordoblingen i antallet af hovedkarakterer betyder, at handlingen må skubbes væsentligt hurtigere frem og i højere grad kommer til at ligne en mere ordinær TV-serie.

De fire karakterer introduceres efter tur, den ene mere ødelagt af fortiden end den anden.

Politimanden Ray Velcoro (Colin Farrell) fortæller en psykolog om opløsningen af sit ægteskab.

Hustruen er blevet voldtaget, gerningsmanden blev aldrig fundet, og parret fik aldrig undersøgt, om morens efterfølgende graviditet var et resultat af voldtægten.

Der er en smerte, der skal hævnes, og et indre raseri, der må have luft. Vold er Velcoros magtesløse løsning, som da han med knojern gennembanker en far fra sin søns skoleklasse.

Den mustacheprydede Colin Farrell er passende mut, men vinder ikke nyt land med sin gestaltning, der ligner mange af de disillusionerede strømerfigurer, han tidligere har leveret på film.

Til gengæld bliver man glædeligt overrasket, da eks-gangsteren Frank Semyon (Vince Vaughn) bliver præsenteret.

Vince Vaughn er denne sæsons castingsatsning, da skuespilleren stadig er mest kendt for sine komisk-neurotiske energiudladninger i drengerøvskomedier som »Anchorman«.

Her benytter han i stedet energien til at skabe en karakter, der kun akkurat formår at holde sine indestængte følelser i ave, så hans isnende coolhed konstant synes at være på kanten af krakelering.

Vince Vaughn er et scoop for serien, og rollen repræsenterer en fuldt ud lige så fascinerende karriere-makeover, som den Pizzolatto gav Matthew McConaughey i første sæson.

Mens Ray Velcoro-karakteren forsætligt synes at sætte sin egen karriere over styr med korruption, er Frank Semyon en tidligere kriminel, der kæmper for at gøre sine forretninger legale i et storstilet landopkøb omkring en projekteret højbane (seriens mytiske omdrejningspunkt).

De to karakterer har indgået en baggårdsaftale om at hjælpe hinanden, men måske er aftalen for giftig til at gavne nogen af dem.

Der er ikke meget lys for enden af tunnelen. De to supplerende hovedkarakterer, motorcykelbetjenten Paul Woodraugh (Taylor Kitsch) og politiefterforskeren Ani Bezzerides (Rachel McAdams) tumler også hver især med en mørk fortid, begges har at gøre med sæsonens andet tema, nemlig grænseløs sex i form af narkopåvirkede orgier, internetporno og prostitution.

Ani leder et raid på et hus, hvor piger stripper for internetkunder via webcams, og finder sin søster blandt de optrædende. Ani har et neurotisk forhold til sex, der får hende til at støde en elsker fra sig, mens søsteren tilsyneladende har fundet sig til rette i den seksuelle underverden.

Begge reagerer på en barndom i et new age-kollektiv, hvor grænserne måske har været for løse.

Den sammenbidte og forknytte Paul Woodraugh er kun modvilligt og ved hjælp af viagra i stand til at være sammen med sin kæreste, og i episoden antydes det, at ulysten til sex enten har rod i en fortid som trækkerdreng, eller en mor, der også syntes at sammenblande sit eget kønsliv med sønnens.

Forløsning og fortabelse

Trods forskellene mellem første og anden sæson er der således nogle greb og figurer, man nu genkender som Pizzolattos signatur.

Der er fortidens gådefulde traumer, der hjemsøger og driver karaktererne mod forløsning eller fortabelse. Man aner konturerne af hemmelige selskaber, der trækker i trådene og drejer på hjulene, og der er landskaber, der afstikker retninger for mennesker, som var de vandløb i en ørken.

Der er en meningsløshed, der nærmest fysisk står på spring for at tilintetgøre såvel mænd som kvinder, men der er også kampen for kærlighed, uanset hvordan skæbnen har vansiret dem, der længes mod kærligheden.

Det er denne sidste kamp, der redder »True Detective« fra den totale defaitisme.

Den vigtigste forandring i anden sæson angår det tempomæssige. Hvor første sæson havde sit eget hypnotiske flow, veksler anden sæson mere ujævnt mellem ikke helt vellykkede knuder af baggrundsforklaring, vrede konfrontationer og tilbagevendende visuelle motiver såsom motorveje og nærbilleder af øjne, der stirrer ud i tomheden,

Og ja, man savner den moralsk-nihilistiske verbalfægtning mellem McConaughey og Harrelson, men spørgsmålet er, hvor meget mere af samme slags, serien egentlig havde kunnet tåle uden at havne i parodi.

Derfor holder man med Nic Pizzolatto, der giver os det TV, som er godt for os, snarere end det hurtige fix. Snart vil gåderne atter indhylle os i mørket, og snart vil vi ligesom seriens karakterer vakle mellem ønsket om at slippe væk og ønsket om at trænge længere ind.

»True Detective«. Første episode, anden sæson. Streames på HBO Nordic hver mandag.