En anklager i Los Angeles i USA anbefaler en ændring af straffen i en omdiskuteret drabssag mod brødrene Erik og Lyle Menendez.
Det siger anklageren George Gascon, som er distriktsadvokat i Los Angeles, torsdag på et pressemøde.
Brødrene har siddet fængslet i 34 år.
De blev i 1989 idømt livstid for at skyde og dræbe deres forældre, Jose og Kitty Menendez.
Sagen er blevet taget op igen, efter at nyt bevismateriale har peget på, at brødrene i flere år var blevet seksuelt misbrugt af deres far.
»Jeg mener, at en ny straf er passende, og jeg kommer til at anbefale dette til en domstol i morgen,« siger advokaten.
»Jeg mener, de har betalt deres gæld til samfundet.«
Mere specifikt anbefaler George Gascon, at brødrenes livstidsdomme bliver droppet og erstattet af domme på 50 år til livstid.
Han mener dog, at de begge vil være egnet til prøveløsladelse. Det skyldes deres unge alder, da de udførte drabene.
Lyle var 21 år og Erik var 18, da forældrene blev slået ihjel.
Jose Menendez blev skudt i baghovedet, mens Kitty Menendez døde efter at være blevet skudt 15 gange.
Det skete i familiens hjem i Beverly Hills.
/ritzau/Reuters