Angst for at falde

Roman: Dorrit Willumsens nye roman er lige så forunderligt foruroligende som titlen. Og en sand nydelse.

Dorrit Willumsens »Dage med slave« udkommer i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Refner

Man bliver simpelthen så splintrende lykkelig indeni, når man læser Dorrit Willumsens nye roman, »Dage med slave«. Ikke fordi det er en lykkelig bog, men fordi Willumsen skriver som en drøm. Helt let, uden tunge mellemregninger, meget sikkert, meget forunderligt, indimellem dybt morsomt, elegant skiftende i tid og synsvinkel. Det er en vægtløs oplevelse og et prikkende brusebad for sjælen gennem alle 131 sider. Hos Willumsen handler det i høj grad om en sproglig ekvilibrisme og en måde at se og forstå verden på, som gør hende i stand til at transformere hvad som helst til en stor læseoplevelse.

Hovedpersonen, Henny, er 57 år, fraskilt, ansat hos ejendomsmægler Sejer, har tjek på tingene, på nær det lidt for høje levertal, men hvidvin dulmer jo dejligt. Hun er en kvinde, der sætter stor pris på sin sorte Fox, ansigtsbehandlinger, ro og regelmæssighed. Men så er det altså, at hun kommer til at købe en slave! Sælgeren er en ung blåhåret punkerfyr, som hun fascineres af på gaden. Han falbyder en lille pigekvinde til kun 50 kroner kiloet.

Og før Henny har tænkt sig om, har hun slået til – og fortrudt med det samme. For med slaven har hun lukket kaos ind i sit liv. Alt det urolige, besværlige, erotiske, drømmende og tvetydige, som hun så elegant havde udraderet, truer nu hendes perfekte tilværelse. »Hun er blevet en burre i hjernen. Hun er som en hjemløs kat, der sidder på dørtrinet og mjaver«. Slaven finder på at stå nøgen i haven om natten og lade naboen røre ved sig. Slaven prøver alle Hennys smykker på en gang. Slaven ryger i hendes bil. Men slaven er også alt det undertrykte erotiske i Hennys liv, sej som katgut, sårbar som en blomst. Henny kan ikke holde hende ud, men alligevel tændes der noget i hende, som hun dog gør sit bedste for konstant at punktere, som her: »Hendes læber er en søvnig, rosa blomst, der åbner sig mod mørket. De har præcis samme farve som en ridderspore, jeg engang havde i haven. En sjælden sart plante, der selvfølgelig gik ud.«

I begyndelsen af romanen tænker Henny på, at alle mennesker bærer et fald i sig. Hvornår dette fald indfinder sig og i hvilken form, konkret eller i form af sygdom, ved man ikke. Blot at faldet ligger der, som en potentiel trussel. Og som romanen skrider frem, skubber dagene med slaven mere og mere til Hennys i forvejen spinkle balance. Faldet er faretruende nært, og den mulighed Henny har fået for at blive grebet, skubber hun bort.

Romanen handler om vores angst for at falde, lige fra det lille mareridt om at stå nøgen i bussen, til det sidste afgørende fald, hvorfra man ikke kan rejse sig igen. Den handler om, hvor bange vi, ligesom Henny, er for at åbne bare en lille smule og slippe det ukontrollerede ind. Og den handler ikke mindst om, hvor vild og erotisk og forunderlig tilværelsen er, hvis man tør se det. Det eneste der skuffer mig lidt, er slutningen, som jeg synes bliver for pointerende. Jeg kunne godt have ønsket mig noget, der, i lighed med resten af romanen, var mere overrumplende.