Anklager bakker Alec Baldwin op i ulykkelig skudsag

21. oktober blev filmfotografen Halyna Hutchins skudt under filmoptagelser til filmen 'Rust'.

Det var skuespilleren Alec Baldwin, der rettede pistolen mod hende, men han har hele tiden nægtet, at han var skyld i ulykken.

Nu får han hjælp fra uventet kant.

I snart fire måneder har politiet og anklagemyndigheden i Santa Fe i New Mexico, hvor filmoptagelserne foregik, forsøgt at kortlægge præcis, hvad der skete på filmsettet under optagelserne.

Her ses et billede af Alec Baldwin efter den tragiske ulykke, han nu er blevet sigtet for uagtsomt manddrab for. Jim Weber

Fra første færd har Alec Baldwin nægtet sig skyldig i ulykken. I et følelsesladet interview med ABC News, sagde han i begyndelsen af december:

»Jeg ville aldrig rette en pistol mod nogen og trykke på aftrækkeren. Aldrig.«

Det fik dengang filmkollegaen John Schneider til at lange ud efter Baldwin:

»Der findes ikke en verden, hvor pistoler affyrer sig selv. Halyna Hutchins er død, og hendes familie får ikke en undskyldning eller retfærdighed. De får ikke engang nogen svar,« sagde han ifølge New York Post.

Skuespilleren John Schneider raser over Alec Baldwin. VALERIE MACON

Men nu får Alec Baldwin hjælp fra en uventet kant. Santa Fes offentlige anklager, Mary Carmack-Altwies, siger nemlig til mediet Vanity Fair, at det faktisk er muligt, at han ikke trykkede på aftrækkeren, og dermed ikke er skyld i ulykken. De tekniske undersøgelser viser nemlig:

»Du kan trække hammeren tilbage uden at trykke på aftrækkeren eller låse den. Hvis du trækker den delvist tilbage, låser den ikke, så hvis du slipper den, kan slagstiften alligevel ramme kuglen,« siger altså anklager Mary Carmack-Altwies ifølge Vanity Fair.

Hvad hendes udmelding kommer til at betyde for sagen vides endnu ikke. For politiet har stadig ikke rejst sigtelser i sagen, men har sagt, at de ikke kan udelukke, at nogen – det gælder også Baldwin – kan blive sigtet for ulykken.

I den forgangne uge lagde den afdøde filmfotografs familie sag an mod filmens producere – blandt andet Alec Baldwin – for at få stillet nogle til ansvar for den ulykkelige hændelse.