Andreas jagtede verdens dyreste maleri og fandt en verden præget af magtkampe og uhørte investeringer: »Det var et ekstremt hjørne«

Eksperterne nægtede at være i samme rum, og restauratoren så muligvis sin afdøde mand i værket. Historien om »Salvator Mundi«, der blev solgt som et muligt værk af Leonardo da Vinci, er så fantastisk, at den er en film værd. Nu er den film lavet af en dansker, der er overrasket over, hvilke kræfter der styrer det internationale kunstsalg.

En voksende gruppe af ekstremt rige. Banker, der belåner kunst. Og et ureguleret marked. En del af det internationale kunstmarked er på speed. »Så kan du sidde ved en fin middag og tale om, at du har købt en Picasso,. Det slår selv den dyreste yacht,« fortæller Andreas Kofoed, der har undersøgt maleriet bag verdens dyreste kunsthandel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste anmeldere har bemærket det: Historien om det maleri, der kom fra ingenting og endte med at blive solgt for 2,9 milliarder kroner, har alle de elementer, der får den til at virke usandsynlig.

Det er en historie om magthierarkier, russiske rigmænd, saudiske prinser og en masse kunst, der ender på lagre som flade investeringseffekter indpakket i plastic. Og nu er den fortalt i en dansk dokumentarfilm, der i sig selv er en historie værd.

Filmens instruktør, Andreas Koefoed, hørte først om »Salvator Mundi« fem måneder efter, det var blevet solgt som verdens dyreste nogensinde. Han tog kontakt til alle implicerede. Det var overraskende nemt. I hvert fald i begyndelsen.

»Jeg tror, at det var en stor fordel at komme som ubeskrevet blad. Jeg skrev jo bare og spurgte, om de ville fortælle deres version af den fantastiske historie, og det ville de faktisk gerne. For nogen var det deres livs højdepunkt, at de havde fundet det maleri, og der var tydeligvis en del stolthed forbundet med det.«

Undervejs opdagede Andreas Koefoed også en verden, der var løbet løbsk. Eller som der stod i Berlingskes anmeldelse af filmen, der har fået titlen »The Lost Leonardo«: »Ud over narko og prostitution er kunstverdenen det mest uregulerede marked i verden.«

Jesus, da Vinci og den afdøde mand

Historien om maleriet – og dokumentaren – begynder i 2005, da tre kunsthandlere – såkaldte sleeper hunters – finder et maleri, der ser spændende ud. De har en anelse om, at det måske er mere værd end de 1100 dollar, de selv køber billedet for.

Med maleriet i en plastikpose opsøger de restauratoren Dianne Modestini, der tager maleriet til sig og arbejder på det i fire år. Hun er også en af de første kilder, Andreas Koefoed taler med.

»Hendes historie er meget fascinerende,« fortæller Andreas Koefoed.

»En måned efter hun modtager maleriet, mister hun sin mand, der selv var en verdensberømt restaurator. I sin sorg sidder Dianne Modestini uden at vide, hvad hun har mellem hænderne. Hun er alene og på både sovepiller og hvidvin, da hun begynder at restaurere det. Og så får hun denne oplevelse af, at munden på billedet er malet med samme teknik som munden på Mona Lisa.«

»Det er problematisk, at man spørger fem eksperter ved en lukket proces, og at det er nok til, at man afgør, at »Salvador Mundi« er lavet af Leonardo DaVinci,« mener instruktøren Andreas Koefoed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

At finde en da Vinci er noget af det ypperste, man kan forestille sig. Der findes kun 15 kendte værker af den italienske kunstner, og det er over 100 år siden, det sidste dukkede op. Det bliver ikke større end det. Heller ikke for Modestini.

»Hun går ligesom i symbiose med værket, så det er både hendes mand, og Jesus, og da Vinci, der flyder sammen. Det er enormt smukt,« som Andrea Koefoed siger.

Den anerkendte restaurator er ikke alene om at fatte storheden. Andreas Koefoed og resten af filmholdet rækker også ud til de førende Leonardo da Vinci-eksperter, der deltog, da National Gallery beslutter sig for at få fastslået maleriets virkelige værdi ved en lukket proces. Og de er ikke på god fod.

Eksperternes kamp

»Der er en masse magtkampe og en masse hierarki i at være Leonardo-ekspert. Den førende er Martin Kemp, Frank Zøllner er nummer to, og så går det dernedefter. Hvis du som sekundær Leonardo-scholar stikker hovedet frem og undsiger én, der er højere oppe i hierarkiet, så får du på puklen,« husker Andreas Koefoed.

Han understreger, at kampene opstår fordi miljøet ikke kan certificeres. Alt bygger på vurderinger. Det handler om øjet, der ser. Hvor mange værker, man har mødt før, og om connoisseurship. Samtidig er alle afhængige af at have ret.

»Jeg havde en drøm om at sætte Martin Kemp og Frank Zøllner op over for hinanden i en boksering, hvor de fra hver deres ringhjørne kunne fortælle, hvorfor de syntes, at maleriet var henholdsvis en kopi eller ægte. Men de nægter faktisk at være i samme værelse. Det lod sig aldrig gøre. Jeg prøvede ellers.«

Andreas Koefoed har talt med alle de vigtigste folk omkring det kunstværk, der blev genstand for verdens dyreste kunstsalg, Han vil dog ikke selv gætte på om maleriet er ægte eller om den endelige køber begik sit livs dyreste fejltagelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvilke andre udfordringer var der i processen?
»De her eksperter er så meget inde i deres stof, at de nemt kan tale om samme værk i to timer. Hvis du skal have det med i en mainstreamfilm, taber du publikum, medmindre du redigerer i det. Det ved eksperterne også godt, så de er meget skeptiske.«.

Er der nogen, der har brokket sig bagefter?
»Ja. Det har de faktisk allesammen.«

Drømmen, der blev et mareridt

Andreas Koefoed har ikke før beskæftiget sig med kunstverdenen, men i forbindelse med filmen gik det op for ham, at »Salvator Mundi« også var en prisme, der afspejlede nogle af de andre ting, der sker omkring os. Det gælder for eksempel den måde, hvorpå kunst bruges som investering.

I »The Lost Leonardo« ser man, at billedet bliver solgt til den schweiziske kunsthandler Yves Bouvier, der kører på ethjulet cykel og omtaler sig selv i tredjeperson.

Han sælger videre til en russisk oligark, der føler sig snydt og gør sit bedste for at ødelægge Bouviers forretning. Til sidst ender billedet i en af de store opmagasineringszoner, som findes i flere af verdens lufthavne, og som bruges af rigmænd, der dermed kan undgå at betale skat og hurtigt hive deres værdier over grænsen.

Det nye »Salvator Mundi« nåede aldrig med på Louvres store Leonardo da Vinci-udstilling, der fandt sted i anledning af 500-året for kunstnerens død. I stedet viste man en kopi - som her er fotograferet. Fold sammen
Læs mere
Foto: FRANCOIS GUILLOT.

På dette tidspunkt er »Salvator Mundi«s værdi blev talt op flere gange, uden at det er blevet vurderet af uafhængige eksperter. Det er ikke længere kunst, men en værdi. Hvilket især sårer Modestini.

»På en måde er hun jo maleriets mor. Da maleriet blev solgt til en russisk oligark, følte hun, at det var hendes barn, der burde være på et fint museum. I stedet bliver det opbevaret uforsvarligt og under forkerte temperaturer. Hele hendes åbenbaring om, at det var en da Vinci, endte som et ondt mareridt, hvor hun skulle forsvare både sig selv og maleriet.«

Det lyder, som om kunstverdenen er gået amok?
»Man skal huske, at kunstverdenen er mange ting. Dette er bare et ekstremt hjørne. Men jeg ved også, at blandt unge upcoming kunstnere handler det enormt meget om strategi. Hvem køber dit første billede? Hvem laver din første soloudstilling? Dine priser må ikke stige for hurtigt, for hvis dit værk koster 200.000, er der for få, der kan købe det. Hvis du er på 200.000, kan du ikke falde i pris igen, for så er du devalueret og kan aldrig stige. Kunsten er gift med kapitalismen.«

Man ved endnu ikke, om »Salvator Mundi« er malet af Leonardo da Vinci. Billedet er endt hos den saudiske kronprins, Mohammed Ben Salman. Værket, der altså kun er verificeret ved en lukket proces, arrangeret af det museum, der ville udstille det, endte med at blive 2,9 milliarder værd. I dag ved vi, at de første købere tjente 80 mio. dollar tilsammen. Bouvier tjente 47 mio., og den russiske oligark, Dmitry Rybolovlev,  tjente formentlig cirka 200 mio. Hvis nogen tabte på det, var det dem, der mente, at kunst var noget, vi skulle dele.

Og hvad med dit syn på kunsten? Har det ændret sig, mens du lavede filmen?
»Den anden dag var jeg på Statens Museum for Kunst med Dianne Modestini, og gennem hende har jeg fået et blik for ting, som jeg ikke vidste, at jeg tændte på. Små bitte detaljer. Når man ved, hvor mange interesser, der er på spil bagved, så mister kunstverdenen lidt af sin uskyld. Men værkerne er stadig fantastiske.«

»The Lost Leonardo« havde dansk biografpremiere 27. januar.